Borgmesterens sommerferie: Dorte Meldgaard (K)

SOMMER UDEN POLITIK: Konservatives Dorte Meldgaard prøver så godt som muligt at holde pause fra borgmesterhvervet i Hillerød hen over sommeren. Og det skal gerne ske med familien og en selvhjælpsbog i hånden, fortæller hun i femte udgave af Altingets sommerferiekalender.

Foto: /ritzau/Arkiv
Anders Redder

Er det realistisk at holde sommerferie uden politik?

Ikke helt. Der er ofte lige en mail, der skal læses eller besvares eller et telefonopkald, der skal tages. 

Når der ikke er aftenmøder eller andre arrangementer og der er mulighed for at arbejde hjemmefra, så giver det større fleksibilitet.

Holder du sommerferie i Danmark eller i udlandet?

Fakta
Dorte Meldgaard er konservativ borgmester i Hillerød Kommune.

Jeg har brug for at komme væk og gerne ned til varmen. Så vi tager til udlandet i cirka 12 dage, men jeg har også tid herhjemme sammen med min familie. Jeg ser mest frem til at være sammen med min familie og vores tre børn.

Hvad er dit bedste sommerferie-minde?

Helt generelt kan jeg rigtig godt lide at sidde sammen med min familie i skyggen i Spanien og drikke en kold cola.

Men den ferie, jeg husker bedst, er da jeg var tre uger i Californien en februar med min mand og børn. Det ligger nogle år tilbage, men der er mange gode minder fra den tur.

Hvilke bøger kan du anbefale som god ferielæsning?

Sidste år læste jeg Hvis dit liv var et køkken af Pernille Spiers-Lopez. En bog, der satte tanker i gang hos mig. Derudover kan jeg anbefale Motivation af Daniel H. Pink og Følg mig af Kim Kristensen.

I år regner jeg med at skulle læse Stå stærkt i stormen af Jørn og Karin Bräuner og Introvert – stå ved dig selv af Anna Skyggebjerg.

Hvilke radioprogrammer, podcasts eller musikalbum kan du anbefale at lytte til?

Jeg kan lide meget forskellig musik – primært pop, men også meget andet. Af radioprogrammer er jeg vild med Sommergæsten, hvor der ofte er interessante gæster, eksempelvis Morten Albæk, som altid er inspirerende at lytte til.

Når det foregår ved fjernsynet er min yndlingsserie Suits. Jeg venter spændt på sæson 6 på Netflix. Ellers er Matador naturligvis også en af mine favoritserier.

Hvad er din yndlings-sommerret?

Grillmad med forskellige salater. Bare det at kunne sidde udendørs og spise er så dejligt. Så er maden mindre vigtig. Jordbær og koldskål er også dejlig sommermad.

Og når det er rigtig varmt, så er der nærmest ikke noget bedre end en kold Coca-Cola.

Hvilken sang er indbegrebet af dansk sommer for dig?

Der er ikke en særlig sang, der for mig er indbegrebet af dansk sommer, men hvert år kommer der et nyt sommerhit, som jeg lytter meget til hen over sommeren, og som jeg kan vende tilbage til efter noget tid, hvor det kan frembringe minder om en dejlig sommerferie.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorte Meldgaard

Fhv. borgmester (K), Hillerød Kommune
BA i erhvervssprog, tysk og spansk (Handelshøjskolen i København)

0:000:00