Bo Smith: Ministre skal turde tage kampen mod Finansministeriet

MAGTKAMP: Finansministeriet blander sig for meget i fagministrenes arbejde, mener Bertel Haarder. Men det er ikke nødvendigvis et problem, lyder det fra en af Slotsholmens mest erfarne embedsmænd.

Bo Smith var departementschef for Beskæftigelsesministeriet i næsten 15 år. I dag er han chefforhandler i Uddannelsesministeriet.
Bo Smith var departementschef for Beskæftigelsesministeriet i næsten 15 år. I dag er han chefforhandler i Uddannelsesministeriet.Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Søren Elkrog Friis

Finansministeriets indflydelse har taget overhånd. Budgetbisserne og deres minister blander sig ikke kun i, hvor meget der skal spares, men også hvor der skal spares på fagministeriernes område – og gør dermed nærmest de enkelte ministre overflødige.

Sådan lød kritikken fra Venstre-nestor Bertel Haarder i Jyllands-Posten søndag.

"Finansministeriet har påtaget sig en detailstyringsrolle, som vi aldrig har set før," siger Bertel Haarder til Jyllands-Posten.

Kritiserer Claus Hjort for at diktere politik
Haarder forlod ministerholdet sidste år, men er den danske politiker, som sammenlagt har siddet længst som minister. Som kulturminister faldt det ham for brystet, at Finansministeriet med Claus Hjorth Frederiksen (V) i spidsen dikterede de såkaldte grønthøsterbesparelser på to procent på alle områder – frem for at give de enkelte ministre frie hænder til at finde besparelserne.

På topniveau skal man både som embedsmænd og ministre turde tage kampen med Finansministeriet

Bo Smith
Chefforhandler i Uddannelsesministeriet, tidligere departementschef

"Det er der ikke meget kulturpolitik i, vel? Det er en fattig kulturpolitik. Man behøver jo ingen kulturminister så. Man kunne bare nøjes med ét ministerium. Finansministeriet," siger Bertel Haarder.

Ifølge Jyllands-Posten er der også blandt regeringens nuværende ministre store frustrationer over Finansministeriet.

Bo Smith er en af Slotsholmens mest erfarne topembedsmænd. Den tidligere departementschef i beskæftigelsesministeriet giver Bertel Haarder ret i, at Finansministeriets rolle er historisk stærk.

"Jeg tror, at Bertel har ret i, at Finansministeriet er stærkere i dag, end det historisk set har været – også når man sammenligner med andre lande," sagde Bo Smith i DR2-Deadline søndag aften.

Stærkt finansministerium en fordel for Danmark
Bo Smith anerkender, at Bertel Haarder har en pointe, når han siger, at der er en grænse for, hvor langt Finansministeriets magt skal udøves. Men grundlæggende er det godt for Danmark – og regeringen – at vi har et stærkt finansministerium.

"Jeg tror, at en af grundene til, at vi har en bomstærk økonomi i Danmark – en af de stærkeste i Europa, på trods af en alvorlig finanskrise – er, at der er styr på de offentlige finanser, og at det råderum, vi har fremadrettet, er bæredygtigt. Grundlaget herfor er, at vi har et stærkt finansministerium, som kan sørge for, at de økonomiske rammer bliver overholdt," siger Bo Smith i Deadline.

Vi skal grundlæggende være glade for det system, vi har, lyder det fra den mangeårige topembedsmand.

"Finansministeriet skal vise ydmyghed i udøvelsen af den magt, de notorisk har, men på den anden side skal fagministerierne have gjort deres hjemmearbejde, og på topniveau skal man både som embedsmænd og ministre turde tage kampen med Finansministeriet," siger Bo Smith.

For let at udråbe Finansministeriet til skurk
Det er for let konsekvent at udråbe Finansministeriet til skurken, lyder det fra Bo Smith.

"Hvis man som ressortminister føler, at ens råderum er blevet for begrænset, eller man får dikteret ting, så må man jo melde sig og tage kampen," siger han.

Finansminister Kristian Jensen (V) siger til Jyllands-Posten, at han ikke umiddelbart kan genkende det billede, som Bertel Haarder tegner af Finansministeriets indflydelse.

Læs også Bertel Haarders debatindlæg på Altinget om ulemperne ved Finansministeriets strammere tøjler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Bo Smith

ESS-chefforhandler, Styrelsen for Forskning og Innovation, formand, RUVU, Det Faglige Råd for National Koordination, fhv. departementschef, Beskæftigelsesministeriet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1974)

Jesper Zwisler

Kommunaldirektør, Herlev Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1991)

0:000:00