Cordua: Året, der gik i blå blok

KLUMME: Lars Løkke ligger fortsat underdrejet, og Dansk Folkeparti har taget flere dybe slag i det politiske år. Samtidig har den nye regering været en vitaminindsprøjtning for både LA og K, skriver Jarl Cordua.

Året i dansk politik er ved at rinde ud, og medmindre julefreden bliver brudt med spektakulære nyheder, så er tiden kommet, hvor vi kan gøre regnebrættet for 2016 op for de enkelte partier.

Vi lægger ud med regeringspartiet Venstre, der for nogle uger siden måtte sluge en uforudset regeringsudvidelse, hvor en række Løkke-støtter måtte se sig degraderet i regeringen, eller sendt helt ud i mørket.

Det har ikke styrket statsminister Lars Løkke Rasmussen i Venstre, at hans hird er skrumpet ind og at han har trukket hårdt på kontoen for goodwill blandt sine egne. Nok snarere tværtimod. Til gengæld har han købt sig et par år mere som statsminister ved at udvide regeringen med Liberal Alliance og Konservative.

Internt i Venstre har den nye finansminister og V-næstformand Kristian Jensen bragt sig afgørende i front med hensyn til at blive partiets næste leder, hvis Løkke taber næste valg. Der findes tilsyneladende ingen åbenlys potentiel modkandidat til Kristian Jensen, som dog ikke alle i Venstre anser som nogen stor politisk begavelse. 

Man taler om, at den er gal med Jensens politiske boldøje. Det får han mange muligheder for at modbevise – ikke mindst i mødet med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, som har ladet sive, at han ikke hører til blandt V-næstformandens største fans. Det er i øvrigt begrundelsen for, at forgængeren på finansministerposten, nuværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen – meget usædvanligt for ministerposten – sidder med i regeringens K-udvalg, fordi han af alle anses som DF's bedste ven i regeringen.

Regeringsudvidelsen fik i øvrigt nogle kraftige efterdønninger, da tidligere kulturminister Bertel Haarder ret så opsigtvækkende trak sig som kandidat til posten som generalkonsul i Flensborg med egen embedsbolig, der lyder navnet Schöneck. Den bebos indtil videre af en tidligere historiker, der har forsket i grænseregionen og nyder stor respekt og anderkendelse blandt det danske mindretal i Sydslesvig, som han har knyttet bånd til igennem 18 år.

Generalkonsulen blev fyret af regeringen, der har en plan om at lade flere politikere besætte visse ambassadørstillinger. Generalkonsulen havde imidlertid ikke tænkt sig at gå af i stilhed, da han lod sig interviewe og i diplomatiske vendinger lod omverdenen forstå, at det bestemt ikke var med hans gode vilje, at eventyret sluttede.

Det mobiliserede tilsyneladende hans bagland i Sydslesvig, og en kampagne for generalkonsulen i Flensborg Avis nåede tilsyneladende Haarders ører, der vist fortsat var bitter over at skulle forlade kulturministerposten, og fik ham til at trække sig. Det har så kanoniseret Haarder langt ud over de borgerliges rækker som en helt usædvanlig uselvisk ”hædersmand” i dansk politik.

Det er næppe synspunktet hos Løkke og blandt andre kolleger i Venstre, hvor synspunktet snarere er, at Venstre-veteranen er en utaknemmelig krukke, der lader følelserne løbe af med sig. Her havde man anstrengt sig for at give manden en fin retrætepost, og så laver han ballade. Nu skylder man ikke Haarder mere.

Det spændende bliver, om Haarder vil lave yderligere ballade i fremtiden? Det kunne jo være, at han fandt på at stille op som Folketingets Formand til oktober næste år? Oppositionen ville formentlig kunne samles om, måske endda nyde, at stemme på Haarder for at blive fri for Pia Kjærsgaard?

Hvis Haarder stemmer på sig selv, så skulle der være mulighed for det. Men måske har Løkke snor i den nyvalgte formand for Grønlandsudvalget Aleqa Hammond, der har brudt alle båndene til rød blok med sin seneste aftale med regeringen om ikke bringe den i mindretal i sager, der ikke omhandler Grønland. Hvis det lykkes at vælge Haarder, trods alle odds, så vil det være et nederlag for DF, hvilket yderligere vil forværre forholdet mellem DF og Venstre.

Venstre som parti klarer sig ikke alt for godt i meningsmålingerne, hvor man generelt ligger et par procent under det elendige valgresultat i 2015. Løkkes folkelige popularitet endsige troværdighed skraber fortsat i bunden. Skaderne er tilsyneladende uoprettelige. At 2025-planen måtte skrottes undervejs var også et synligt nederlag for Løkke.

Det er ikke til at komme uden om, at 2016 alt i alt har været et fremragende år for Liberal Alliance alene fordi det er lykkedes at komme i regering.

Prisen for det har været en del ”kamelslugning”, hvor partiet pludselig har skullet acceptere store dele af Venstre og Konservatives politik som del af regeringsgrundlaget. Det kunne nok gå, hvis bare man selv havde lige så stor indflydelse på den førte politik.

Desværre er virkeligheden sådan, at VK's mærkesager mere ligner politik, der kan gennemføres med politiske flertal, mens LA's mærkesager ikke kan. Det sidste er næppe gået op for LA's vælgerbase, der stadig lider af den vildfarelse, at hvis politik står i et regeringsgrundlag, så er det det samme som at det bliver til virkelighed.

Mange LA'ere evner ikke eller nægter simpelthen at anerkende den ret simple præmis, at forskellen på at ”lege politik” og ”lave politik” er 90 mandater.

