Antallet af MRSA-smittede svin eksploderer

STIGNING: 88 procent af de danske svinebesætninger er smittet med MRSA-bakterier. Det får fødevareminister Esben Lunde Larsen til at lave to initiativer. Radikale savner dog stadig vilje fra ministeren.

Foto: Claus Fisker/Scanpix
Kasper Kaasgaard

I næsten 9 ud af 10 danske slagtesvinebesætninger bliver der fundet MRSA.

I 2010/11 var tallet 16 procent, i 2014 var det steget til 86 procent, og i 2016 har det altså ramt 88 procent af besætningerne. MRSA er multiresistente stafylokok-bakterier, som ikke kan behandles med penicillin. Mennesker kan blive smittet ved kontakt med svin og i sjældne tilfælde ved at spise inficeret kød.

”Det er bekymrende, at vi fortsat ser en markant stigning i MRSA-forekomsten i staldene. De nye tal indgår naturligvis i MRSA-ekspertgruppens overvejelser, og jeg ser meget frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger til sommer, siger Esben Lunde i en pressemeddelelse med henvisning til en gruppe eksperter, der er i gang med at lave anbefalinger på området.

Ministeren starter med det samme et pilotprojekt med forskellige metoder til desinfektion af staldene i samarbejde med DTU.

Derudover beder han førnævnte ekspergruppe om at kortlægge mulighederne for, hvordan man kan lave og avlsbesætninger, der ikke er ramt af MRSA. Det skal sikre, at smitten ikke spreder sig fra avlsdyr til slagtebesætninger.

R savner vilje
Radikales fødevareordfører Sanne Bjørn kalder de nye tal ”helt galt og alarmerende”:

”Det er gået den forkerte vej. Det, vi har gjort, er bare ikke ikke godt nok. Vi lægger op til, at vi skal en helt anden vej, men det er ministeren jo ikke enig i,” siger Sanne Bjørn.

Hun og hendes parti ønsker en total omlægning af den danske svineproduktion, hvor man stopper med at transportere smågrise og bruge antibiotika. Hun savner vilje og handling fra minister Esben Lunde Larsen, som ifølge Sanne Bjørn ikke har højt nok tempo på sine initiativer:

”Han er ikke villig til at stille sig op foran landbruget, når de ikke makker ret. Men landbruget nedbringer ikke antibiotika, og dyrlægerne samarbejder heller ikke om det,” siger den radikale ordfører.

Ekspertgruppe i gang
I november bestilte ministeren og partierne en faglig høring og indkaldte igen en gruppe eksperter, der skulle aflevere anbefalinger til juni. 

Ekspertgruppen blev første gang nedsat i 2014 af daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S). Det førte dengang til en handlingsplan, der havde til formål at nedbringe antibiotikaforbruget med 15 procent.

Gruppen blev altså genindkaldt i udvidet form i november 2016, efter Esben Lunde Larsen modtog en redegørelse om, hvem der vidste hvad om MRSA på hvilket tidspunkt.

Gruppen, der blandt andet bestod af eksperter fra Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen, blev i den forbindelse udvidet med en repræsentant fra Lægeforeningen og Københavns Universitets Sundhedsfaglige Fakultet.

L&F og LA: Ikke til fare for befolkningen
Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild hilser ministerens initiativer velkommen, selvom han dog mener, pengene kunne være brugt bedre.

”Jeg ville ønske, at vi kunne være helt fri for husdyr-MRSA, men jeg må da trods alt konstatere, at stigningen i staldene ikke ser ud til at betyde et stigende problem for folkesundheden,” siger Martin Merrild ifølge organisationens hjemmeside.

Liberal Alliance er på linje med Landbrug & Fødevarer.

”Jeg kan godt forstå, hvis man som almindelig familie bliver forskrækket af de her tal, for det lyder voldsomt, men det er vigtigt at holde fokus på fakta, og heldigvis er stigningen i nye tilfælde af smittede mennesker med husdyr MRSA ifølge Statens Serum Institut stagneret,” siger ordfører Carsten Bach.

Martin Merrild så hellere, at politikerne afventede anbefalingerne fra ekspertgruppen, inden de satte gang i initiativer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Sanne Bjørn

Forretningsudvalgsmedlem, Radikale Venstre, fhv. MF (R), fhv. sekretariatsleder, BUPL Aarhus
HD, regnskab og økonomistyring (CBS 2006)

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00