Cafe Retro konkurs: Snublede i succes

EXIT: Foreningen Retro går konkurs og efterlader udviklingsprojekter og lukkede cafeer. Ekspansion og generationsskifte har dræbt successen, fortæller folkene bag.

“Vi lukkede cafeerne 8. maj for at stoppe udgifterne omgående. Det er hårdt for alle,” fortæller bestyrelsesformand Jacob Larsen.
“Vi lukkede cafeerne 8. maj for at stoppe udgifterne omgående. Det er hårdt for alle,” fortæller bestyrelsesformand Jacob Larsen.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Claus Nordahl

Blodrøde tal på bundlinjen tvinger bestyrelsen for Foreningen Retro til at anmode skifteretten om at blive erklæret konkurs. Foreningen har siden 2004 drevet den populære nonprofit-virksomhed Cafe Retro og siden også Retro Nørrebro i København. Millionoverskuddet fra cafeerne er brugt på at opbygge egne udviklingsprojekter i blandt andet Sierra Leone. De skal nu klare sig selv, og de ansatte på cafeerne skal finde sig et nyt job.

“Vores prognoser viser os, at vi ikke kan betale vores regninger fra juli, og vi tror ikke længere på, at vi kan vende den nedadgående omsætning. Derfor er det mest ansvarligt at lukke alle operationer,” fortæller Jacob Larsen, bestyrelsesformand i Foreningen Retro.

Et fyrtårn lukker ned
Han har sammen med resten af bestyrelsen kæmpet med underskud i foreningen siden 2013 under et presset cafemarked, hvor omsætningen på Cafe Retro og Retro Nørrebro siden har været støt faldende. Tirsdag 13. juni indsendte bestyrelsen derfor foreningens konkursbegæring. De 150 frivillige og fem fastansatte, der til dagligt driver cafeerne, er derfor blevet orienteret om, at deres ansættelse og medlemskab ophører.

“Vi lukkede cafeerne 8. maj for at stoppe udgifterne omgående. Det er hårdt for alle,” fortæller Jacob Larsen.

Siden 2004 har cafeerne været et fyrtårn for socialt iværksætteri. Koncerter, læseklubber og andre kulturelle events har dannet rammen for to cafeer, der har inspireret mange af dens konkurrenter. Folkene bag baren var frivillige filantroper, der med gratis arbejdskraft gennem årene skabte et millionoverskud, der har finansieret projekter med fokus på iværksætteri, uddannelse og demokratisering i først Indien og siden Sierra Leone.

“Projekterne i Sierra Leone fortsætter uden foreningens støtte. De har anden funding, men det bliver en svær tid for dem,” erkender Jacob Larsen, der selv har været både frivillig i foreningen og udsendt til projekterne i Sierra Leone.

Foreningen vurderer på stående fod at have gæld i omegnen af 200.000 kroner, hvoraf en del af kreditorerne er andre mindre socialøkonomiske virksomheder.

Foreningen skal møde i skifteretten i denne uge for at få et overblik over den økonomiske situation.

Det begyndte i en kirke
Men hvordan kunne en velrenommeret socialøkonomisk virksomhed med en solid likviditet pludselig dreje nøglen om?

Det er historien om en succesfuld forening, der voksede sig selv ihjel med et mislykket generationsskifte og en fejlslagen ekspansion. For at forstå det skal vi tilbage til begyndelsen.

I 2003 får en gruppe unge fra Bethlehemskirken i København en idé. De vil starte et projekt uden for kirken, der kan samle folk. Et sted med kunst og kreativitet, hvor overskuddet skal gå til velgørende formål og arbejdskraften være frivillig. Initiativtageren hedder Rie Skårhøj.

“Vi samlede hurtigt en gruppe mennesker, der syntes, at ideen om en nonprofit-cafe var god. Så vi lavede små private lån og købte genbrugsinventar og satte dermed en cafe i stand for omkring 80.000 kroner. Vi arbejdede alle sammen frivilligt,” fortæller Rie Skårhøj, der døbte cafeen Cafe Retro.

“The sky is the limit”
Antallet af cafeer i København er på daværende tidspunkt ikke overvældende. Og med den særprægede vintageindretning og de mange engagerede frivillige er en socialøkonomisk frontløber født.

“Det var svært at rekruttere frivillige i starten, men som projektet tog form, kom flere og flere frivillige til. The sky is the limit, som vi sagde,” fortæller Rie Skårhøj.

Og det første regnskab viser da også, at projektet har potentiale. Årsresultatet for 2004/05 lander på 52.000 kroner. Læseklubber, debatarrangementer, koncerter og brætspil fylder lokalerne med liv, og antallet af frivillige vokser – det samme gør overskuddet.

“Der var en rigtig stor iværksætterånd. Vi var de første, der lavede den slags projekter, og vi gjorde det virkelig godt. Vi prøvede ting af og satte fantasien fri. Et helt utroligt fællesskab,” siger Rie Skårhøj.

