Analyse: Ted Cruz – kuk i kassen eller kristen værdikriger?

WASHINGTON, D.C. – Selv i USA, hvor den politiske diskurs ofte er barsk, er negative bedømmelser af Ted Cruz, der netop har annonceret sit præsientkandidatur, ofte i den krigeriske ende.

”Når han påstår, at vi kan gøre det af med ObamaCare ved blot at nægte at bevilge pengene og så lukke og slukke for den føderale regering, tager han fuldstændig fejl. Det, vi har brug for i dette land, er en intelligent debat. Ted Cruz er muligvis et intelligent menneske, men han evner ikke at føre en intelligent debat. Han forsimpler, han overdriver, og han smed det republikanske parti ned i afgrunden i efteråret 2013. Han har ikke demonstreret nogen kvalifikationer, han har ikke medvirket til nogen lovgivning, han udøver ikke ledelse, og han har ingen reelle politiske erfaringer. For mig er han simpelt hen en fyr med en stor mund – en karnevalgænger med en megafon, som ingen resultater har at vise frem.”

Disse var ordene fra den republikanske senator Peter King fra New York, da det mandag blev officielt, at hans partifælle Ted Cruz – junior senator fra Texas – agter at søge sit partis nominering som præsidentkandidat i 2016.

Frihed og religion i højsædet
Cruz’ melding var ventet. Den kom først på Twitter sent søndag og derefter mandag i en passioneret tale ved Liberty University i byen Lynchburg, Virginia.

Liberty University var valgt med omhu af den religiøse kandidat. Institutionen er grundlagt af Jerry Falwell, der var en kendt kristen kommentator og televangelist samt pastor ved den baptistiske megakirke Thomas Road Baptist Church i samme by. Universitetet, der er privat, blev grundlagt i 1971 som en hjørnesten i Falwells forsøg på at “opbygge et kristent uddannelsessystem for den evangelisk kristne ungdom,” som han formulerede det.  Talen, som var den første, Cruz holdt som officiel præsidentkandidat, affødte imidlertid straks en sand syndflod af afværgende kommentarer i medierne ugen igennem. 

Men kommentarerne kom fra egne rækker og ikke fra demokraterne. For dem vil det være en fest at stå med den relativt ukendte men radikale Tea Party-rebel som modstander, over for sandsynligvis den moderate og erfarne Hillary Clinton i 2016.

Peter King var med andre ord langt fra den eneste republikaner, som fik travlt med at distancere sig fra den 44-årige politiker fra Texas.

Politisk selvmord med kuk i kassen
Senator John McCain – der som bekendt selv er tidligere præsidentkandidat for partiet –kommenterede eksempelvis Cruz’ kandidatur som ”et muligt politisk selvmord” for republikanerne. Han kaldte i 2013 Cruz for en ”wacko bird” (svært at oversætte, men det gamle, gode udtryk ”kuk i stærekassen” kommer tæt på), da den unge senator stod i spidsen for den aktion, der i uger fik den føderale regering til at lukke delvist ned.

Det meste af den republikanske partiledelse nøjedes med i mere høflige termer ikke at ville udtale sig eller tage afstand fra den tidligere statsanklager fra Texas uden for referat.

En anden mulig kandidat, senator Rand Paul, mente, at det var ”fint, at så mange studerende ved Liberty University var mødt op til Cruz’ tale med T-shirts, der støtter mig” i stedet.

Men hvad er det ved Cruz, der i den grad får partifællerne op i det røde felt? Og er han virkelig så ubegavet, som karaktergivningen tyder på?

Upåklagelig karriere og familie
Det sidste er nemt at svare på. For Ted Cruz er langt fra ubegavet.

Han er tværtimod – hvis man foretager en standardbedømmelse af den slags – særdeles intellektuelt veludrustet. Nøjagtigt ligesom mange andre højtrangerende politikere i Washington (og ligesom præsident Obama) er Cruz jurist med en super-eksamen fra Princeton og en prima kandidatgrad fra Harvard Law School; to af de såkaldte Ivy League universiteter, der er de sværeste, mest prestigefyldte og dyreste at gå på i USA. 

