Anmeldelse af 
Bertel Haarder

Anmeldelse: Hvordan får vi flere til at lege med?

ANMELDELSE: Der er ingen mangel på unge, som vil tage del i samfundet, konstaterer Bertel Haarder i sin anmeldelse af bogen De engagerede. Men han savner et ungt bud på, hvordan vi kan rense ud i den forurenede debat. 

Ungdommens Folkemøde, som Ungdomsbureauet arrangerede første gang i 2016, er et eksempel på, at der ikke er mangel på unge, som gerne vil engagere sig i samfundet. 
Ungdommens Folkemøde, som Ungdomsbureauet arrangerede første gang i 2016, er et eksempel på, at der ikke er mangel på unge, som gerne vil engagere sig i samfundet. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Bertel Haarder

Af Bertel Haarder
Tidligere kulturminister, medlem af Folketinget (V)

Hvorfor er der så få, der engagerer sig i politik og melder sig ind i en vælgerforening? Hvorfor er der endnu færre, der orker at være kandidater til bestyrelser og folkevalgte råd?

Det er i hvert fald ikke, fordi der ikke er unge, der vil engagere sig. Det kan man forvisse sig om ved at læse de 22 fortællinger om unges engagement i bogen De engagerede, udgivet af Ungdomsbureauet.

Her får man hele den brogede palet af ungeforeninger med Dansk Ungdoms Fællesråd i spidsen. Her er ungeeliten, DGS, Djøf Studerende, Europæisk Ungdom, LandboUngdom, spejderne, højskolelæreren osv. med mange gode forslag til, hvordan engagementet kan næres og spredes, også til minoriteter af forskellig art, LBGT m.v.

Her er også ideer til, hvordan engagement kan forvandle svagt stillede behandlingsobjekter til skabende subjekter og myndige borgere. Som stifteren af Ordskælv, Karen Siercke, skriver:

”Her er de ikke hjemløse, arbejdsløse, religiøse, ateistiske, fattige, ensomme, psykisk syge, flygtede kriminelle eller sorgramte stakler. Her er de skabere, der får magten over deres egne historier og værktøjerne til at formidle dem. Ikke ud fra politisk, pædagogisk eller anden instrumental agenda... Der er altid håb. Ikke mindst når unge samler sig for at skabe, lytte og fortælle sammen.”

Bifrost er en landsforening for kreativ udvikling gennem blandt andet rollespil. Formanden, Daniel Møbjerg, er lagerassistent i Næstved i et firma, der sælger rollespilsudstyr:

”Hvis vi udruster unge mennesker med de rigtige værktøjer og med mulighed for at udforske sig selv, vil de vokse op med empati og medmenneskelighed.”

Han vil gøre dem til ”hovedpersonen i deres egen historie” og motivere dem til at styrke foreningslivet og blive rollemodeller, der kan lære andre om demokrati og samfund.

En ged på Rådhuspladsen
Nøgleord i bogen er netop foreningsengagement, myndighed, selvskabelse og sans for uretfærdigheder, som ifølge Peter Øvig Knudsen sløves af vaner, økonomiske hensyn, regelsyn og karriere. Han fortæller om tidligere overborgmester Weidekamps evige krav om, at de unge stillede med en bestyrelse og en formand, han kunne forhandle med. Det fik BZ'erne til at ankomme på Rådhuspladsen med en lyslevende gedebuk med et skilt om halsen, hvorpå der stod ”formand”. Så kunne han forhandle med den!

Det er faktisk et problem for det ellers blomstrende foreningsliv i Danmark, at mange gerne vil engagere sig uden at forpligte sig i længere tid. Det ved jeg at der tales meget om, og det skal der findes en løsning på, så flere får lyst til at lege med.

KU'eren Andreas Weidinger beskriver den typiske nedtur for de politiske ungdomsorganisationer: Fra 30.000 medlemmer af Konservativ Ungdom i 1930'erne til 1500 i dag. Mathilde Boesen fra Alternativets Ungenetværk så engang politik og sin egen rolle som ”en lang gang med en dør og et rum for enden, hvor dem med indflydelse sad og snakkede… Det krævede mod og en fuck-normerne-attitude for mig at flå den dør op og insistere på at være med i deres snak.”

Stå op imod politiske papegøjer
To andre ungdomspolitikere, Nanna Bonde (SFU) og Stefan Roy Andersen (LA Ungdom) har en næsten hjertelig dialog, hvor de reagerer på det traditionelle billede af politikere som nogle automater, der kun kan tale dårligt om hinanden. Hun jamrer over påståede nedskæringer på SU og uddannelser og vil indføre gratis psykologhjælp, mens han er ”pissetræt af forbudsdanmark og offermentalitet”.

Men ét er de enige om: Det er vigtigt, at man kan ”være uenige politisk, men stadig have et godt forhold” (Stefan). Hun påtaler mundhuggeri, der ”ikke bidrager med noget som helst” og finder det ”vildt befriende, når politikere indrømmer, hvis de har taget fejl eller er blevet klogere”. Stefan tilføjer, at ”de ikke gider at blive snakket dårligt om. Tror, det afholder mange fra at blive engageret i politik med alle de nederen kommentarer.”

Det har de efter min mening fuldstændig ret i. Det er ikke mindst det, der skræmmer alt for mange fra at have med politik at gøre. Hvis unge politisk engagerede kunne sætte en ny standard og stå op imod de traditionelle, gensidigt nedgørende politiske papegøje-gentagelser, så kan de gøre dansk politik en stor tjeneste. Det er jo det, der er Alternativets eneste berettigelse. Partiet har en særdeles luftig og lidet realistisk politik, men det har en ny måde at tale på, som tiltaler dem, der er trætte af selvpromoveringer, bagtalelser og mistænkeliggørelser.

Hvad jeg savner i bogen, er de unges løsning på det måske største globale miljøproblem: debatforureningen. Der er jo ikke kun brug for pæn og konstruktiv tale, men også for karsk tale om de løgne og postfaktuelle sandheder, som desværre forurener den politiske debat i hele verden. Den problemstilling ville jeg gerne have hørt de unge engagerede tage stilling til.

De engagerede – 22 fortællinger om engagement af den danske ungdom
148 sider

Ungdomsbureauet
Udgivelse: 23. februar 2017

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

0:000:00