Vollsmose
Står det til boligminister Carsten Hansen (S), skal det ikke længere være muligt at flytte rundt imellem boligorganisationerne i Vollsmose, når man først er blevet smidt ud ét sted i bydelen.

Carsten Hansen vil stoppe boligshopping i Vollsmose

4. september 2012 kl. 11:14
VOLLSMOSE: Bydelen Vollsmose i Odense er opdelt i tre boligorganisationer, og derfor kan udsmidte lejere fra én organisation frit flytte ind i en anden. Det skal være slut, lyder det fra boligminister Carsten Hansen (S).
| Flere
Er man én gang blevet smidt på gaden i Vollsmose, må man finde et helt andet sted at bo.

Det mener boligminister Carsten Hansen, der vil gøre op med det forhold, at uvorne lejere problemfrit kan shoppe rundt imellem områdets tre boligorganisationer.

I dag er det nemlig ikke lovligt for de enkelte boligorganisationer at dele oplysninger om lejere med hinanden, og derfor overvejer ministeren lige nu to løsninger på problemet.

Enten skal de tre boligorganisationer samles i ét fælles sekretariat, eller også skal loven ændres, så det bliver muligt for selskaberne at dele oplysninger om lejerne.

"Flere boligorganisationer i området og kort venteliste til boligerne betyder, at en beboer, der er opsagt i én organisation, kan flytte ind i en ledig bolig i en anden boligorganisation. Det skal selvfølgelig ikke være muligt," skriver ministeren således i et paragraf 20-svar til Venstres Jane Heitmann.

Et brev til Odense
Altinget | Bolig erfarer, at ministeren har sendt et brev til Odenses borgmester, Anker Boye (S), og boligorganisationerne i Vollsmose om sagen.

Heri opfordrer han blandt andet til, at boligorganisationerne samler sig under et. Noget, Anker Boye tidligere har udtalt sig positivt over for til P4 Fyn.

Modellen med at ændre loven, sådan at organisationerne kan udveksle oplysninger om lejere internt, kan imidlertid blive sværere at få gennemført. Det er i dag ikke tilladt, hvorfor Carsten Hansen altså formentlig må en tur forbi justitsminister Morten Bødskov (S), hvis det skal ændres.

"I et retssamfund er det nødvendigt at overveje enhver lempelse af beskyttelsen af personlige oplysninger," skriver Carsten Hansen således selv i sit svar til Jane Heitmann.

Det forhindrer ham dog ikke i at anføre, at han vil "skabe hjemmel til, at en boligorganisation skal kunne afvise problemskabende lejere fra en ledig bolig, hvis vedkommende er smidt ud af sin bolig af en anden boligorganisation i det samme udsatte boligområde."

Boligselskaberne bakker op
I Boligselskabernes Landsforening (BL) er man positiv over for ministerens ideer for Vollsmose.

"Boligområdet i Vollsmose bliver betragtet under ét, og organisationerne i området arbejder allerede sammen. Derfor giver det også god mening, at hvis man har en husordenssag i den ene afdeling, kan man ikke rykke direkte ind i en anden afdeling," siger foreningens direktør, Bent Madsen.

Han understreger, at det juridiske naturligvis skal være på plads, ligesom hjælpen til de udsmidte lejere også skal være sat i system.

"Man skal have fuldstændig styr på, hvordan man udveksler oplysningerne, ligesom det er vigtigt, at man tager hånd om de implicerede, hvis de bliver flyttet ud af Vollsmose i forbindelse med en husordenssag."

Bent Madsen vil ikke lægge sig fast på, hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt at sammenlægge boligorganisationerne frem for at ændre muligheden for at dele oplysninger på tværs af boligorganisationer.

V: Lad os se noget på skrift
Venstres medlem af by- og boligudvalget, Jane Heitmann, har stillet det omtalte paragraf 20-spørgsmål til ministeren, fordi hun har savnet handling på området. Hun ser nu frem til at læse nærmere om det kommende initiativ.

Men hvad Venstre selv foreslår, vil hun ikke kommentere på.

"Det handler ikke om, hvad jeg synes, er mest hensigtsmæssigt. Jeg spørger ministeren for at få regeringen på banen. I forhold til det konkrete svar havde jeg gerne set, at vi var kommet det lidt nærmere," siger hun.

 
Altinget | By & Bolig

NAVNENYT:
Elisabet Svane / Fyens.dk 21. maj
Lisbeth Knudsen / Berlingske 19. maj
Sort pil Læs mere
Ekstra Bladet
Ekstra Bladet 21. maj
Politiken Jyllands-Posten
Jyllands-Posten 21. maj
Sort pil Læs mere
Rune Kristensen (K) 20. maj
Jacob Bjerregard (S) 20. maj
Morten Dreyer (DF) 20. maj
Sort pil Læs mere
MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK
Verden har brug for idealer - ikke ideologier, sagde netop afdøde Haldor Topsøe. Klog mand!
Mette Bock
Mette Bock
Folketingsmedlem (LA)
Dagens mest læste politikerblogs