Cevea: Vil Løkkes regering skabe taber- og vinderhold?

Lars Løkkes nye regering har øjnene stift rettet mod arbejdsmarkedet, når den skal levere på sine målsætninger for de kommende år. 

”Det skal bedre kunne betale sig at arbejde” og ”flere skal i arbejde, og færre skal forsørges at det offentlige”, lyder det i Venstres regeringsgrundlag, der blev præsenteret i weekenden. Venstre har bebudet, at det konkret vil blive eksekveret gennem lavere sociale ydelser som eksempelvis kontanthjælp og en nedsættelse af topskatten.

Begge indgreb vil få betydning for dem, de rammer. Lavere kontanthjælp eller lavere topskat vil, afhængigt af hvem man er, kunne mærkes på pengepungen. Den vil enten blive lettere eller tungere.

Men ingen af delene er effektive økonomiske midler i forhold til det, der er deres hensigt. Lavere kontanthjælp eller dagpenge vil på sigt føre til lavere lønninger. Og dermed vil forskellen mellem de sociale ydelser og laveste lønninger være den samme.

Hvis Løkke får sin politik igennem, vil det blive endnu mere tydeligt, hvem der er på vinderholdet og hvem der er på taberholdet. Den opdeling, som den globale økonomi skubber på for, vil kun blive styrket af den politik, der føres af den nye danske regering. 

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Et kontanthjælpsloft vil ikke virke
I Tyskland har man sænket sit svar på kontanthjælp. Det har betydet lavere lønninger generelt. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har ligeledes vist, at lavere ydelser til grupperne på kanten af arbejdsmarkedet ikke vil have store beskæftigelseseffekter. Til gengæld vil flere risikere at blive fattige, og uligheden i samfundet vil vokse.

Et kontanthjælpsloft vil altså ikke gøre, at det ”bedre kan betale sig at arbejde”. Men som sagt vil det med tiden presse de laveste lønninger ned. Dem, der besætter de job, kan risikere at blive fastholdt i lavtlønssektoren fremfor at bruge det som udgangspunkt for karrieremæssige fremgang.

Der er således ingen garanti for, at et lavtlønsjob er en trappestige til bedre løn- og arbejdsvilkår og en ligeværdig plads på det danske arbejdsmarked. I stedet vil lavtlønsjob fungere som en trædemølle, der fastholder mennesker i dårlige job og fattigdom.

Samtidig er det meget usikkert, om lavere topskat får flere til at arbejde mere. Økonomer vurderer grundlæggende, at nogle vil være motiveret til at arbejde mere, mens andre vil veksle den øgede lønudbetaling til mere fritid. 

Lavere topskat betyder øget ulighed
Den tidligere VK-regering gennemførte skattenedsættelser ad flere omgange i 2000’erne. Hvis lavere skat altid skulle få danskerne til at arbejde mere, burde der kunne ses en effekt i kølvandet af skattereformerne.

Ceveas analyser viser imidlertid, at det stik modsatte skete. Antallet af ugentlige arbejdstimer i gennemsnit pr. beskæftiget dansker faldt stødt fra 35,6 i 2004 til 35 i 2010. Lavere topskat har altså ikke umiddelbart fået danskerne til at arbejde mere. Den eneste sikre konsekvens af lavere topskat er derimod øget ulighed.

Når Lars Løkke på samme tid vil svække det sociale sikkerhedsnet i form af et kontanthjælpsloft og sænke skatten for de rigeste, så øger han forskellene på arbejdsmarkedet markant. Dermed svækker han også det, der er Danmarks styrke; vores sammenhængskraft.

Et delt Danmark
Lars Løkkes Danmark risikerer at blive et væsentlig mere opdelt Danmark. Hvis han får sin politik igennem vil det blive endnu mere tydeligt, hvem der er på vinderholdet, og hvem der er på taberholdet. Den opdeling, som den globale økonomi skubber på for, vil kun blive styrket af den politik, der føres af den nye danske regering. Det er både ærgerligt og direkte usmart. 

Venstre og Dansk Folkeparti har allerede taget først skridt i den retning med den nye integrationsydelse, der ligger under det danske fattigdomsniveau. Spørgsmålet er, om Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl vil basere resten af regeringens politik på, at nogen skal tabe for at andre kan vinde?

---
Kristian Weise er direktør for centrum-venstre-tænketanken Cevea. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.