Connie Hedegaard får plads i Folkemødets nye bestyrelse

FOLKEMØDET: Folkemødet er nu officielt flyttet fra Bornholms Regionskommune og over i en forening. Samtidig er foreningens nye bestyrelse udpeget – se den her.

Foto: Nikolai Linares/Scanpix
Cecilie Gormsen

Tidligere EU-kommissær og minister Connie Hedegaard kommer til at stå i spidsen for Folkemødet, når arrangementet senere på året bliver flyttet fra Bornholms Regionskommune og over i en forening.

Torsdag godkendte kommunen nemlig stiftelsen af Foreningen Folkemødet og foreningens nye bestyrelse, som Connie Hedegaard bliver en del af. Folkemødet flytter først over i foreningens hænder til efteråret, men allerede nu glæder Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, sig over godkendelsen.

”Som det er i dag, hvor Folkemødet er en del af Bornholms Regionskommune, må festivalen ikke generere indtægter til at dække de stigende udgifter, der er forbundet med driften og udviklingen af Folkemødet,” siger Winni Grosbøll.

LÆS OGSÅ: Folkemødet flytter hjemmefra

Hun peger på, at ved at flytte Folkemødet over i en forening kan man skabe nogle mere fleksible rammer, der bedre opfylder de krav, der stilles til Folkemødet i dag.

”Med Foreningen Folkemødet kan vi skabe en langt mere bæredygtig økonomi og styrke udviklingen af Folkemødet i de næste mange år, og jeg er utrolig glad for, at så gode folk har stillet sig til rådighed til at være med i denne udvikling,” siger Winni Grosbøll.

I den nye bestyrelse sidder udover Connie Hedegaard også:

  • Bruno Månsson, advokat og indehaver af Paragraf Plus
  • Mikkel Marschall, kok samt ejer og stifter af Marschall Food Event og Sol over Gudhjem
  • Michael Valentin, adm. direktør for Akademikernes A-kasse.
  • Vibe Klarup Voetmann, formand for regeringens Frivilligråd og rådgiver for Sønderborg Kommune.
  • Winni Grosbøll, Bornholms Borgmester og formand for Folkemødets styregruppe.

Festivalleder Jette Lykke glæder sig over den nye bestyrelse og peger på, at den kan bidrage til fremtidssikre Folkemødet.

”Kommunalbestyrelsen har udpeget en fagligt meget stærk bestyrelse, som vil kunne tilføre Folkemødet en række vigtige kompetencer på frivilligområdet, det økonomiske, politiske, juridiske og organisatoriske område,” siger hun.

Sekretariatet for den nye forening kommer til at ligge i Allinge, hvor det også er tanken, at den skal lave forskellige arrangementer på folkemødefredage spredt ud over året.

Ændringerne får dog ingen betydning for Folkemødet 2016, men træder først i kraft efter sommer.

*Det fremgik tidligere af artiklen, at Connie Hedegaard bliver formand for Folkemødets nye bestyrelse. Dette er ikke korrekt, da bestyrelsen ikke har konstitueret sig endnu og dermed heller ikke har valgt en formand. Vi beklager fejlen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00