Civilsamfundets ABC: F for Fællesskabelse

I de fleste lande – også i Danmark – havde vi tidligere ret store fællesarealer, hvor lokale bønder kunne lade deres kreaturer græsse frit mellem hinanden. Det var her på overdrevet, at man ”mistede ævred” (som det hedder på gammel dansk): På fælleden var der hverken indhegninger eller grænsebomme. Alle kunne være med, og det gav kun undtagelsesvist anledning til spektakulære konflikter, for eksempel et veritabelt slag på Københavns fælled 5. maj 1872.

Alligevel har økologer med amerikaneren Garrett Hardin i spidsen advaret mod uheldige bivirkninger ved uregulerede fællesskaber. Under overskriften ”the Tragedy of the Commons”, der blev publiceret i det magiske år 1968, understregede Hardin, at fri afbenyttelse af fælles goder fordrer en meget høj grad af civiliseret selvkontrol. Ellers risikerer man at misligholde de knappe ressourcer. Det enkelte menneske tænker i udgangspunktet kun på egne særinteresser, hævder Hardin. Hvis alle og enhver på den måde har ret til at gå egensindigt til værks, ender det alt for ofte med, at selve grundlaget for fællesskabet går i opløsning.

Markedskræfterne er løsningen
Det gælder ikke kun til lands og til vands. Her i det 21. århundrede knyttes Hardins bekymring også til andre former for open source, for eksempel internettet, hvor den lige og frie adgang nu også medfører spam og terrorisme i cyberspace.

Hardins tilhængere ser de liberale markedskræfter som løsningen på fællesskabets tragedie. Når der indføres indhegninger og dertil hørende prismekanismer, regulerer udbud og efterspørgsel sig selv, hævdes det.

Den tredje vej
Det vil mange herhjemme sikkert anse for et typisk amerikansk synspunkt. For de fleste danskere vil det forekomme mere nærliggende at bede stat og kommune regulere de fælles anliggender. Men flere og flere verden over mener efterhånden, at der må findes en tredje vej, der hverken overlader fællesskabet til markedskræfterne eller til dem, der bestyrer skatteborgernes penge.

De fleste vil gerne samarbejde
En af dem, der har argumenteret mest overbevisende for en sådan er den svensk-amerikanske samfundsforsker Elinor Ostrom, der i 2009 modtog nobelprisen i økonomi for sin forskning i fænomenet social kapital. Det vil sige frivilligt samarbejde uden nedskrevne regler baseret på gensidig tillid.

Hun har med studier af forvaltningen af fælles goder, bl.a. i havmiljøet, påvist, at de fleste mennesker faktisk gerne vil samarbejde til fælles bedste. Men kun hvis de også oplever, at andre også gerne vil medvirke til at styrke almenvellet.

Fællesskabelse er ikke samskabelse
Civile netværk kan altså ikke betragtes som noget en gang for alle givet fællesskab. Det er noget, vi, ifølge Ostrom og andre, der forsker i social kapital, hele tiden må skabe sammen med hinanden. Det kræver oplysning og aktiv deltagelse.

Fællesskabelse kan ikke reduceres til det, der på nudansk hedder ”samskabelse” – et hurra-ord, der p.t. hærger danske kommuner. I praksis betyder det som regel blot, at embedsværket og de folkevalgte da gerne vil have borgere og brugere af offentlige ydelser til frivilligt at gøre mere af det, kommunen ikke længere har råd til at betale professionelle for.

Frivillighed kan knyttes til det oldnordiske verbum ”at vælge”. At gøre noget af fri vilje forudsætter ikke kun, at man er i stand til at handle, men indebærer også, at man vil noget. I samfundsmæssige forhold, der hviler på både gensidighed og frihed, er det svært at undgå, at nogle medlemmer er uvillige til at deltage i fællesskabende aktiviteter med almennyttige formål.

De uansvarlige individualister
Disse u-frivillige vælger at handle ud fra den rolle, som velfærdsøkonomer kalder uansvarlige individualister (free riders). Ikke kun fordi de ikke gider, men også fordi de ikke er blevet direkte opfordret til det – og heller ikke ved, hvad foreningsfællesskab indebærer i praksis.

Sådanne fribyttere nyder gerne frugterne af den sociale kapital, som er genereret gennem for eksempel foreningsliv og hjælp til selvhjælp, men benytter frivilligheden til at slippe for selv at yde noget til fællesskabet.

Ret og pligt
Idealer om fællesskabelse fungerer på en bund af uformel, kollektiv disciplinering og sættes igennem ved hjælp af blød magtudøvelse. Fællesskabet forudsætter, at den enkelte ikke blot kræver sin ret, men også gør sin pligt. En af de helt store aktuelle udfordringer verden over er derfor, hvordan forestillinger om frivillige fællesskaber (af nogle betegnet som ”deleøkonomi”) kan og bør påvirke den videre udvikling af civilsamfundet i krydsfeltet mellem stat og marked.

Se også: civilsamfund, gensidighed og frivillighed