Civilsamfundets ABC: Å for Åbenhed

Åbenhed er et eksplicit mål for de fleste fonde og foreninger.

Mange har dog måttet erkende, at åbenhed er en vanskelig forventning at leve op til. Når der opstår uenighed om konkrete sager, forstår journalister og kritikere langt fra altid det samme ved begrebet som kommunikationskonsulenter og bestyrelsesmedlemmer – på trods af den udbredte enighed om, at åbenhed i princippet er et gode.

Berettiget fortrolighed
En præmis for en sådan diskussion må vel at mærke være, at et vist mål af fortrolighed (secretesse) i nogle sammenhænge absolut kan være berettiget.

Når en sag eksempelvis behandles bag lukkede døre i en kommunalbestyrelse eller et bedømmelsesudvalg, behøver det jo ikke være, fordi man skummelt vil skjule noget, som offentligheden burde have kendskab til.

Andre hensyn kan være helt legitime, for eksempel tavshedspligt om personsager eller nødvendigheden af at tale sig frem til et politisk kompromis – uden at forhandlerne risikerer, at baglandet betragter deres repræsentanter som principløse vendekåber.

Nogle institutioner i civilsamfundet bygger netop deres filantropiske ansvarlighed på, at her kan alle trygt henvende sig – uden at blive registreret og underlagt forvaltningslovens offentlighedsbestemmelser eller markedsføringshensyn.

En bølge af gennemsigtighed
Både private og offentlige virksomheder anvender det engelske låneord transparens (gennemsigtighed) som udtryk for løftet om professionel åbenhed.

En sådan gennemsigtighedsnorm har slået igennem med en styrke, så det giver mening at tale om en bølge, der ligefrem giver fysiske udslag. Gennemsigtige huse og balkoner præger bybilledet, hvor der bygges nyt. I arbejdspladsernes åbne kontorlandskaber gøres desperate forsøg på at skærme sig mod indblik ved hjælp af alskens potteplanter og reolindretninger, som arkitekterne næppe havde forudset.

Åbenhed som transparens er blevet noget, man ofte ret uspecificeret bekender sig til, men som det kan falde vanskeligt at leve op til i hverdagen. En risiko er, at idealet om gennemsigtighed bare bliver til noget, man bør bekende sig til, men i øvrigt i praksis kan se bort fra.

Gennemsigtighed med grænser
Det er således vanskeligt at få overblik over forenings- og fondsvirksomhed. Mange af de store donorer – også enkelte, der har ”åbenhed” som skueværdi – har end ikke deres vedtægter liggende frit tilgængeligt på deres hjemmeside.

Hvis en norm om åbenhed som gennemsigtighed på den måde får karakter af et dogme – altså en fast og uovervejet anskuelse, som ikke er åben for tvivl eller diskussion – så kan selve dette åbenhedsmantra paradoksalt nok lukke af for konkrete handlinger i retning af offentlighed, med skepsis og hykleri til følge.

Gennemsigtighedsbølgen har kort sagt endnu ikke resulteret i, at alle aktiviteter i civilsamfundet kan siges at være transparente i den forstand, at alle og enhver uden synderligt besvær kan få adgang til basal information om, hvad forskellige foreninger gør, eller hvad fonde ejer, lægger til side og uddeler til hvilke formål, til hvem og ud fra hvilke kriterier.

Hvilken åbenhed – og hvorfor?
Åbenhed har mange andre (og ofte oversete) betydninger end transparens, så som rummelighed, sandfærdighed, ærlighed, modtagelighed for argumenter og, til syvende og sidst, tvivl og skepsis.

Strategisk set kan der være gode grunde til at koncentrere sig om gennemsigtigheden, der har fået så stor signalværdi. Fordi bekendelser af denne art netop har fået karakter af bekendelser, er det samtidig blevet vanskeligt at få drøftet, hvad der konkret bør være åbenhed om og hvorfor, herunder hvilket forhold der måtte være mellem på den ene side gennemsigtighed, gensidighed og tillid og på den anden side lukkethed, tavshedspligt og fortrolighed.

Det er en forudsætning for åben diskussion af denne art, at vi har et nogenlunde oplyst og fælles grundlag at drøfte modsatrettede hensyn ud fra. Det har i al ubeskedenhed netop været ambitionen med denne Civilsamfundets ABC, der forsøger at henlede opmærksomheden på blinde vinkler, potentialer og historisk arvegods i det sproglige fundament, som en sådan debat nødvendigvis må føres på. Derved lægges op til åben diskussion mellem interessenter med fonde og foreninger i centrale roller.

Skjult og godt
Kommunikation skulle jo efter sigende fremme forståelsen. Men som hovedregel kun, hvis parterne i en sådan åben samtale er bare nogenlunde lydhøre over for synspunkter, der strider mod deres egne.

Hvis vi ser på nogle ekstremer, kan det på den ene side dreje sig om kredse, der fortsat lever efter den gamle maksime om, at ”den, der lever skjult, lever godt.” På den anden finder vi organisationer, der opfatter synliggørelse og profilering som de højeste former for åbenhed.

Det ægte møde må finde sted på midtbanen, hvor man kan forfægte sit synspunkt med åben pande og forlange, at andre slår ørerne ud. Måske kan det så oven i købet føre til, at nogle lukkede døre åbnes.

Men garantier gives ikke. Det må stå tilbage som et af ABC’ens mange åbne spørgsmål.

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.