Billedserie: Her er Pia Kjærsgaards politiske liv i billeder

BILLEDSERIE: Folketingets formand og tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard fylder 70 år, og det fejrer vi med et tilbageblik på hendes politiske karriere.

Foto: Søren Hytting/Scanpix
Cecilie Gormsen

Pia Kjærsgaard fylder torsdag 70 år, og gennem sin lange politiske karriere er hun gået fra at være ung fremskridtskvinde til at være Danmarks første kvindelige folketingsformand.

Vi har samlet en række billeder fra hendes politiske karriere. 

Foto: Palle Hedemann/Scanpix

Pia Kjærsgaard startede sin politiske karriere i Fremskridtspartiet. Hun meldte sig ind i Mogens Glistrups parti i 1978, og i 1984 fik hun for første gang plads i Folketinget – og der har hun haft plads siden. Hun blev dog "kun" valgt som suppleant, men da Mogens Glistrup blev idømt en fængselsdom for skattesvig, overtog Pia Kjærsgaard hans mandat.

Læs også: Pia Kjærsgaard fylder 70: Vælgeren der blev politiker

Her ses hun sammen med Fremskridtspartiets Mogens Glistrup og Helge Dohrmann i forbindelse med folketingsvalget i januar 1984.

Foto: Søren Hytting/Scanpix 

Pia Kjærsgaard udviste fra starten en evne til at skaffe sig indflydelse, og allerede året efter hun fik plads i Folketinget, blev hun valgt som Fremskridtspartiets politiske ordfører. 

Her ses hun på Folketingets talerstol i 1987. 

Foto: Palle Hedemann/Scanpix 

Pia Kjærsgaard fejrede i 1992 danskernes nej til Maastricht-traktaten den 2. juni.

 

Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix

Pia Kjærsgaard i snak med daværende V-formand Uffe Ellemann-Jensen ved Folketingets åbning i oktober 1994.

Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix

I 1995 begyndte uroen at ulme i Fremskridtspartiet, og 6. oktober 1995 meldte Pia Kjærsgaard sig sammen med tre partifæller ud af Fremskridtspartiet og dannede i stedet et nyt parti, nemlig Dansk Folkeparti. 

På billedet ses Pia Kjærsgaard ved Folketingets åbning 3. oktober 1995, få dage inden hun brød med sit gamle parti. 

Foto: Keld Navntoft/Scanpix 

6. oktober 1995 meddelte Pia Kjærsgaard sammen med de tre andre udbrydere Ole Donner, Kristian Thulesen Dahl og Poul Nødgaard, at de havde meldt sig ud af Fremskridtspartiet og dannet Dansk Folkeparti. Her er de på vej til pressemødet.

Foto: Jakob Dall/Nordfoto/Scanpix

Efter bruddet med Fremskridtspartiet og dannelsen af Dansk Folkeparti fik de fire udbrydere ny adresse på Christiansborg.

Foto: Bent Midstrup/Scanpix

Pia Kjærsgaard på gaden i 1995 for at samle underskrifter ind, så hendes nye parti Dansk Folkeparti kan blive opstillet til folketingsvalget.

Foto: Bent K. Rasmussen/Nordfoto/Scanpix

I 1997 kunne Pia Kjærsgaard glæde sig over sit første valgresultat med Dansk Folkeparti, hvor partiet fik valgt 119 mandater ind i byråd rundt omkring i landet.

Foto: Bent Midstrup/Scanpix

I 1998 blev der udskrevet folketingsvalg, og på Pia Kjærsgaards første valgplakat som DF'er lovede hun at være Danmarks hjemmehjælp, ligesom der også var gjort plads til en hund.

Foto: Mogens Flindt/Scanpix 1998

Pia Kjærsgaard har gennem sin politiske karriere haft mange modstandere, og hun lever i dag med PET-beskyttelse. Herover ses en episode fra 1998, hvor Pia Kjærsgaard med hjelm på må føres i sikkerhed i en politivogn af kampklædte politibetjente fra en Unibank på Nørrebrogade. Hun var blevet overfaldet i en taxa af autonome på Nørrebro, hvorefter hun søgte tilflugt i banken.

Foto: Jørgen Jessen/Scanpix

Valget i 2001 bliver skelsættende for Dansk Folkeparti. Magten skifter, og Danmark får en VK-regering, hvor Dansk Folkeparti leverer det parlamentariske flertal. "Nu er det os, der bestemmer, hvem der skal i regering," lød det fra Pia Kjærsgaard på valgnatten.

Her markerer hun på valgnatten i november 2001 Dansk Folkepartis første sikre mandat i Ringkjøbing Amt. 

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Pia Kjærsgaard og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udgør gennem 00'erne et af dansk politiks stærkeste makkerpar. 

Dansk Folkeparti får blandt andet indflydelse på udlændingepolitik og indført en ældrecheck, mens regeringen har et loyalt støtteparti, der ikke bare lægger stemmer til finansloven år efter år, men som også går med til skattelettelser.

Selv døber Pia Kjærsgaard VKO-samarbejdet for "VOK-samarbejdet", hvor hun udstiller Konservatives plads i det borgerlige samarbejde. 

Foto: Per Morten Abrahamsen/Scanpix

Pia Kjærsgaard omgivet af sine partifæller på Christiansborg i 2002.

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Privat er Pia Kjærsgaard gift med Henrik Thorup, der er Dansk Folkepartis statsrevisor, og de bor i en villa i Gentofte. Sammen har de to børn.  

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

I 2012 meddeler Pia Kjærsgaard, at hun forlader formandsposten i det parti, som hun startede tilbage i 1995. Kristian Thulesen Dahl, der også har været med helt fra begyndelsen, bliver ny formand, mens Pia Kjærsgaard bliver værdiordfører.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Efter folketingsvalget i 2015 blev Pia Kjærsgaard valgt som ny formand for Folketinget, og hun blev dermed den første kvinde til at besidde den post. Her bydes hun velkommen af Venstres Bertel Haarder, da Folketinget mødtes ekstraordinært i sommerferien 2015 efter folketingsvalget. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00