Tre dage i demonstranternes kommandocentral

“Kanonslag. Ok. Hvor mange? Hvor blev de smidt henne? Ja, ok.”

Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings kommunikationsmand Christoffer Vedsted sidder ved sin Mac på Studenterrådets sekretariat i Købmagergade i København. Det er lige over frokost, og han har arrangeret sig i et stort hvidmalet hjørnekontor med to andre unge, som er aktive i studenterbevægelsen. Rummet bærer præg af, at det først lige er taget i brug. Kuglepennene ligger som en tømmerflåde for enden af det mørkegrå bord, og hver af de tre computere er flankeret af ordnede småbunker af papir og blokke med et par få postits.

Gruppen er netop rykket ovenpå for at få fred fra virvaret af hangarounds, banner-malere og tomme øldåser nedenunder. Den massive opbakning er værdsat, men Christoffer og resten af hans lille følge har brug for arbejdsro til at etablere en kommandocentral. Om få timer vælter det ind på Rådhuspladsen med tusindvis af studerende, som skal demonstrere mod regeringens uddannelsesbesparelser.

Christoffer har været i gang med planlægningen i ugevis. Men lige nu prøver han bare at samle sig om at notere, mens han taler i telefon med en anden central person, som står på Rådhuspladsen med en god håndfuld unge i orange veste og en enkelt gammel ladvogn pyntet op med gule, røde og lilla balloner.

Laura Kofod, hedder nøglefiguren i den anden ende. Hun er til daglig næstformand i Danske Studerendes Fællesråd, men i dag er hendes primære opgave at få demonstrationen til at glide glat. Derfor har hun heller intet andet valg end at rapportere ind til centralen, at hun har set nogle unge drenge på Rådhuspladsen fyre kanonslag af.

I Købmagergade er Christoffer tydeligt utilfreds. Vrider sig lidt i stolen og løfter på kasketten.

“Og hvor mange var de? Nej, nej det er ikke for at udspørge dig. Det er bare for at sikre mig, jeg har alle oplysningerne. Ok. Vi snakkes, hej,” siger han.

Christoffer ser over på mig og ligner én, der har fortrudt, at han har givet mig lov til at følge planlægningen af en historisk stor demonstration, der få timer senere skulle kulminere foran Christiansborg, hvor godt 30.000 studerende stod i rød røg og damp og kampråbte “8.7, Esben er en tyv! 8.7, Esben er en tyv!”

Mobilisering på KUA
Stemningen er noget mere udramatisk to dage tidligere, tirsdag 27. oktober, på KUA på Amager i København. Det er tidligt på aftenen, og mørket har sænket sig uden for den trekvart fyldte forelæsningssal. Studerende og undervisere er samlet for at høre humanioras dekan, Ulf Hedetoft, orientere “Om fakultets økonomiske situation”. Det vil blive nødvendigt at spare, sikkert på HK’ere og andre håndlangere. Men først om et par år. For i første omgang henter regeringen besparelsen ved at skære i den bonus, uddannelserne scorer, når kandidater bliver færdige på normeret tid.

“Det vil vi ikke blive så hårdt ramt af,” noterer den humanistiske dekan, Ulf Hedetoft, tørt.

Mødet er indkaldt af Uddannelsesalliancen, som består af mere end 30 organisationer fra studenterbevægelsen, fagforeningerne og ngo’erne. De har rottet sig sammen for at bekæmpe regeringens milliardbesparelser på uddannelserne. De har booket dekanen til at beskrive de bekymrende fremtidsudsigter og benytter samtidig lejligheden til at mobilisere deltagere til den store demo to dage senere.

“Vi kan stadig gøre noget. Derfor håber vi at se rigtig mange af jer til demo’en på torsdag”, siger Københavns Universitets studenterrådsformand, Alexander Thorvaldsen fra talerstolen.

En enkelt i salen er dog langt fra imponeret.

