Debat

Cevea: Skattesvindel skal bekæmpes med lovgivning

KLUMME: I bekæmpelsen af skattesvindel er det ikke nok med forargelse og store ord. Der er brug for handling fra politikernes side, hvis vi for alvor skal problemet til livs, mener Cevea-direktør Kristian Weise. 

11,5 millioner dokumenter fra den mellem-amerikanske advokatvirksomhed Mossack Fonseca er blevet lækket og viser, at en lang række af banker og virksomheder er involveret i skattely i Panama.
11,5 millioner dokumenter fra den mellem-amerikanske advokatvirksomhed Mossack Fonseca er blevet lækket og viser, at en lang række af banker og virksomheder er involveret i skattely i Panama.Foto: Scanpix
Kristian Weise

Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den seneste uge har Danmark og resten af verden været vidner til omfattende afsløringer af massiv global skattesvindel. Lækagen fra Panama afdækker, hvordan rige erhvervsfolk, politikere og internationale sportsfolk i stor stil benytter sig af skattely til at undgå at betale skat af deres formuer.

Danske banker som Nordea og Jyske Bank har vist sig at være dybt involverede i mange af deres kunders skattesvindel. De omtalte banker har været udsat for, hvad der populært kaldes en shit-storm: Vrede kunder, forargede politikere og almindelige, skattebetalende danskere har harceleret mod bankernes handlinger.

Ikke overraskende
Men hvor forkert, forargeligt og samfundsskadeligt det end måtte være, kommer det desværre ikke som en overraskelse, at den slags foregår i bankerne. Aggressiv skatteplanlægning, som i flere tilfælde falder på den forkerte side af grænsen mellem lovligt og ulovligt, har desværre været almindelig praksis i mange år, hvad tidligere afsløringer af skattesvindel også har vist.

Som det er tilfældet med Panama-papirerne, har de tidligere sager ligeledes affødt forargelse og fordømmelse fra politikernes side. Men spørgsmålet er, om der er blevet sat politisk handling bag ordene?

Kampen mod skattesvindel kræver en mere målrettet indsats herhjemme og et tæt internationalt, politisk samarbejde.

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Vi må desværre konstatere, at det i alt for ringe grad er tilfældet. Hvis vi for alvor vil skattesvindel til livs, er der brug for konkret, politisk handling både nationalt og internationalt. Og der er brug for det nu.

Gråzone
Det er de danske politikere, der i sidste ende bestemmer den lovgivning, som udgør danske velhavere og bankers manøvrerum. Velhaverne og bankerne opererer ofte i en gråzone, hvor egentlig lovlig adfærd fører til noget, som er direkte samfundsnedbrydende.

Som de aktuelle skattesvindels-lækager afslører, er skattesvindel et globalt problem. Det er ikke kun den danske statskasse, der bliver snydt for milliarder. Og så længe, der er en bank i et fjerntliggende land, der vil formidle kontakten, er problemet jo stadig aktuelt.

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Derfor er der brug for at tage flere skridt lovgivningsmæssigt, end vi førhen har gjort. En del af det, der i dag teknisk set er lovligt, skal formentlig gøres ulovligt. Håndhævningen må øges, og sanktionerne gøres skrappere.

Globalt problem
Men som de aktuelle skattesvindels-lækager afslører, er skattesvindel et globalt problem. Det er ikke kun den danske statskasse, der bliver snydt for milliarder. Og så længe, der er en bank i et fjerntliggende land, der vil formidle kontakten, er problemet jo stadig aktuelt.

Faktisk er det helt tydeligt, at vi kun kan sætte en prop i hullet i Danmark, hvis ikke det internationale samarbejde forbedres og øges.

Det kræver dels et opgør med de jurisdiktioner, der lukrerer på at være skattely, dels et mere effektivt samarbejde i eksempelvis OECD, som i dag er stedet, der koordinerer den internationale skatteindsats, og sidst, men ikke mindst, at der også lægges pres på lande som USA og Storbritannien.

Målret indsatsen
Storbritannien kontrollerer reelt omkring 50 procent af de jurisdiktioner, der hjælper med at hemmeligholde former, og Delaware i USA betragtes i dag som det sted, hvor det er nemmest at oprette et skuffeselskab. Så uden handling fra de rige stormagter sker der intet.

Kampen mod skattesvindel kræver en mere målrettet indsats herhjemme og et tæt internationalt, politisk samarbejde. Om end en effektiv international løsning sandsynligvis vil være et langt sejt træk, skal Danmark også her kæmpe for handling.

Udfordringerne ved skattely og skattesnyd er så store, at intet kan retfærdiggøre det, hvis endnu et læk, der viser omfanget, alene ender i mere snak. 

---
Kristian Weise er direktør for centrum-venstre-tænketanken Cevea. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00