Analyse: Prædikanten, den kvindelige CEO og den afroamerikanske læge

WASHINGTON DC - ”Hvis man ikke ved, hvem der vinder kampen om at blive det republikanske partis præsidentkandidat i 2016, kan man satse på det sikre: den ældste og hvideste kandidat.” Det råd fik overtegnede af den erfarne spindoktor James Carville, da jeg spurgte ham til råds i efteråret sidste år. Carville var en succesrig rådgiver for tidligere præsident Bill Clinton, og han er fortsat en ofte brugt politisk analytiker for en række amerikanske tv-stationer. Spørgsmålet er, om den opskrift fortsat holder. For USA bliver fortsat mere mangefarvet, og man kan ikke længere vinde Det Hvide Hus, hvis man kun appellerer til de hvide vælgere. Det måtte Mitt Romney sande på den hårde måde, da han i 2012 vandt 60 procent af denne vælgergruppe – Obama fik 40 procent, men vandt som bekendt valget. Tyve år tidligere ville dette resultat blandt de hvide vælgere have sendt den republikanske præsident ind i det Hvide Hus med massivt flertal.

I dag er de spansktalende vælgere og dem med asiatiske rødder de to hurtigst voksende vælgergrupper, kvinder stemmer mere, end mænd gør, afroamerikanske og unge vælgere møder op i stort tal ved præsidentvalgene, og en ny meningsmåling fra CBS viser, at antallet af vælgere, der identificerer sig selv som ”konservative”, er faldet med otte procent over de seneste fem år. De er fortsat i flertal – 33 procent kalder sig konservative og 25 procent liberale (venstreorienterede) - men i 2010 var tallet 38-19. Hvad der er endnu værre for republikanerne er, at amerikanerne ikke bryder sig om partiet. Blot 29 procent af vælgerne synes ”godt om” GOP, mens respektable 43 procent ”bryder sig om” demokraterne.

Nye boller på suppen?
Set med disse briller ville det ikke være urimeligt at konkludere, at man skulle til at se sig om efter en ny type kandidater, også selv om det traditionelt har været sådan, at disse ikke klarer sig særlig godt under det afgørende republikanske primærvalg. Her skal kandidaterne dels overbevise de resolut højreorienterede – hvide og ofte evangelikalske græsrødder – dels skal de tage hensyn til partiledelsen, som fortsat sværger til de etablerede, donorstøttede erfarne mænd. Det er eksempelvis tilfældet med Jeb Bush, der er favoritten denne gang, efterfulgt af Scott Walker og Marco Rubio.

Og inden for de seneste to uger – siden nyhedsbrevet sidst var på gaden – har der netop meldt sig tre utraditionelle kandidater: den guitarspillede prædikant, tidligere guvernør for Arkansas og tidligere populær talkshow-vært på Fox News, Mike Huckabee; den tidligere CEO for Hewlett-Packard Carly Fiorina samt den respekterede afroamerikanske hjernekirurg Ben Carson.

Guitarspillende præst og tv-vært
Huckabee er umiddelbart den mest interessante. Hans forsøg på at nå det Det Hvide Hus startede, da han i 2008 i Iowa vandt det første opgør i de republikanske primærvalg mod John McCain og Mitt Romney. Den sejr gav ham betydelig rygvind. Den tidligere guvernør for Arkansas vandt syv stater til og sluttede valgkampen som nummer to efter McCain. Og netop takket være sin succesrige karriere på Fox News, der først sluttede ved årsskiftet, har amerikanerne over hele landet aldeles ikke glemt den guitarspillende, dybt religiøse populist, der ikke viger tilbage fra at give et nummer med sit blues-rock band, ’Capitol Offense’.

Nu forsøger han så igen. Tirsdag i sidste uge lancerede han sit nye kandidatur i sin (og Bill Clintons) fødeby, Hope i Arkansas, med en særdeles interessant åbningstale og video. Huckabee gjorde det nemlig krystalklart, at han ikke bare vil tale til de konservative kristne, men også appellere bredt til den amerikanske arbejderklasse. Den tidligere baptistpræst understregede, at han var født som en ”blue collar worker” frem for at have ”blåt blod” i årerne. Dermed lancerer han sig i direkte modstrid med favoritten Jeb Bush, der netop bliver beskyldt for at være en del af et amerikansk politisk aristokrati (deraf brugen af metaforen om det blå blod).