“Kunne man ikke gøre noget lidt anderledes for en gangs skyld. Hvad nytter det, at I lyder som et ekko af SFU og kalder det for en “demo”, når politikerne er pisseligeglade og åbenbart ikke lytter? Jeg snakker ikke, om at vi skal overbevise de borgerlige, men hvorfor er der ikke nogen, der bruger krudtet på at overbevise Socialdemokraterne om, at de skal droppe den der sparedoktrin? Det forstår jeg simpelthen ikke”, siger en lyshåret fyr, der er midt i 20'erne.

Fra scenen har Uddannelsesalliancen ikke noget substantielt svar, for kritikeren stikker kniven ind, hvor det gør ondt.

Alliancen har længe arbejdet strategisk med en lobbyindsats og ført dialog med alle Folketingets centrale ordførere. Det har givet politisk opbakning i medierne og fået flere folketingsmedlemmer til at skrive #uddannelsesalliancen på Twitter. Problemet er, at støtten kun bliver hentet hos vennerne, der ikke er i nærheden af at kunne udgøre tungen på vægtskålen i et sandsynligt flertal: Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale. Nedskæringer på uddannelserne er ikke hjerteblod for Socialdemokraterne, men betingelsen for at forhandle politiforlig med regeringen er, at man accepterer at hente en milliardbesparelse på landets uddannelser. Pengene skal bruges på at hente op imod 2000 flere betjente, og den gave vil sosserne gerne være med til uddele.

Talsperson: Demonstrationer virker
Efter mødet er talsperson for Uddannelsesalliancen Yasmin Davali tydeligt irriteret over kritikken af uddannelsesalliancens kampagne. Hun så da også gerne, at det var nemmere at mønstre et politisk flertal mod besparelserne, men sådan er virkeligheden ikke lige nu. Den må man tage bestik af, forsøge at mobilisere et folkeligt pres, sætte en dagsorden og gøre det klart, hvor historisk store konsekvenser nedskæringerne får.

“Tag et kig på demonstrationerne mod fremdriftsreformen. De 9.000 mennesker på Vor Frue Plads betød, at grundlaget for reformen vakler. Alle partier i Folketinget sætter nu spørgsmålstegn ved den reform. Sådan en aktion kan ikke stå alene, men det var virkelig en kickstart af et forløb, som nu har varet i to år. I første omgang fik vi reformen udskudt, og nu skal aftalen så genforhandles. Det fortæller mig, at det vitterligt nytter noget at demonstrere,” siger Yasmin Davali.

Der er tydeligt, hun er ivrig for at udtale sig og sætningerne bliver leveret med patos og et klart retorisk sigte: Der er håb, hvis hver og én griber chancen for at vise deres utilfredshed.

“Der var en flok bedsteforældre med til SU-demonstrationen for et par år siden. De havde lavet skilt, hvor der stod ”bedsteforældre mod SU-nedskæringer”. Det var deres vinkel, deres motivation for at demonstrere. Der kan være mange personlige grunde til at demonstrere, og ingen grunde er bedre end andre. Det vigtigste er, at man kommer og markerer sin utilfredshed med besparelserne på torsdag,” siger Yasmin Davali.

Efter interviewet slukker jeg optageren og småsludrer lidt med pressemedarbejderen Christoffer Vedsted. Jeg skal egentlig bare bruge lidt fakta om programmet de kommende dage, jeg har de kommentarer, jeg skal bruge for nu. Men Yasmin Davali kan slet ikke lade være med at byde ind med citategnede sætninger.

“Det er klart, at det kræver et langt, hårdt slid at opnå resultater på de her kampagner. For vi har en regering, der ikke bare lader rykke på sig. Man skal ikke tro, vi bare fikser det hele med et trylleslag, men det er vigtigt også at se demonstrationen som startskuddet til det videre arbejde,”

Og:

“Det stærke ved demonstrationer er, at tusinder af mennesker siger fra over for det, som gør deres hverdag dårligere. Man vil ikke finde sig i at få smidt i hovedet, at man har det fint, og uddannelserne er kornfede, når alle kan se, at der allerede nu mangler penge i uddannelsessektoren.”

Små 48 timer senere havde Yasmin Davali til gengæld svært ved at finde ordene.

