Kommentar af 
Anna Libak

Libak: EU har bremset strømmen af migranter - men sig det ikke til nogen

KLUMME: På samme måde som en socialist nødig vigter sig af, at hans aktier er steget på børsen, og en feminist ikke blærer sig med, at mændene fløjter efter hende på gaden, så kan EU-kommissionen heller ikke få sig til at prale med en opbremsning af asylstrømmen, skriver Anna Libak.

Claude Junckers selvforståelse står i vejen for det reelle billede af EU's tiltagende succes med at tackle af flygtningestrømmen, skriver Anna Libak.
Claude Junckers selvforståelse står i vejen for det reelle billede af EU's tiltagende succes med at tackle af flygtningestrømmen, skriver Anna Libak.Foto: AP/Jean Francois Badias
Anna Libak
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvert år i september gør EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker status over, hvordan året er gået i EU og bebuder, hvad der videre skal ske.

Og hvis man vil vide, hvorfor EU ikke kan blive nogen succes, så længe han er kommissionsformand, ja, så skal man lytte til den såkaldte State of the Union tale, som han holdt i onsdags.

For en gang skyld havde hr. Juncker nemlig noget at prale med.

Det er han ellers ikke forvænt med. I al den tid Juncker har været ved magten som kommissionsformand, det vil sige siden november 2014, er EU blevet ramt af det ene alvorlige slag efter til det andet, til unionen til sidst var så groggy, at folk begyndte at tale om, at den måske aldrig ville komme sig igen.

Til alles forbløffelse holder Tyrkiet-aftalen, selv om EU er blevet uvenner med Erdogan til et punkt, hvor Juncker måtte meddele, at Tyrkiet ikke kan komme ind i EU foreløbig.

Anna Libak

Af alle disse mange slag kan man vist roligt konstatere, at tilstrømningen af migranter til EU har været så absolut det hårdeste.

Indvandrer- og udlændingedebatten har domineret dagsordenen i de fleste medlemslande, og den har ændret det politiske landskab i landene til ukendelighed, hvad enten det er sket ved opkomsten af nye indvandrerkritiske partier, eller ved at de traditionelt magtbærende partier har lavet deres politik om. Kravet til EU har lydt igen og igen, til det blev en kliche: Få så lukket de ydre grænser.

Anstændigvis burde EU naturligvis for længst have indledt arbejdet med at revidere konventionerne, så man ikke lokkede mennesker til et kontinent, der ikke vil vide af dem, og som arbejder dag og nat på at forhindre, at de overhovedet når at sætte foden på europæisk jord.

Anna Libak

Og nej, det er ikke lykkedes at få lukket grænserne. Men der er nu alligevel godt nyt. For det er lykkedes EU at bremse tilstrømningen ganske betragteligt, og man arbejder på højtryk for at få bremset den yderligere.

Til alles forbløffelse holder Tyrkiet-aftalen, selv om EU er blevet uvenner med Erdogan til et punkt, hvor Juncker måtte meddele, at Tyrkiet ikke kan komme ind i EU foreløbig. Der kommer hele 97 procent færre migranter over Middelhavet fra Tyrkiet til Grækenland nu om dage. Samtidig er det lykkedes EU sammen med Italien at indlede et samarbejde med den libyske kystvagt, der har betydet, at der i sidste måned kom 81 procent færre migranter fra Libyen til Italien i forhold til august sidste år.

Desuden arbejder EU hårdt og målrettet på at lave hjemtagelsesaftaler for afviste asylansøgere med de afrikanske lande, hvilket er fuldkommen nødvendigt, eftersom den enkelte medlemsstat sjældent er magtfuld nok til at gøre det alene. I gennemsnit er det kun 36 procent af dem, står til udvisning fra EU, der bliver sendt tilbage i dag.

Med andre ord: EU er i fuld gang med alt det, som borgere i alle medlemslande forlanger af unionen, og EU har endda gjort fremskridt.

Men nævnte Juncker det så slet ikke i sin tale? Jo da. Det er ham, jeg refererer. Men han nævnte det først som punkt nummer fem efter handelsaftalerne, udviklingen af industrien, kampen mod klimaforandringerne og digital sikkerhed. Det svarer sådan cirka til, at man stod i et hus, hvor taget var blæst af og diskuterede, at der var råd i vinduerne.

