Tidligere V-ministre: Drop de åbne samråd

FOLKETINGET: Bertel Haarder (V) opfordrer til at holde lukkede samråd i stedet for åbne. Partifællen Eva Kjer Hansen (V) bakker op.

Toke Gade Crone Kristiansen

Både Bertel Haarder (V) og Eva Kjer Hansen (V) anbefaler at omlægge arbejdsgangene i Folketinget for at genskabe tilliden til politikerne. Og begge de tidligere ministre langer ud efter de åbne samråd 

Forslagene kommer i anledning af en konference senere på måneden, som Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) har indkaldt til.

”Vi politikere er kommet i en krise, og det er til dels vores egen skyld,” siger Bertel Haarder til Altinget. 

Samme pointe har Bertel Haarder også tidligere kommet med i en klumme i Ugebrevet Mandag Morgen.   

Haarder peger på, at målinger viser, at politikeres troværdighed er meget lav, og at den er faldet siden 00'erne. 

”Vi kan lade være med at udstille de allermest uheldige dele af vores parlamentariske dagligdag. Alle disse åbne samråd, som er alt for hyppige, alt for ligegyldige, og hvor der stilles alt for mange spørgsmål igen og igen. Det gør ingen gavn," siger Bertel Haarder.

Eva Kjer bakker op
Den tidligere kulturminister understreger, at samråd er et vigtigt redskab:

”Men skal man blive klogere af et samråd, tror jeg, det bedste er et lukket samråd. Der tør folk at komme ud med, hvad der reelt forhindrer dem i at ville gå med til det ene eller det andet,” siger Bertel Haarder

Og Bertel Haarder bakkes op af tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). I en kronik hos Jyllands-Posten skriver hun, at antallet af åbne samråd er eksploderet, og at det var naivt at tro, at modellen med åbne samråd fungerer efter hensigten.

”De åbne samråd er blevet et middel til mere medietid snarere end et forum for politisk meningsudveksling,” skriver Eva Kjer Hansen og fortsætter:

”Samrådene mister deres værdi, hvis de ikke længere handler om at udstille meningsforskelle og løse presserende problemer. Det var det, samrådene blev skabt til. I dag er samrådene oftest rent teater, der skal profilere det indkaldende folketingsmedlem.”

Interviewet med Bertel Haarder kan ses i sin helhed her på Altinget: christiansborg (kræver abonnement).

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00