Den store bagedyst og demotal
Dagen efter KUA-mødet er der hektisk aktivitet på kampagnesekretariatet i Købmagergade. På den ene side af de hvide søjler, som deler det omtrent 80 kvadratmeter store lokale, sidder en snes studerende på gulvet og maler bannere. På den anden side er en lige så stor flok samlet i en bue foran en storskærm, hvor der er linet op med finalen i Den store bagedyst.

Jeg vil gerne snakke med Christoffer Vedsted, men han har travlt.

“Det er bare vigtigt, at vi melder et troværdigt tal ud til pressen,” siger han til en lille gruppe, der er samlet i den modsatte ende af Den store bagedyst-forsamlingen.

De diskuterer, hvordan de skal udregne antallet af demonstranter i morgen. Èn af metoderne er at gå ind på rådhuset, tage et billede af pladsen og estimere, hvor stort et areal demonstranterne dækker. Normalt skønner man, at der kan være 90.000, men metrobyggeriet tager to tredjedele. En propfyldt plads i morgen vil med andre ord indikere 30.000 mennesker. Så optimistisk tør Christoffer dog ikke melde ud

“Men jeg tror, det er rimelig safe at sige, vi kommer 20.000,” siger han.

Går du væk fra Christoffers team, forbi bannermalerne og storskærmen og ud af døren ved køkkenet, som flyder med dåsebajere og 4 kilo uspist studenterpasta, kommer du ud på en grå trappeopgang. Den fører op til et kvistværelse med dæmpet belysning, hvor tre kvinder i starten af 20’erne har isoleret sig for at lave minutplan for afviklingen af demo’en dagen efter. I midten sidder Laura Kofod.

Hun stirrer op fra skærmen, og umiddelbart ønsker hun presserepræsentanten hen, hvor peberet gror. Hun har ikke tid til at snakke med en eller anden journalist. Skal morgendagen klappe, må det hele detailkoreograferes. Alle skal vide, hvem der gør hvad hvornår. Ellers ramler det.

“Det kræver grundig koordinering at sikre, folk kommer godt ind på rådhuspladsen, at de rykker frem mod scenen og giver plads til de forskellige for-demonstrationer, der også kommer til. Og at de begynder at gå videre til Christiansborg i tide.” siger Laura, da hun alligevel forbarmer sig over mig og giver et par korte kommentarer, inden hun iler tilbage til sin minutplan.

Jeg smutter nedenunder for at hente mine ting. Lige over min jakke og taske studser jeg over nogle sorte, elektroniske apparater, der står i vindueskarmen. Det er fire walkietalkier.

Kanonslag på Rådhuspladsen
“Det er altså lidt dumt, at Ellen Trane går ind i den der diskussion med udgifterne til gymnasierne. For der ligger vi altså lavt i oecd,” siger Christoffer til de to andre i den nyetablerede ad hoc kommandocentral i det rolige hjørnekontor. Der er få timer til demostart, og en presset undervisningsminister, Ellen Trane Nørby (V), har været i medierne og argumentere for, at der sagtens kan findes penge på gymnasiebudgetterne. Nu er Uddannelsesalliancens pressefolk i gang med at strikke et modsvar sammen.

“Men undgå at komme ind på universiteterne. For der ligger vi vist ret højt,” pointerer Christoffer.

Og så ringer Laura Kofod, fordi nogle unge knægte har smidt kanonslag på Rådhuspladsen. Egentlig er det en bagatel, synes hun, de er langt fra vognen og virker uskyldige. Men hun ringer selvfølgelig for at give beskeden videre. Folk skal holde deres kommandoveje. Men hun forstår ikke, de kører det sådan op inde i Købmagergade.

“Hun blev vist lidt irriteret,” siger Christoffer efter at have lagt på. 

Jeg skynder mig hen til Rådhuspladsen for at få Lauras version og måske nå at fange uromagerne. Christoffer er ikke tryg ved situationen, er ikke interesseret i en unødig journalistisk dramatisering af lidt drengestreger.

“Åh nej,” hører jeg ham sige, inden jeg er ude af døren.

Da jeg ankommer er de unge drenge væk, og jeg finder aldrig ud af, hvad der egentlig foregik.

“Det var ingenting, det var småting. Der skete ikke noget, og nu er vi videre,” siger Laura kontant. 