Han har også en upåklagelig karriere bag sig som embedsmand, blandt andet som tidligere statsanklager i sin hjemstat, og den smukke og veluddannede blonde hustru Heidi, der arbejder for Goldman Sachs. Hun har i bedste potentiel konservativ førstedame-stil nu annonceret, at hun holder et års orlov fra jobbet for at støtte ægtemandens politiske ambitioner og være sammen med parrets to unge døtre.

Cruz har også et ubestrideligt oratorisk talent. Endelig er han en af blot tre latino-medlemmer af det amerikanske senat; en af de andre, senator Marco Rubio fra Florida, regnes i øvrigt også som sikker på det store hold, der vil forsøge at blive republikansk kandidat til Det Hvide Hus i 2016.

Så svaret på, hvorfor han er så upopulær, ligger i et andet, simpelt faktum:

Højtråbende provo og rebel
Cruz er en ægte og dertil særdeles højtråbende rebel; og han blev valgt i 2012 netop som en sådan. Hans oprør som en sand korstogsfarer for Tea Party-bevægelsen, som han er en af de uofficielle ledere for, retter sig langt fra kun mod demokraterne eller mod ”Washington,” hvilket altid er populært i populistiske kredse overalt i USA.

Han har også sigtekornet skarpt indstillet på den moderate partiledelse for sit eget parti, som han ofte har erklæret, at han ”intet skylder.”

”Jeg er kun valgt for at repræsentere de mænd og kvinder i Texas, der har stemt på mig. Jeg findes ikke i dette kammer for at please nogen ledelse eller nogen mainstream-medier”, udtalte han til Washington Post i 2013.

Den slags er ikke populært på de indre linjer – tænk Birthe Rønn Hornbech og Venstres ledelse i syvende potens, hvis man vil finde en dansk parallel – men dertil kommer så Cruz’ faktiske politik, der næppe vil lande ham i Det Hvide Hus.

I sidste uge kaldte han den globale opvarmning for ”en trossag,” der svarede til at påstå, at ”jorden er flad”, og henviste til gamle artikler fra magasinet Newsweek i 1970’erne, hvor ”videnskabsmænd med beviser i hånden advarede om, at vi var på vej ind i en farlig periode med global nedkøling.”

I sin første tale som kandidat opfordrede han sine unge tilhørere til at ”drømme sammen med mig om den dag, hvor vi får et nyt USA og sammen kan aflyse hvert eneste ord og sætning i ObamaCare. 

Han er modstander af tilbuddene fra den liberale værdipolitiske hylde, men han er ikke en politiker, der har brugt meget krudt på værdipolitiske sager som homoægteskaber eller aborter (skønt han er imod begge dele og understregede det i sin tale mandag). Han vil sænke skatten betydeligt, nedlægge det føderale skattevæsen, det nye forbrugerråd og miljøstyrelsen. Han går ind for så lille et bureaukrati som muligt i hovedstaden, elsker NRA og så lidt kontrol med våbensalg som muligt, støtter varmt op om dødsstraf og ønsker så meget selvstyre som muligt for de enkelte stater. Her følger han imidlertid blot den overordnede grønspættebog for Tea Party-aktivister, så det er ikke hele forklaringen på hans status som ”muligvis den mest forhadte senator i det republikanske parti”, som magasinet GQ skrev i 2013.

Cowboystøvler og maratontaler
Meget af irritationen er et spørgsmål om en provokerende, demonstrativ og meget højtrøstet stil. Cruz, der kan ses i skinnende, sorte cowboystøvler fabrikeret af strudseskind, har eksempelvis anbragt et replica af et skilt, som præsident Ronald Reagan efter sigende havde på sit bord, da The Gipper var præsident: ”IT CAN BE DONE,” står der, lige som han også fik lavet en baseball-cap med ordene ”Wacko Bird” efter McCains nedsættende bemærkninger.  

Og da han i september 2013 talte i lidt over 21 timer i Senatet i et forsøg på at forhindre præsident Obamas sundhedsreform, ObamaCare, i at komme på finansloven via en såkaldt Filibuster, brugte han lidt af taletiden på at læse godnathistorie for sine døtre, der fulgte med foran skærmen. Cruz læste børnebogs-klassikeren ”Green Eggs and Ham” af Dr. Seuss, og klippet er siden blevet konservativ obligatorisk kult på YouTube, lige som hans indledende besværgelse om, at han agter at bekæmpe ObamaCare, ”indtil jeg ikke magter fysisk at stå op længere.”

