Carl Valentin: Kan man hypnotisere 100 millioner amerikanere?

Mere end en tredjedel – nemlig 38 procent – af den amerikanske befolkning svarer i en ny undersøgelse, at de synes, Donald Trump har gjort et godt stykke arbejde som præsident indtil nu.

Det er ganske vist rekordlave tal – både for ham som enkeltperson og for diverse præsidenters popularitet gennem historien. Alligevel fremstår det overraskende højt. Donald Trump lyver efterhånden vælgerne lige op i ansigtet på daglig basis, skandalerne er så mange, at de færreste kan følge med, og store dele af hans politiske program er røget i vasken. Til trods for alt det lader han til at have en base af vælgere, der nærmest forguder ham, møder op til hans såkaldte ’rallies’ og tror på stort set alt, hvad han siger. Hvordan kan det være? Måske kan en nu afdød fransk sociolog være med til at forklare, hvorfor en stor gruppe amerikanere stædigt støtter Trump i tykt og tyndt.

Gabriel Tarde (1843-1904) var en af de mest betydningsfulde sociologer i det 19. århundrede og var optaget af, hvordan individer interagerer med hinanden.

Tarde er særligt kendt for sin teori om imitation og beskrev det sociale menneske som værende i en søvngængertilstand, hvor det i en form for hypnose imiterer andre. Han gjorde således op med idéen om, at samfundet består af selvstændige individer, der hovedsageligt træffer frie valg om deres ageren. Ifølge Tarde er vores ageren i langt højere grad bestemt af, hvordan vi oplever andre agere i verden. Som børn imiterer vi primært vores forældre og lige så langsomt, mens vi indsluses i samfundet, begynder vi at imitere de mennesker, vi omgås i skolen, på arbejdet etc.

For hypnotisøren leder masserne, der imiterer ham og hans holdninger.

Carl Valentin

Ifølge Tarde sker der en særlig form for imitation, når mennesker indgår i masser – og det er her, det bliver interessant og relevant for vores forståelse af Trumps vælgere.

Tarde skelnede mellem to former for masser; publics og crowds. Publics er grupper af mennesker, der påvirkes af massedynamikker – dog uden at have fysisk kontakt med hinanden. Det være sig faste læsere af diverse aviser, seere af bestemte TV-kanaler og lignende. Crowds derimod er masser, der er fysisk det samme sted – til en demonstration, et rallie eller lignende.

Den teknologiske udvikling har til gengæld medført, at de massedynamikker, som Gabriel Tarde skrev om, har langt større mulighed for at udfolde sig, end de havde, da Tarde udgav ”The Laws of Imitation” i 1890.

Carl Valentin

Tarde var ikke ubetinget begejstret for crowds for at sige det mildt, og han advarede kraftigt mod den sociale smitte, de kan medføre. For i crowds er imitationen allermest ekstrem, mente Tarde. Ikke blot står holdningerne i et crowd uudfordret – mennesker, der indgår i et crowd, opildner hinanden og udvikler en dyrisk adfærd, hvor menneskernes følelser påvirker hinanden voldsomt. F.eks. har vrede rigtig gode vilkår for ikke blot at sprede sig deltagerne imellem, men at eskalere og gøre deltagerne endnu mere ekstreme.

Har man læst Gabriel Tarde er det svært ikke at komme til at tænke på ham, når man ser Trump tale til sine støtter til de rallies, som han meget utraditionelt har fortsat med at afholde længe efter valgkampens afslutning.

Ikke bare kan man mærke deltagernes følelser og se, hvordan de gejler hinanden op – Trump fremtræder også som en mand, der kan sige hvad som helst til crowd’en og stadig modtage bifald.

Også dette kan Tarde hjælpe med at forklare. Den imitation og fælles ophidselse, der foregår i crowds, kan nemlig blive så stærk, at crowd’en vil acceptere stort set hvad som helst som en sandhed, så længe det kommer fra en selvsikker og determineret lederskikkelse. Crowds er således et let offer for demagoger, og Trump kan have indtaget det, Tarde ville kalde en ’hypnotisørrolle’ – og med en sådan position er magten stor. For hypnotisøren leder masserne, der imiterer ham og hans holdninger.

Her ville nogle nok indvende, at det jo blot er en brøkdel af de 38 procent af befolkningen, der har et positivt syn på Trump, som kommer til hans rallies – og det er naturligvis rigtigt nok. Den teknologiske udvikling har til gengæld medført, at de massedynamikker, som Gabriel Tarde skrev om, har langt større mulighed for at udfolde sig, end de havde, da Tarde udgav ”The Laws of Imitation” i 1890. Dette er i øvrigt en af årsagerne til, at Tarde igen i disse år bliver læst på universiteter verden over.

I dag er grænsen mellem publics og crowds udvisket, da man sagtens kan interagere med og dermed imitere mennesker, man ikke er fysisk i samme rum som. De sociale medier er hverdag for de fleste af os, og det berømte ekkokammer kan skabe en crowd-lignende tilstand hos mennesker, der bekræfter hinanden i ekstreme holdninger og ophidser hinanden på et helt nyt niveau.

Trumps hypnotisørrolle kan altså fortsætte uden for hans rallies, og crowd’en kan se hinanden bakke deres leder op, tilsidesætte enhver fornuft og bekræfte hinanden i, at selv de mest absurde løgne er sandheden.

Men hvis vi nu køber denne forklaring på adfærden blandt nogle af Trumps støtter, hvad kan vi så bruge den viden til?

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, hvad man er oppe imod – og vi må indse, at vi har at gøre med en gruppe mennesker, der i nogles tilfælde er nået så langt ud, at det kræver ekstremt hårdt arbejde at få dem til at skifte mening. Henvisning til diverse fakta og nyhedsartikler er ikke nok. De har mistet tilliden til samfundets naturlige autoriteter og lytter i stedet blidt til den største løgner, der nogensinde har været præsident for USA.

Dernæst kan Gabriel Tardes teori om imitation, plublics og crowds hjælpe os til at være opmærksomme på, hvornår vi selv er særligt udsat for at blive ramt af manipulation, fælles vrede eller blind tiltro til demagoger. Massedynamikker finder sted hos både højre- og venstreorienterede, og uagtet vores egen politiske position kan vi miste selvkontrollen og den kritiske refleksion, hvis vi bliver høje på en stemning, en stærk leder eller mennesker omkring os, der bekræfter vores holdninger.

”After all three-quarters of the time we obey a man because we see him obeyed by others. The first people who obeyed this man had, or thought they had, reasons for doing so.”

- Gabriel Tarde

------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Valentin er tidligere skribent på netmediet Modkraft.dk, og han betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.