Ud over landets grænser
De første par år sendte foreningen penge til et behandlingscenter for misbrugere i Indien. Men i 2008 havde foreningen penge nok til at starte sine egne projekter. På få år skabte foreningen tre projekter i landet Sierra Leone. Et fair trade-mærket projekt, hvor kvinder i Sierra Leone syr produkter, som cafeerne sælger i Danmark; et projekt, der skal stifte og udvikle en uddannelsesinstitution; samt et uddannelsesprojekt for udsatte unge.

Foreningen er dagsordensættende og spiller en central rolle på den københavnske kulturscene. Mange aftener er det svært overhovedet at komme ind på cafeen. Derfor åbner foreningen endnu en cafe i København i 2010, Retro Nørrebro. Omsætningen stiger, og i 2011 lander foreningen på et rekordregnskab med knap 700.000 kroner i overskud. Projekterne i Sierra Leone vokser samtidig, og entusiasmen omkring cafeerne og projekterne stiger tilsvarende.

Det fejlslagne eventyr
Men hvad foreningen og de frivillige ikke vidste var, at Retro ville blive kastet ud et stormvejr, som kun de færreste kunne forestille sig.

I 2013 vælger foreningen at starte Europas første spisehus, Spisehuset Rub og Stub, der skal servere mad lavet på overskudsvarer og forarbejdet af hovedsageligt frivillige. Men rammerne slår fejl, fortæller den daværende sekretariatsleder, Peter Brandorff.

“Lokalerne er ikke optimale. Der er plads til for mange gæster i forhold til køkkenets kapacitet. Så det krævede flere kræfter at drive stedet end budgetteret,” fortæller Peter Brandorff.

Samme år vælger Rie Skårhøj og en række andre grundlæggere at træde ud af bestyrelsen for at give plads til en ny generation.

“Jeg var i gang med at få mit tredje barn, og der skulle nye kræfter til,” forklarer Rie Skårhøj.

En farlig cocktail
Men grundlæggernes forsvinden falder sammen med en faldende omsætning på cafeerne på 30 procent, og bestyrelsens fokus er nu konstant rettet på at nedbringe udgifterne på det nye spisehus og gøre det til en bæredygtig forretning. Samtidig er typen af frivillige i foreningen begyndt at ændre sig fra at være indfødte københavnere med et bredt netværk, til at være udenlandske studerende, der søger et netværk. Alt sammen en cocktail, der sætter foreningen og dens eksistens på prøve.

Anders Skov var Cafe Retros første bestyrer og en af grundlæggerne af Foreningen Retro. Han husker perioden som intens og hård. Mange af de frivillige, der startede foreningen, begyndte at falde fra. Før var der 100 ildsjæle, der dukkede op til alle møder og tog initiativer på tværs af organisationen. Men på grund af udvidelsen blev gruppen spredt ud på mange projekter, og foreningen oprettede en team-struktur. Noget, der tog livet af den fælles ånd, fortæller Anders skov.

“Vi blev bange for at miste kontrol”
“Vi blev nødt til at oprette teams. PR-teams, bar-teams etc. Men det resulterede i, at bar-teamet ikke var interesseret i, hvordan vi fremstod i medierne. Og PR-teamet var uinteresseret i, hvordan det gik i baren. Når man segmenterer folk og ansvarsfordeler i stedet for at løfte i samlet flok, så ophører folks ansvar på tværs,” fortæller Anders Skov, der selv trak sig fra bestyrelsen i 2013.

Set i bakspejlet ville han gerne have gjort det anderledes. Han tror på, at man kunne have bevaret engagementet og ildsjælene, hvis man havde koblet alle projekterne fra moderforeningen og gjort dem til selvstændige satellitter.

“Vi var i bestyrelsen bange for at miste kontrollen, og det skulle vi ikke have været. Vi tog overskuddet fra Retro Nørrebro og puttede det i udviklingsprojekterne i Sierra Leone. Det var en fejl. Retro Nørrebro skulle selv have defineret, hvad deres overskud skulle gå til, det ville have skabt de ildsjæle og den selvbestemmelse, vi havde brug for,” erkender Anders Skov.

“Vi blev større end vores struktur kunne bære”
De mange udenlandske studerende, der havde fundet vej til Retro, gav også en række udfordringer for foreningen. De oprindelige stiftere havde et enormt netværk i København og på uddannelsesinstitutionerne generelt. Det startede som en bevægelse, hvor de frivillige tog deres venner med ind i projekterne. Men samtidig med det, tiltrak man også en lang række udenlandske studerende, der intet netværk havde i byen. Og langsomt blev størstedelen af de frivillige udlændinge, og sproget blev ændret til engelsk.

“Vi blev større end vores struktur kunne bære,” konstaterer Jacob Larsen og tilføjer.

“Vores kerne af mest engagerede frivillige blev for spredt, og folk kendte pludselig ikke hinanden i de forskellige projekter. Vi løb tør for det engagement, der kendetegnede foreningen, og det resulterede i, at serviceniveauet faldt.”

