Claus Hjort: Vi nærmer os en aftale

FORHANDLINGER: KL og regeringen nærmer sig hinanden i forhandlingerne om kommunernes budget i 2016, fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen. 

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Cecilie Gormsen

En aftale om kommunernes budget for næste år mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) nærmer sig. Det fortæller Claus Hjort Frederiksen (V). 

"Status er, at vi mødes lidt senere, forhåbentlig inden klokken 12, for at finde en endelig afklaring. Og jeg regner med, at vi kommer frem til en endelig afklaring," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

Han fortæller samtidig, at parterne nærmer sig hinanden. 

KL og finansminister Claus Hjort Frederiksen mødtes også to gange torsdag, og parterne sluttede først forhandlingerne klokken 2 natten til fredag. Her lykkedes det ikke parterne at blive enige. Et af stridspunkterne er det såkaldte omprioriteringsbidrag i regeringsgrundlaget.

Her står der, at kommunerne skal indføre et omprioriteringsbidrag på en procent i budgetterne for 2016 svarende til en besparelse på 2,5 milliarder kroner om året.

Torsdag lød meldingen fra KL-formand Martin Damm (V), at det vil få store konsekvenser, hvis omprioriteringsbidraget bliver til virkelighed. Kommunerne effektiviserer allerede alt, hvad de kan, lød det.

"At det ligner minusvækst, skal man ikke være matematikprofessor for at kunne se. Jeg har ikke hørt nogen i valgkampen sige, at det var det, man gik til valg på," sagde han og kaldte forløbet og regeringens udmeldinger for tumultariske.

"Skal vi aflevere alle pengene til staten som en strafbod til helt andre formål som for eksempel skattelettelser, kan vi ikke være med," sagde han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00