Blå partier: Regeringen tegner skræmmebillede

UDSPIL: Regeringen tegner med sit velfærdsudspil et skræmmebillede af blå blok, mener både DF og V. Venstre vil bruge økonomisk råderum på blandt andet skattelettelser, mens DF stadig ønsker vækst i den offentlige sektor. Røde partier roser udspil, men ønsker sig endnu mere velfærd.

V-formand Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen med sit nye velfærdsudspil lægger op til en valgkamp, der ligner den fra 2011.
V-formand Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen med sit nye velfærdsudspil lægger op til en valgkamp, der ligner den fra 2011.Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Cecilie GormsenLise-Lotte Skjoldan

Regeringen med Helle Thorning-Schmidt (S) og Morten Østergaard (R) i spidsen lagde tirsdag formiddag et nyt velfærdsudspil frem for danskerne. I udspillet peger regeringen på, at de vil bruge godt 39 milliarder kroner på at lade væksten i den offentlige sektor stige med 0,6 procent.

Formålet fra regeringens side har været at vise forskellen på 0,0 og 0,6 procents vækst i den offentlige sektor - altså kort sagt: Forskellen på blå og rød blok. 

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mener, at regeringen lægger op til en valgkamp, der ligner den fra 2011.

“De tegner et skræmmebillede af, at vi står for en masse skattelettelser, og så har de en gavebod på den anden side,” siger han.

Han anerkender, at der vil være et økonomisk råderum i årene frem. Men samtidig påpeger han, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvor mange penge der er til rådighed, men også hvad pengene konkret skal bruges til.

For Venstre er udgangspunktet, at den offentlige sektor ikke skal vokse, men at man i stedet skal bruge et kommende råderum på at skabe mere vækst i samfundet.

“Vi tror, at den offentlige sektor totalt set kan klare sig med den størrelse, den har nu. Det betyder, at de penge, der kan frigøres hvert år, fordi vi har vækst i samfundet, kan bruges på endnu mere vækst,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Væksten kan især skabes ved at give lettelser i erhvervslivets afgifter og de lavtlønnedes skattetryk, mener Venstre-formanden.

Samtidig lægger Lars Løkke Rasmussen op til at skære i udgifterne til asylmodtagere for i stedet at prioritere i sundhedssektoren - et initiativ, som Kristian Thulesen Dahl (DF) også bakker op om.

DF: Venstre kommer til at give sig
Dansk Folkeparti har de seneste år stået fast på, at de ønsker en vækst i den offentlige sektor på 0,8 procent årligt. Den holdning står formand Kristian Thulesen Dahl fast på, selvom Venstre ønsker nulvækst.

“Selvfølgelig skal der være realvækst i den offentlige sektor,” siger Kristian Thulesen Dahl og slår fast:

“Vi har aldrig købt det her tilsagn om nulvækst.”

DF-formanden mener, at Venstre nok skal give sig på målet om nulvækst, når der efter en eventuel blå valgsejr skal forhandles aftaler på centrale velfærdsområder.

“Når vi kommer til at diskutere de enkelte områder som sundhedspolitik og ældrepolitik, så vil Venstre også se, at der er behov for, at man tilfører de områder nogle flere penge, hvis man skal kunne det, vi gerne vil kunne,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Derfor er det forkert, når Helle Thorning-Schmidt prøver at tegne et skræmmebillede af, at hele blå blok vil skære i den offentlige sektor, mener Kristian Thulesen Dahl

“Vores politik i Dansk Folkeparti er faktisk en realvækst, der er marginalt større end det, regeringen foreslår. Så det billede af, at man har regeringen på den ene side og blå blok på den anden, holder ikke,” siger DF-formanden.

Kristian Thulesen Dahl mener ikke, at det er et problem, at Venstre og Dansk Folkeparti går til valg på to meget forskellige forslag til størrelsen på vækst i den offentlige sektor. Han ønsker ikke, at de to partier bør finde fælles fodslag før valget.

I stedet er det op til vælgerne at stemme på det parti, som de er mest enige med, understreger Kristian Thulesen Dahl.

“Det er bedre at være åben over for danskerne og sige, at det, der afgør, hvor meget vi kan få igennem af vores politik, er danskernes opbakning til Dansk Folkeparti på en valgdag. Der er en sammenhæng mellem det antal mandater, danskerne giver et parti, og den mulighed, vi har for at sætte vores politik igennem."

Røde partier: Ikke nok velfærd i udspil
Hos de røde støttepartier glæder man sig over, at regeringen vil bruge flere penge på velfærd, men begge partier peger på, at udspillet ikke rækker langt nok.

"Det er rigtig godt, at regeringen nu sætter adresse på, hvor velfærden skal styrkes de kommende år," siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar. 

"Men det her udspil bringer os kun halvt i mål. Der kommer rigtig mange ældre de kommende år. Og hvis ikke vi sætter flere penge af end det her, så bliver ældreplejen udhulet. Og hjemmehjælperne kommer til at løbe endnu stærkere," tilføjer hun.

Samme melding lyder fra Enhedslisten, der dog mener, at udspillet viser en klar skillelinje mellem rød og blå politik. 

"Det markerer jo en klar forskel til Løkke og co., som vil bruge hver eneste krone, de kan finde, til skatterabatter," siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i en pressemeddelelse.

Hun siger dog, at det nye udspil kun lægger op til "en skrabet velfærd"

"Det er ikke et perspektiv for at udvikle velfærden, men kun for lige at holde den gående," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00