Samtidig ville være synd at sige, at Juncker præsenterede opbremsningen i tilstrømningen som en decideret succes.

Knap han havde nævnt den, før han skyndte sig at forsikre, at EU-kommissionen skam stadig har hjertet på rette sted:

"Alene sidste år genbosatte eller gav vores medlemslande asyl til mere end 720.000 flygtninge – tre gange flere end USA, Canada og Australien tilsammen. Europa er – modsat hvad nogen siger – ikke en fæstning og vil aldrig blive det. Europa er og må forblive et solidaritetens kontinent, hvor dem, der flygter fra forfølgelse, kan få eksil.”

Og så ret, Juncker end kan have i det sidste – at individuelt forfulgte mennesker skal kunne få asyl i EU – så var det måske ikke lige tidspunktet at sige det, når EU er under mistanke for ikke at være i stand til at forhindre en fremtidig folkevandring fra Subsahara, der står til at at fordoble sin befolkning frem mod 2050.

Så hvorfor forstår Juncker ikke bedre at udnytte muligheden for at få forklaret EU's befolkninger, at EU faktisk har lyttet til dem? At EU gør det, de beder om?

Ja, det skyldes desværre Junckers og EU-kommissionens selvforståelse. På samme måde som en socialist nødig vigter sig af, at hans aktier er steget på børsen, og en feminist ikke blærer sig med, at mændene fløjter efter hende på gaden, så kan EU-kommissionen heller ikke få sig til at prale med en opbremsning af asylstrømmen.

For det første fordi EU's raison d'être er, at unionen bringer folk sammen i et stadig større fællesskab. Det er derfor, at man har gjort Beethovens musik til Schillers Ode til Glæden til sin nationalsang: Oden er en hyldest til menneskehedens forbrødring. At bede EU om at droppe globalismen, svarer til at bede Kelloggs om at pille Cornflakes ud af sortimentet. Det kan godt lade sig gøre, men det er jo ikke nemt, vel?

For det andet fordi EU i sin selvforståelse ikke bruger magt, men ret til at opnå sine mål. Systemet er lagt an på, at alle har ret til at få prøvet deres sag, og at folk naturligvis følger de afgørelser, der bliver truffet, fordi det må stå klart for enhver, at de er retfærdige.

Og just derfor kan EU ikke prale af, at der nu kommer færre migranter. For det skyldes magt, og ikke ret.

Tyrkiet-aftalen betyder i virkelighedens beskidte verden, at også mennesker, der ville kunne få asyl i EU, ikke får muligheden, fordi de ikke når de græske øer. De bliver stoppet på den tyrkiske side, før de får sat sig i gummibåden.

Og det er nødvendigt for, at de mange flere, der ikke behøver asyl, ikke også skal begive sig af sted. For de tager ikke frivilligt tilbage. Det samme gælder det nye samarbejde med det krigshærgede Libyen. Vi samarbejder nu med den FN-støttede libyske regering, ligesom vi engang samarbejdede med Gaddafi om at forhindre migranterne i at nå EU, og nu som dengang foretrækker vi ikke at tale højt om det. For det, den libyske kystvagt foretager sig, er at returnere folk – med magt og mod deres vilje – for at de ikke skal kunne nå til EU og sige ordet asyl.

De dage er for længst forbi, hvor man kunne søge asyl i EU. I realiteten er det kun dem, der med overhængende fare for deres liv kan kæmpe sig vej til EU, som kan søge asyl. Hvis de da ikke kommer ad Tyrkietsruten, for så risikerer de at blive returneret til asylbehandling dér.

Anstændigvis burde EU naturligvis for længst have indledt arbejdet med at revidere konventionerne, så man ikke lokkede mennesker til et kontinent, der ikke vil vide af dem, og som arbejder dag og nat på at forhindre, at de overhovedet når at sætte foden på europæisk jord.

Men det er i strid med EU-kommissionens selvforståelse. Og i hvert fald med Junckers. Så hellere fortie, at EU er en større succes, end befolkningerne i EU's medlemslande forestiller sig, fordi unionen faktisk lytter til kravet om at få lukket grænserne.

------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet, samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Libak

Udlandsredaktør, Weekendavisen, foredragsholder
cand.mag. i samfundsfag og russisk (Aarhus Uni. 2009), sprogofficer (Forsvarsakademiet 1987)

0:000:00