Christoffer har efterfølgende bekræftet min mistanke om, at han nåede at ringe til Laura og klappe af, hvad de skulle kommunikere ud om situationen.

Bortset fra det er hun nu i ret godt humør. Minutplanen er på plads og klapper, og hun tuller rundt med en håndfuld frivillige og pynter ladvognen op, som skal agere scene om et par timer. Klokken nærmer sig 14, og klokken 16 vil adskillige tusinde demonstranter være samlet på Rådhuspladsen en times tid. Herefter går de i samlet flok til Christiansborg Slotsplads for at råbe politikerne op.

Nogle af de frivillige er hoppet i pang-farvede veste, og det er ikke for at matche de sprælske balloner på ladvognen. De er blandt de 80 demovagter, som kort forinden er blevet briefet i Købmagergade. Demovagterne er yderste led i det spin af folk, som sørger for at selve demonstrationen bliver afviklet, som den skal. Den inderste kerne i spinnet består af fire ledere, der har walkietalkier for lynhurtigt at kunne videregive informationer og eventuelt reagere akut, hvis en situation spidser til. I midten af kernen står Laura Kofod.

Busser for en halv million
19-årige Pelle Sommerlund kører en hånd gennem sit mørke hår og tager et sug af sin cigaret. Han griner lidt for sig selv, har svært ved at skjule det gode humør. Pelle har haft ansvaret for at få gymnasieeleverne til at nedlægge undervisningen, og det er gået over alt forventning. Mere end 100 gymnasier må opgive at gennemføre undervisning torsdag 29. oktober.

Samtidig har Pelle ledt en intensiv buskampagne. Lige nu står han op ad hegnet ind til sporarealerne ved Københavns Hovedbanegård og ser på de busser, der løbende checker ind propfyldte med gymnasieelever fra Fyn og resten af Sjælland. I alt 27 busser ankommer i løbet af 25 minutter, til søster-demoen i Aarhus har han skaffet mere end 40 busser.

“Det er så fedt at se, når det lykkes. Og det er simpelthen blevet arbejdet så hårdt for det,” siger Pelle.

Han bliver ved med at rose de fundraisere, som har kimet især fagbevægelsen ned for at få donationer. Det er lykkedes at rejse så mange penge, at de har kunnet bruge 500.000 kroner på at fragte omtrent 5.000 elever til demonstration.

“Det gør det bare nemmere at deltage, når du ved, at du bare skal sætte dig ind i en bus sammen med dine venner. Det koster dig ikke noget, og så bliver du oven i købet kørt hjem igen,” siger Pelle.

Et par af demovagterne er allerede sendt på arbejde. Så snart gymnasieeleverne træder ud af busserne, bliver de ledt langs DGI op imod Halmtorvet, hvor de skal mødes med demonstranter fra de københavnske gymnasier.

“What up mr. Fame,” siger en en høj fyr med halvlangt hår til Pelle, som ikke kan holde smilet tilbage. Han er et kendt ansigt og bliver tilbedt af en lang række unge. Klimakset er, da formanden for DGS-fyn sætter i et løb, som var han Baby fra Dirty Dancing og hopper ind i Pelles store, varme favn.

“Det er fedt at se så mange hjemmefra,” siger Pelle Sommerlund på syngende fynsk. Han blev student fra Mulernes Legatskole i Odense i sommer og var indtil for nylig selv formand for DGS Fyn. Nu arbejder han for moderorganisationen i København, dog ikke til en fyrstelig hyre. Som flere andre topfolk i studenterbevægelsen får han en sats, der svarer til udeboende SU. Og så bruger han ellers kræfterne på alt mulig andet end at kigge på timeforbruget.

Karmakanon og rørt talsperson
Sammen med en veninde bevæger han sig hen imod Halmtorvet, og de får et chok, da de nærmest ikke kan se brostenene. Pelle trækker op i ærmet, han har gåsehud.

“Nu kan jeg mere eller mindre slappe af, nu ved jeg, at jeg har gjort mit,” siger han.

