Charlotte Bircow: Derfor stiller jeg ikke op som Bircow

ANTI-KENDISEFFEKT: Der kommer ikke til at stå Charlotte Bircow på nogen stemmesedler ved det kommende valg. Derimod stiller fitnessikonet op under sit fødenavn Charlotte Næss-Schmidt. Læs hvorfor her.

Når det tidligere fitnessikon Charlotte Bircow stiller op for Liberal Alliance til folketingsvalget, bliver det som Charlotte Næss-Schmidt. 
Når det tidligere fitnessikon Charlotte Bircow stiller op for Liberal Alliance til folketingsvalget, bliver det som Charlotte Næss-Schmidt. Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Cecilie Gormsen

Man kommer til at lede længe og forgæves, hvis man kigger efter navnet Charlotte Bircow på stemmesedlen ved det kommende valg.

For nok stiller fitnessikonet op for Liberal Alliance, men hun gør det under sit mindre kendte fødenavn.

”Jeg har heddet Næss-Schmidt til efternavn de sidste 22 år, og derfor er det naturligt, at det er det, jeg stiller op under,” siger Charlotte Bircow Næss-Schmidt.

Hun har tidligere været gift med Anders Bircow, og selv om hun har haft sit fødenavn siden skilsmissen, har Bircow hængt ved som mellemnavn.

”Jeg har beholdt Bircow, fordi det var det, jeg blev kendt under, og folk snakker jo stadig i dag om 'Bircow og baller af stål'. Men jeg hedder altså Næss-Schmidt."

Glæder sig til Næss-Schmidt
valgplakater såvel som stemmesedler vil der derfor blot stå Charlotte Næss-Schmidt. Og den tidligere fitnessdronning, der nu skriver forfatter, foredragsholder og selvstændigt erhvervsdrivende på sit visitkort, glæder sig til at stille op uden Bircow-navnet.

”Jeg synes faktisk, det er rigtig dejligt at stille op med mit fødenavn og få lov til at trække mig bare en lille smule tilbage fra Bircow-tiden. Jeg er meget stolt af alt det, jeg har gjort gennem tiden, men det er fedt, at der nu starter en ny æra,” siger hun.

Hun peger på, at hun også er glad for at undgå hele kendis-polemikken, der siger, at man har bedre chancer for at blive valgt, hvis man er kendt i forvejen.

”Der har været så meget om problematikken med kendiseffekt. Nu stiller jeg op som Næss-Schmidt, så folk kommer i hvert fald ikke til at stemme på mig, fordi der står Charlotte Bircow på stemmesedlen,” siger hun.

Længere ned af listen
Da kandidaterne på stemmesedlen bliver listet alfabetisk, kommer Charlotte Næss-Schmidt også til at stå længere nede ad listen, end Charlotte Bircow havde gjort. Og det kan forringe chancerne for at blive valgt.

”Det forringer muligvis mine chancer, men jeg er sikker på, at de mennesker, som gerne vil stemme på mig, nok skal finde mig på stemmesedlen og sætte deres kryds der,” siger hun.

”Det er ikke fordi, at folk ikke må kalde mig Bircow, men det er dejligt nu at kunne lægge fitness-tiden bag mig og træde ind i politik. Hvis jeg altså kommer ind,” siger hun.

Tror du, at du kommer ind?

”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har aldrig nogensinde en plan B. Jeg har kun en plan A.”

Valget skal senest afholdes 14. september 2015.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00