De frivillige blev en udfordring
Bestyrelsens fokus på at stoppe blødningen i spisehuset resulterede i, at den interne kapacitetsopbygning i foreningen døde ud. De interne barrierer blev ikke brudt, og projektets vision mistede sin værdi, fortæller bestyrelsesformanden.

“Vores cafeer har været fantastiske til at skabe netværk for både udlændinge og danskere, men vi fik en overvægt af frivillige, der søgte et netværk i stedet for at bidrage med et netværk,” fortæller Jacob Larsen, der mener, at den faldende omsætning blandt andet skyldtes dette.

“Men samtidig har nogle af vores mest engagerede frivillige gennem tiden været udenlandske. Og den utrolige multikulturelle dynamik, vi fik på cafeerne, hvor race, religion, køn og nationalitet alt sammen var underordnet, er noget at være stolt af,” understreger Jacob Larsen.

Rie Skårhøj, Anders Skov og Peter Brandorff er enig i den betragtning. Men satsningen på Spisehuset Rub og Stub forværrede situationen, så foreningen havde svært ved at rejse sig igen.

“Det var ikke den rigtige investering”
Rie Skårhøj overvejer, om det at starte Spisehuset Rub og Stub, var den rigtige beslutning. For selvom man overdrog både medarbejderforpligtelserne og lokalerne til Dansk Flygtningehjælp i januar 2014, havde den manglende fokus på kerneforretningen allerede givet foreningen en kæmpe lussing. Et overskud på knap 700.000 kroner i 2012 blev vendt til et underskud på 333.000 kroner i 2013.

“Set i bakspejlet, så var det ikke den rigtige investering at starte spisehuset. Det var en stor investering, større end først forventet, og vi havde ikke midlerne til at holde projektet kørende indtil det blev flyvefærdigt,” siger Rie Skårhøj.

Fra 2013 forsøger bestyrelse og ledelse af lave forskellige redningsplaner, men nedgangen i omsætningen fortsætter. Genbrugsmøblerne i cafeerne er samtidig ved at være nedslidt, og der er kommet en massiv konkurrence på cafemarkedet, der presser foreningen. Bestyrelsen ansætter derfor Peter Brandorff som sekretariatsleder. Men han har svært ved at rekruttere frivillige, mens de eksisterende frivillige ikke tager det initiativ, som den tidligere generation af frivillige har gjort.

“Der breder sig en frustration hos både bestyrelsen og de frivillige. Gæsterne kommer ikke, og vi kan se, at indtægterne falder. Samtidig får vi huslejestigninger på 75 procent, og vi sender ikke længere penge ned til vores projekter,” siger Peter Brandorff.

Et nyt projekt falder sammen
Der bliver derfor arrangeret forskellige arrangementer for at højne indtægterne og gentænke konceptet. Men ingen af delene får tilstrækkelig succes. Det hele kulminerer med et kuldsejlet projekt i Sydhavnen i København, hvor foreningen forgæves forsøger at starte endnu en cafe i samarbejde med en anden socialøkonomisk virksomhed. Byggetilladelserne kommer ikke, og foreningen trækker sig fra projektet i 2016.

I april 2017 holder bestyrelsen et møde med foreningens advokat og revisor. Begge parter er enige om, at det ikke er forsvarligt at fortsætte driften af foreningens aktiviteter. 8. maj kører Jacob Larsen og resten af bestyrelsen ud og lukker Cafe Retro og Retro Nørrebro. Men det var forbundet med stort ubehag, fortæller bestyrelsesformanden, der startede som frivillig i foreningen i 2011.

“Jeg har haft det utrolig hårdt. Foreningen har været mit liv de sidste seks år. Jeg har prioriteret det over alt andet, så det er rigtig utilfredsstillende at være den bestyrelsesformand, der lukker det hele,” siger Jacob Larsen.

Også Rie Skårhøj er ked af at se hendes projekt lukke og slukke.

Projekterne fortsætter
“Det er utrolig trist. Men det tager ikke minderne og erfaringen fra os. Projekterne fortsætter i Sierra Leone, og vi har skabt utrolig meget viden, som rigtig mange har glæde af. Alt har en cyklus, og Foreningen Retros stopper her. Men jeg er stolt, og rigtig meget lever heldigvis videre,” siger Rie Skårhøj.

Projekterne i Sierra Leone fortsætter med at eksistere, fortæller Jacob Larsen. De har klaret sig uden støtte fra foreningen de sidste par år, så de skal nok klare den, understreger bestyrelsesformanden. 

Den økonomiske situation har hverken han eller revisoren et overblik over endnu. Men det piner formanden, at andre socialøkonomiske virksomheder er kommet i klemme i konkursen.

“Jeg ved, at der er kreditorer, som er dybt afhængige af at få deres penge. Og vi er i bestyrelsen ved at undersøge mulighederne for at starte en indsamling for at hjælpe leverandørerne, som er berørt af konkursen,” siger Jacob Larsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rie Frilund Skårhøj

Foredragsholder, konsulent, ledFrivillige.dk
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00