Biskopper advarer: Hadprædikant-lov kan ramme skævt

FOLKEOPLYSNING: Biskopper og kirkelige organisationer advarer om, at kristent foreningsarbejde kan blive ramt af en lov, der ellers har til formål at stække hadprædikanter. Kulturministeren afviser kritikken.

Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift, frygter for, at en ny lov mod hadprædikanter kan gå ud over kristent foreningsarbejde.
Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift, frygter for, at en ny lov mod hadprædikanter kan gå ud over kristent foreningsarbejde.Foto: Henning Bagger/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Regeringens bestræbelser på at gøre op med islamistiske hadprædikanter og imamer risikerer at ramme spejderforeninger og andre kristne eller kirkelige organisationer.

Sådan lyder bekymringen fra en række biskopper og kirkelige organisationer, som nu advarer mod, at tiltagene vil "kaste mistænkelighedens skær over al religion og religiøs aktivitet" og dermed ramme det kirkelige foreningsarbejde, som finder sted rundt omkring i landet.

Kritikken går på den del af regeringens lovpakke, der har til formål at styrke kommunernes tilsyn med de utallige foreninger, der modtager tilskud efter folkeoplysningsloven. Partierne bag aftalen – som ud over regeringen tæller Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti – vil med lovændringen sikre, at der ikke gives støtte til foreninger, der arbejder for at undergrave demokratiet eller menneske- og frihedsrettigheder.

Bekymrede biskopper og organisationer
Biskopperne fra Viborg, Ribe, Helsingør, København, Haderslev, Lolland-Falster og Roskilde skriver samlet i et høringssvar, at de mener, at lovændringen vil “vanskeliggøre det frugtbare samspil mellem det folkelige og det kirkelige, som eksisterer ud over det ganske land.”

Langt de fleste folkeoplysende foreninger vil – præcis som i dag – uden problemer kunne leve op til lovens bestemmelser, og lovforslaget vil derfor ikke ændre deres muligheder for at få støtte.

Bertel Haarder (V)
Kulturminister

Biskoppen i Viborg, Henrik Stubkjær, uddyber kritikken over for Altinget:

“Vi frygter for, at det arbejde, der har foregået gennem århundreder blandt eksempelvis spejdere eller KFUM, KFUK og andre kirkelige organisationer, vil blive begrænset. At man med den ny lovgivning vil kunne komme til at opleve, at det ikke længere kan lade sig gøre at få tilskud, hvis man begynder et arrangement med at synge en salme eller med at bede fadervor,” siger biskoppen.

Også organisationer som Indre Mission, Luthersk Mission og Grundtvigsk Forum advarer om, at religion under ét bliver mistænkeliggjort af lovforslaget.

Haarder afviser kritik
Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) afviser fuldstændigt kritikken af lovforslaget.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at eksempelvis spejdere ikke kan rammes af bestemmelsen, der udelukker tilskud til gudsdyrkelse eller kirkelige handlinger. Dette gør ministeren opmærksom på i høringsnotatet, hvor han giver svar på organisationernes høringssvar.

Ministeren slår samtidig over for Altinget fast, at lovforslaget som helhed ikke er et udtryk for mistænkeliggørelse af religiøs aktivitet.

”Langt de fleste folkeoplysende foreninger vil – præcis som i dag – uden problemer kunne leve op til lovens bestemmelser, og lovforslaget vil derfor ikke ændre deres muligheder for at få støtte,” skriver han.

Lovforslaget skal efter planen andenbehandles 1. december.

Læs hele artiklen på Altinget: kultur (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Stubkjær

Biskop, Viborg Stift
cand.theol. (Aarhus Uni. 1990)

0:000:00