Bestræbelserne i 2013 ledte som nævnt til den delvise lukning af regeringens kasser, og alle meningsmålinger viste efterfølgende, at vælgerne hadede den del af manøvren. Ansvaret for lukningen blev lagt på republikanernes skuldre, og Tea Party-revolten blev af partiledelsen brugt som et eksempel på, hvordan man ikke skulle føre politik i Washington.

Værdikriger på moralsk mission
Det afsluttende relevante spørgsmål er naturligvis følgende: Hvis man er forhadt af sit eget parti, ikke elsker det politiske spil i Kongressen, ikke ønsker at indgå kompromisser og befinder sig på yderfløjen i langt de fleste politiske spørgsmål, hvorfor så stille op til posten som USA’s præsident?

Svaret er lige så klassisk banalt, som det er vigtigt: Cruz har både en vision og en mission. Han tror simpelt hen på det samme, som Jerry Falwell også var en del af i 1970’erne: det stille, moralske, kristne, konservative, amerikanske flertal – The Moral Majority. 

Cruz er en værdibåret kulturkriger, der nægter at acceptere det liberale og moderat republikanske billede af USA som et multietnisk, multireligiøst og moderne samfund. Som han sagde i talen mandag:

”Halvdelen af amerikanske born-again Christians stemmer ikke. Forestil jer, hvad der ville ske, hvis millioner af troende i hele Amerika går til stemmeurnerne og stemmer for vore værdier.”

Cruz vil føre USA i fremtiden tilbage til fortiden, til et ordentligt, minimalstatsligt og kristent lavskatteland af lovlydige borgere anno ca. 1960. Og det er der bestemt et publikum til.

Derfor afviser Cruz også – som mange i partiets aktivistiske base også gør – at acceptere ledelsens antagelse om, at kun en moderat og midtsøgende republikaner kan vinde i 2016. Når de ledende mænd (og få kvinder) i partiet prædiker, at bevares, man skal have konservative stjerner på skulderen, men til syvende og sidst vinder man kun ved at kapre de uafhængige vælgere svarer Cruz nej: Det har vi prøvet med McCain i 2008 og med Romney i 2012. Det virker ikke – nu skal vi have den rene vare, og vi skal have de ”rigtige amerikanere” til stemmeurnerne.

Det er uforfalsket højreorienteret populisme, som ikke trækker donorer eller tilslutning i Washington.

At surfe på en folkelig bølge
Cruz satser på en folkelig bølge, hvis han vinder i Iowa og derefter i flere sydstater. En bølge, der ikke er helt ulig den, der kom en anden ung senator ved navn Barack Obama til del i 2008.

Hvis det står til hans eget parti, bliver turen på det folkelige surfbræt kort, men i medierne får man en fest med en mand, der er blevet kaldt ”Sarah Palins uartige lillebror.”

Hvad vælgerne siger, får vi muligvis aldrig at vide. Til gengæld vil resultaterne ved det kommende primærvalg sige meget om, hvad der rører sig i partiets base, og om hvor stærke de konservative græsrødder er.

Ved at komme først – og det er der en værdi i i sig selv – håber Ted Cruz endelig på, at han kan høste fordele, som han tager fra andre radikale og latino-kandidater. Det gælder først og fremmest libertære Rand Paul, men også Marco Rubio.

Om ikke andet kan man derfor i hvert fald sige, at Cruz får æren af en ting: Valgkampen mod 2016 er nu skudt i gang. Om en måned vil de moderate favoritter og sværvægtere Jeb Bush samt guvernør Scott Walter formentlig også være i gang med valgkampen for alvor. Og på den anden side er der heller ikke længe til Hillary Clinton vil indløse forventningen hos hundredetusinder af demokrater – især kvinder – der ønsker at knuse det tykkeste glasloft for kvinder i verden til næste år: Det Hvide Hus.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, D.C. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.