Barack Obama vandt de vigtige svingstater og valget

VALG: Stemningen i den republikanske lejr blev stedse mere dyster i løbet af natten, efter det stod klart, at præsident Obama ikke bare førte i kapløbet om de afgørende svingstater, men også at republikanerne havde tabt valgets nok mest afgørende kamp om Senatet i Massachusetts.
Foto: Præsident Obamas Facebook-side
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC - Valgnatten var blot fire timer gammel, før det stod klart, at den demokratiske præsident, Barack Obama, havde vundet de vigtige stater Wisconsin, Iowa, New Hampshire og Pennsylvania samt flere nordøstlige stater i landets præsidentvalg. Nyheden byggede på fremskrivninger fra de amerikanske nyhedsmedier natten til onsdag, og samtidig med at præsidenten gik på strandhugst i de afgørende svingstater, kæmpede Mitt Romney for at holde liv i den republikanske drøm om at vinde Det Hvide Hus tilbage.

Til det formål ville Romney skulle vinde de afgørende svingstater Florida, Ohio og Virginia, hvor løbet var særdeles tæt.

Valget repræsenterer afslutningen på en 18 måneder lang og ofte bitter valgkamp, der trak stemmeprocenten i vejret og et højt antal mennesker til stemmeurnerne. Flere stater blev nødsaget til at forlænge den tid, man kunne stemme i med flere timer, fordi folk stod i kø på det tidspunkt, hvor valgstederne officielt lukkede. Det syntes, som om vejen til sejr blev indsnævret minut for minut for guvernør Romney.

Vælgerne var klare i spyttet, da de blev spurgt om, hvilket emne der var valgets vigtigste. "Økonomien," svarede 60 procent af de adspurgte. Men på trods af, at et flertal af vælgerne på valgnatten - nøjagtigt som i løbet af valgkampen - klart udpegede Mitt Romney som den, der
bedst kunne styre USA gennem landets problemer - ifølge CNN med 57 over for 43 procent - valgte flest vælgere altså alligevel at give den demokratiske præsident deres stemme.

En af grundene kunne være, at et spinkelt flertal i befolkningen tror på, at de økonomiske tider er på vej til at blive bedre. Tre ud af 10 vælgere mener godt nok, at udviklingen vil blive værre, men 4 ud af 10 synes at kunne mærke, at økonomien er i bedring.

Og samtidig med at præsidenten lammetævede Romney i svingstaterne, tabte republikanerne kampen om senatet i den liberale stat, Massachusetts. Elizabeth Warren vandt over den siddende senator, Scott Brown, der havde overrasket ved at vinde, da den demokratiske legende Ted Kennedy afgik ved døden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00