Huckabee vil være ”den almindelige amerikaners konservative kandidat.” Og det skal blive interessant at se, hvordan en sådan bevidst populistisk kampagne vil udspille sig. Det har i hvert fald givet hovedpine i toppen af partiet, hvor man traditionelt ikke bryder sig om kandidater, der kritiserer finans- og industrieliten, som Huckabee også tidligere har gjort.

Kvinden og kirurgen
Med Huckabee, Carly Fiorina og Ben Carsons udmelding er feltet af officielle republikanske kandidater inden for de seneste to uger fordoblet fra tre til seks. Det siges i amerikanske medier, at Jeb Bush først vil annoncere sit kandidatur til juni, og herudover forventer analytikere også, at New Jerseys guvernør, Chris Christie, samt Wisconsins guvernør, Scott Walker, vil forsøge sig.

Hverken Carson eller Fiorina har vundet et politisk valg. Men den 60-årige Fiorina har en betydelig fordel ved at være den eneste kvinde i det republikanske felt, og hun har fra dag et rettet hele sin slagstyrke mod den demokratiske favorit, Hillary Clinton, som hun i sidste uge kaldte ”kompetent, vidende og hårdtarbejdende, men ikke troværdig eller ærlig og uden visioner,” da hun deltog i den populære morgen-tv udsendelse ”Good Morning America.”

Den tidligere ejendomsmægler-sekretær og senere topchef Fiorina blev fyret fra Hewlett-Packard i 2005, og det lykkedes hende ikke at vinde en plads i Senatet for Californien – hendes hjemstat – da hun var i konkurrence med veteranen, demokraten Barbara Boxer, i 2010, selv om hun brugte adskillige millioner dollars i en dyr og på lange stræk selvfinansieret kampagne. Hendes væsentligste aktiv – ud over kønnet – er, at hun er veltalende og modig. Men hun er også uerfaren, og under hendes lederskab som CEO skilte Hewlett-Packard sig af med over 30.000 medarbejdere i en rationaliseringsproces, som hun stod i spidsen for; et faktum, som enhver modstander, også de interne under primærvalget, vil vide at benytte sig af.

Ben Carson har også en ’identitetsfaktor’ at spille med. Som feltets eneste afroamerikanske kandidat kan han appellere til de sorte vælgere. Han er – som Huckabee – også vokset op i en fattig familie i Detroit. På trods af sin beskedne start i livet endte han som en verdensberømt hjernekirurg og blev allerede i begyndelsen af 30’erne ansat som leder for den børnekirurgiske afdeling på Johns Hopkins-hospitalet. Hans erindringer ”Gifted Hands” er en bestseller, og han modtog i 2006 en pris fra den største interesseorganisation for sorte i USA, NAACP (National Association for the Advancement of Colored People). Men lige som Fiorina er han et uprøvet kort i politik. Han er direkte og har ofte kritiseret præsident Obama. Men han har også fortalt sig og lavet mange bommerter og er modsat Huckabee ukendt i den brede befolkning.

Partiledelsens skræk
Summa summarum: Huckabee er den af de senest tilkomne outsidere, som det etablerede republikanske parti er mest nervøs for. Han er populær – i meningsmålinger tilkendegiver mellem 40-45 procent af republikansk-lænende vælgere, at de ville stemme på ham. Det er kun Jeb Bush, som får bedre talt – mellem 50-55 procent.

Og han har definitivt appel til masserne både grundet sin fortid som baptist-præst – hvor man ved, hvordan massekommunikation skal skæres – og sin tv-karriere.

Hans svaghed er, at hans ubøjelige profil som konservativ værdikriger er ude af trit med de afgørende uafhængige vælgere. Huckabee er eksempelvis arg modstander af homoægteskaber – noget, som over 55 procent af amerikanerne og over 65 procent af de yngre vælgere i dag går ind for – og fri abort. Det sidste kan man slippe af sted med – befolkningen er delt – men det er aldrig en vinderstrategi hos vælgerne, der traditionelt straffer de kandidater, der betoner værdipolitikken – ”social issues”, som amerikanerne kalder dem – frem for økonomiske og udenrigspolitiske problemstillinger.

Derfor vil partiledelsen og de store donorer fremdeles bakke op om mere erfarne og mere traditionelle kandidater. Ikke at det synes at røre Huckabee. ”Jeg skal ikke finansieres af ’corporate America’”, trompeterede han tirsdag i sidste uge i byen Hope, ”mine penge skal komme fra jer, folket.”

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.