Civilsamfundets ABC: M for Masse

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til M for Masse.

Gitte MeyerAnker Brink Lund

Masser og eliter dukker hele tiden op i aktuelle samfundsdebatter, men er svære at få på plads i forhold til ideer om civilsamfundet. Er det civile samfund befolket af masserne eller tværtom af eliterne? Eller er det snarere hverken-eller?

Det er karakterisk for massebegrebet, at det ikke rigtigt kan klare sig på egen hånd, men optræder sammen med en ofte uudtalt modforestilling om eliter.

En klump dej
For at kunne tale om masserne, må der må være nogen, som mener og menes at stå udenfor eller være hævet over dem i en position, hvorfra de kan få øje på selvsamme masser og måske tilmed få mulighed for at massere eller ælte dem.

Den uundværlige Ordbog over det danske Sprog fortæller, at ordet masse kommer fra det latinske massa, der betyder en klump, og som igen kommer fra det græske maza, der blandt andet betyder dej.

Marcipan har samme rod som masse. Det samme gælder, fortæller andre ordbøger, det tyske verbum machen, det engelske to make og det danske at mage.

De kan betegne en operation, hvor noget gives en bestemt form, såsom en masse der i udgangspunktet er en formløs, kompakt substans.

I overført betydning kan ordet masse henvise til en helhed, hvis enkelte dele ikke kan skelnes fra hinanden. Netop dette gælder forestillinger om anonyme massemennesker.

Surdejen og fløden
En engelsk ordbog slår fast, at betegnelsen på engelsk blev overtaget fra fransk og taget i anvendelse i 1836 som et samleord for 'de almindelige mennesker'.

Formentlig i forlængelse af denne sprogbrug tolkes massebegrebet ofte rent kvantitativt. Massen eller masserne bliver slet og ret til de mange, de fleste.

Det kan få en positiv ladning og blive til 'folket', som dog i så fald kun eksisterer i kraft af, at nogle netop ikke regnes med i folket, ikke anses for almindelige i betydningen anonyme, ikke menes gjort af samme surdej.

Disse andre er så eliten eller eliterne, som per definition er tyndt befolkede: At være medlem af en elite vil sige at høre til de udsøgte, at være blomsten eller fløden af noget – begge dele tillagt særligt høj kvalitet og hjemmehørende i toppen – men til forskel fra det ældre begreb om aristokrati ikke i princippet knyttet til bestemte slægter.

Massen er let at forme
Kvalitative tolkninger af massebegrebet knytter gerne an til en bestemt mennesketype – massemennesket – der ikke nødvendigvis opfattes som den mest almindelige.

I hvert fald siden den franske sociolog Gustave le Bon (1841-1931) i 1895 udgav sin Psychologie des foules, der regnes for et grundlæggende massepsykologisk studie, har de egenskaber, der tillægges denne mennesketype, været konstante.

Massemennesker anses – i pagt, faktisk, med ordets rødder – for at være lette at forme og manipulere. Dette forbindes gerne med forestillede egenskaber såsom snæversyn, følelsesbetonethed, frygtsomhed samt fravær af intellektuelle evner og tilbøjeligheder, gerne koblet med en vis snuhed.

Det hele kan samles på ny i en ide om svag personlighed eller, om man vil, anonymitet – navnløshed. Populistiske appeller til denne mennesketype tager afsæt i forestillinger, der kan være selvopfyldende, om, at sådan er 'folket' faktisk.

Gustave le Bon blev aldrig rigtig enig med sig selv om, hvorvidt og hvordan han ville skelne mellem 'flokken' og 'massen', men synes at have knyttet egenskaber som de ovennævnte til de fleste eller alle mennesker, så såre de var forsamlede.

Den jødisk-tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt (1906-75) havde i stedet et godt øje til, hvad man vel i dag vil kalde middelklasseværdier om social opstigning. Hun fik øje på mennesketypen i det unge borgerlige samfunds bedre selskab og gjorde gældende, at de første massemennesker i så ringe grad udgjorde en masse i kvantitativ forstand, at de tilmed kunne bilde sig ind at udgøre en elite.

Civilsamfundet er ingen masse
Masserne går igen i massevis af sammensatte ord, som – fordi tolkningsmulighederne er så mange og vidt forskellige – vækker tilsvarende forskellige reaktioner. Massebevægelse, massedemokrati, massemedier, masseoffentlighed og masseuniversiteter er nogle få eksempler på sådanne sammensætninger, som det både er muligt at elske og at elske at hade.

Men selvom tolkningsmulighederne er mange og kan være modsatrettede, er de ikke uendelige. Eksempelvis kan det civile samfund ikke opfattes som en massebevægelse. Det ville ikke give mening, fordi det civile samfund er karakteriseret ved mange forskellige grupper, standpunkter og aktiviteter. Og hvor der er sådan forskellighed, er der ingen anonymitet.

Omvendt kan det dårligt hævdes, at det må være eliterne, der sidder på det civile samfund: Resultatet ville blive en elite af en så betragtelig størrelse, at den i kvantitativ forstand ville udgøre en masse.

Der er nok af tolkningsmæssige udfordringer at tage fat på for de grupper som aktuelt, befordret af den informationsteknologiske udvikling, drives af en fornyet fascination af masse, flok og anonymitet. Og som i øvrigt via fænomenet crowd funding ikke desto mindre har etableret en forbindelse til aktiviteter i det civile samfund.


Se også Civilsamfund; Zoon politicon

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00