Antorini: Socialt taxameter skal tage afsæt i elevernes karakterer

TAXAMETER: Elevernes afgangskarakterer skal danne grundlag for det sociale taxameter, som skal omfordele pengene mellem de ressourcestærke og -svage gymnasier og erhvervsskoler. Det mener undervisningsminister Christine Antorini (S), som nu løfter sløret for det længe ventede taxameter.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) løfter nu lidt af sløret for regeringens kommende sociale taxameter.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) løfter nu lidt af sløret for regeringens kommende sociale taxameter.Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Per Bang Thomsen

Der er brug for at give en hjælpende, økonomisk hånd til de gymnasier og erhvervsskoler, som optager mange fagligt svage og socialt udsatte elever.

Og står det til undervisningsminister Christine Antorini (S), skal pengene målrettes de ungdomsuddannelser, som har mange elever med dårlige afgangskarakterer fra grundskolen.

Det er meldingen fra ministeren, som under sin afslutningstale på årets Sorø-møde løftede lidt af sløret for det kommende sociale taxameter.

“Vi ved, at unge, som kommer fra uddannelsesfremmede hjem, eller som har forældre med anden etnisk baggrund end dansk, har sværere ved at klare sig igennem en ungdomsuddannelse, selv om de er lige så kvikke som deres kammerater. Derfor er der brug for et socialt taxameter, så vi kan hjælpe dem, som har brug for en ekstra indsats,” siger hun.

Afgangskarakterer er en præcis markør
Den konkrete taxametermodel vil først blive præsenteret i slutningen af måneden, når regeringen lancerer sit samlede finanslovsudspil.

Fakta

Det står der om taxameterreformen i regeringsgrundlaget:

Regeringen vil desuden nedsætte et udvalg, som skal udarbejde forslag til en taxameterreform, der fordeler ressourcerne til ungdomsuddannelserne mere retfærdigt.

Taxametersystemet skal bl.a. tage højde for uddannelsesstedernes forskellige geografiske og sociale udfordringer. Det vil bl.a. forbedre uddannelsesdækningen i yderområderne.


Kilde: Regeringsgrundlaget

Men ifølge ministeren vil omdrejningspunktet for det sociale taxameter blive elevernes afgangskarakterer fra grundskolen.

“Vi har målt på kryds og tværs, hvorfor nogle unge har større chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse end andre. Uanset om man laver ekstra korrektioner i forhold til forældrenes baggrund eller andre sociale forhold, så hænger det sammen med elevernes afgangskarakterer," siger hun og fortsætter:

Karaktererne er den mest præcise markør i forhold til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og det vil også afspejle sig i den model, vi fremlægger.

Christine Antorini (S)
Undervisningsminister

"Karaktererne er den mest præcise markør i forhold til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og det vil også afspejle sig i den model, som vi fremlægger,” siger Christine Antorini.

De stærke skoler skal betale
Regeringen har dog ingen planer om at tilføre ungdomsuddannelserne flere penge.

Derfor bliver det ifølge undervisningsministeren de ressourcestærke gymnasier og erhvervsskoler, som kommer til at betale for det sociale taxameter.

“Det koster ekstra at gøre noget ekstra, og vi kommer ikke med en stor, ekstra pengepose til det. Vi vil derimod komme med en model, hvor vi omfordeler på tværs af uddannelserne, så de skoler, der har ekstra udfordringer, vil få lidt ekstra. De penge vil blive taget fra de skoler, som godt kan give lidt til de andre,” siger hun og understreger, at der også vil blive rykket “et mindre beløb” fra de gymnasiale ungdomsuddannelser til erhvervsuddannelserne.

“Men det vil stadigvæk være muligt at lave gode uddannelser til alle“.

EL bakker op
Det sociale taxameter har figureret på undervisningsministerens to-do-liste, lige siden regeringen blev dannet for godt tre år siden.

Ideen med det nye taxameter er ifølge regeringsgrundlaget at fordele ressourcerne til ungdomsuddannelserne “mere retfærdigt”. Og taxameter-ønsket har mødt opbakning fra både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Erhvervsskoler-Lederne og tænketanken Cevea.


Også Enhedslisten er begejstret for taxameteret.

“I Enhedslisten har vi længe arbejdet for, at de skoler, der har elever med lidt flere udfordringer, får lidt ekstra penge. Det er afgørende for, at alle får en chance i uddannelsessystemet. Jeg er meget glad og glæder mig til forhandlingerne,” skriver uddannelsesordfører Rosa Lund på sin Facebook-side.

Derudover viste en meningsmåling, som A&B Analyse lavede for Altinget | Uddannelse sidste år, at næsten 60 procent af danskerne bakker op om taxameteret.

Til gengæld har Venstre tidligere afvist behovet for et socialt taxameter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christine Antorini

Sygeplejerske-studerende, fhv. adm. direktør, Life Fonden
cand.comm. i offentlig forvaltning (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00