Og så bevæger den store gymnasiemasse sig afsted ført an af en Christiania-cykel med et sort lad, som kaldes en karmakanon. Og en bagtrop bestående af motorcykelbetjent, som holder trafikken væk. De går i højre side af vejen og danner en slange, som strækker sig fra broen over skinnerne ved Hovedbanegården, forbi to indgange til Tivoli og hele vejen hen til foden af Rådhuspladsen. Og det udgør blot én af de for-demonstrationer, der er på vej mod det samme epicenter i disse minutter.

Fremmødet er massivt. Folk står tæt på Rådhuspladsen, og demonstranter strømmer stadig til. Der må være mindst 25.000 mennesker. Ved siden af scenen i lille, hvid festival-pavillion står talsperson Yasmin Davali og spejder mod menneskemængden. Jeg går hen imod hende for at få et par reaktioner på blokken, men da jeg kommer lidt tættere på, kan jeg se, at hendes øjne er blanke og hun basker febrilsk med hånden for at genvinde kontrollen, men forgæves. Hun smiler forlegent til mig, jeg må opgive interviewet. I stedet træder hun med forsigtige skridt op ad de fire grå og gule trin op til træscenen, hvor hun skal byde velkommen. Hun tager en mikrofonen og en dyb indånding og forsøger at genvinde magten over sin oratoriske motor. Men stemmen knækker, og hun får kun fremstammet: “Hvor er det fantastisk at se jer alle sammen.”

Rød røg og damp
“Ok, skifter”, siger Laura ind i sin walkietalkie. Demonstrationen er godt i gang med taler, kampråb og jubel, men hun er én af de få, som registrerer meget lidt. Hun kan kun holde fokus på at, tingene bliver afviklet efter minutplanen. Hun er i konstant i bevægelse for bedst muligt at kunne kunne høre, hvad hun får af information i øret og kunne give hurtige, præcise tilbagemeldinger. Forventningen er ellers, at det vil blive en fredelig demo. I morgenpressen har politiet meldt ud, at det ville komme bag på dem, hvis alt ikke bliver afviklet i god ro og orden.

Og for langt de fleste deltagere er demonstrationenen da også fest, hvor man synger “Esben Lunde Larsen, drop nu besparelsen.” Men i kulissen foregår der en lille kamp mellem demovagter og en gruppe demonstranter, der forsøger at tiltvinge sig fokus ved at fyre op under en bunke romerlys. De er kendte i miljøet som tordenskjolds soldater, der tropper op til alle demoer. Mange af dem tilhører den yderste venstrefløj.

På rådhuspladsen er demovagterne i kontrol og får løbende slukket romerlysene i løbet af få sekunder. Da en betjent kommer forbi for at aftale med Laura, hvornår man skal lukke ned for trafikken for at rykke demo’en videre til Christiansborg, er romerlysene end ikke et tema.

Men da mørket har sænket sig ved siden af Folketinget, og kulden får alvor har meldt sig, begynder den effektive demovagt-maskine at hakke en smule. Der står en massiv rød søjle nogle meter op i luften og forkvinden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er langt fra tilfreds.

“Hvad sker der,” udbryder Veronika Ahrensbøll Schultz vredt til sin næstformand. Underforstået, nu må du det simpelthen få løst det her.

Næstformanden er Pelle Sommerlund, der hele dagen har været feteret som rockstjerne. Men han er også en aktivist med respekt for hierarkiet, og han indtager hurtigt rollen som organisationssoldat, der skal løse et problem. Han forsøger at få sig et overblik over situationen og konstaterer, at den ansvarlige for at holde romerlysene i skak ikke er til at få øje på. Men han har et backup-nummer på en demovagt, som har fulgt den lille skare af romerlys-glade demonstranter hele dagen. Han bør stå strategisk godt placeret for at tage affære. Pelle kommer igennem, og nu handler det bare om at vente og håbe på, at situationen ikke eskalerer.

De sidste par minutter er den røde røgsøjle kun blevet større og større. På toppen står den tre meter høj og to meter bred, måske mere. Men langsomt begynder den at aftage. Den røde farve fader ud og bliver erstattet af en gråhvid pufsky, der langsomt bliver opslugt af den enorme menneskemængde som taktfast råber “8.7, Esben er en tyv! 8.7, Esben er en tyv!”