Indtil videre har LA dog evnet at omstille sig fra protestparti til regeringsdueligt reformparti. Spørgsmålet er dog, om vælgerne køber synspunktet om, at LA i regeringen og LA som parlamentarisk parti er to forskellige ting, hvor man kan have vidt forskellige holdninger?

Med det forkætrede og omdiskuterede ”uddannelsesloft”, som regeringen vedtog med DF og S, har man set, at LA's uddannelsesordfører Henrik Dahl har lagt afstand til forslaget og nægtet at argumentere for det, selv om han fandt den grønne knap i mandags.

En anden LA'er, Joachim B. Olsen, har på Facebook postet kritik af det samme forslag, som hans parti altså stemmer for. Det er formentlig en smagsprøve på, hvordan LA vil forsøge at lægge afstand til politik, som ikke er groet i deres have. Spørgsmålet er, hvor loyalt regeringspartnerne synes, at denne ageren er?

LA må nok også regne med, at der blev trukket hårdt på troværdighedskontoen, når man i over et halvt år bildte befolkningen ind, at forskellen mellem fiasko og succes i dansk politik handler om, hvorvidt topskatten skulle sænkes med fem procent – hele vejen op – eller ej.

Fik LA ikke denne ”værdipolitiske” indrømmelse, så trak man i faldlemmen for V-regeringen, bedyrede man over for alle, der hørte på dem. Dramaet udeblev som bekendt, og det hele endte med at Anders Samuelsen meget overraskende blev ny udenrigsminister. I dagene herefter forsøgte LA sig med fantasifulde forklaringer som at ”der havde været holdt folketingsvalg med det samme resultat” og at ”V-regeringen var faldet”.

Tilbage står, at det politiske Danmark én gang for alle er holdt op med at tro på LA-toppens ”historier fra de varme lande” om sikre stålsatte øjne, om de mange ydede ofre med forsømte familieliv, der skulle til for at nå sine mål om lavere topskat og alle de andre fantasifulde forklaringer om, hvad LA har af mål og midler.

Til gengæld er LA blevet afsløret i at være ligesom alle mulige andre partier. Man går efter magten, når man kan, men undervejs har LA så lavet en opvisning i, at de er villige til at bruge nogle usædvanlige virkemidler for at opnå den. Men de skal nok hellere finde på noget nyt. For trusler om at vælte regeringer og deslige, skal Samuelsen og co. næste gang længere ud på landet med.

2016 har været et turbulent år for Konservative, der dog endte godt, da Søren Pape Poulsen og co. kom i regering. Det har stivet selvtilliden af, selvom ansvaret som ny justitsminister i en tid med terror og uro blandt de kriminelle må tynge.

Det konservative bagland har taget godt imod at K nu er gået i regering. K er steget en smule i de ellers meget lave meningsmålingstal, men der er ikke lang tid til kommunalvalget næste år, hvor Konservative formentlig må belave sig på en ordentlig kindhest fra vælgerne, hvis ikke der snart sker noget.

Foråret for K blev noget tumultarisk, da uenighed om landbrugspakken med Venstre endte med daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang fra regeringen. Det skabte en krise i forhold til Venstre og de øvrige partier i blå blok, der entydigt lagde ansvaret for krisen på Papes bord.

Hos Konservative mener man, at Eva Kjer Hansen og Venstre selv må tage skylden for balladen, og partiet fik opbakning i pressen af blandt andre Berlingske, der sandsynliggjorde, at tal for udledningen af kvælstof ikke holdt for en kritisk analyse hos anerkendte forskere på området. Det er dog svært at se, at det var en sag, som K kapitaliserede på hos vælgerne, der næppe alle helt forstod detaljerne i sagen.

Trangen til at skærpe profilen smittede også af i sagen om indkøb af nye kampfly, hvor det i øvrigt igen var den samme mand som i kvælstofsagen, Rasmus Jarlov, der var ordfører. Meget usædvanligt for partiet endte Konservative at stå uden for forsvarsforliget. Altså indtil K kom i regering, hvor man så tilsluttede sig forliget.

Jarlov er en politiker, som ligesom man ser det hos LA, vil gå til grænserne for at markere konservative særstandpunkter. For eksempel rejser han rundt på Facebook med et synspunkt om, at grænserne skal lukkes med det samme for alle flygtninge.

Det går dog stik imod hans egen regerings politik, men det er et synspunkt, der deles af iøjnefaldende dele af det konservative bagland, der ellers har måttet aflevere sin yderste højrefløj til opkomlingene i Nye Borgerlige, hvor EU-modstanden er endnu mere tydelig. Alle journalister bør dog følge godt med i særmeldingerne fra Jarlov.

Yderligere kan K glæde sig over tilgangen af tre nye folk til folketingsgruppen, der træder til som suppleanter for de tre, der er blevet ministre. Det er en tiltrængt vitaminindsprøjtning for det trængte parti, der henset til den lave vælgeropbakning ligger i permanent overlevelseskamp.

For de ellers så sejrvante folk i Dansk Folkeparti har 2016 uden sammenligning været det værste år siden partiet stiftelse tilbage i 1995. For nyligt døde et af partiets koryfæer, tidligere MEP m.m. Mogens Camre, som især i partiets start var med til at give DF en europapolitisk profil. Camre kammede dog tit over i besynderlige udtalelser, som partiledelsen i de senere år måtte lægge afstand til, og Camres rolle i partiet var til sidst udspillet.

Camre var dog mentor for et af partiets største navne Morten Messerschmidt, hvis politiske stjerne i det forløbne år brændte næsten helt ud, da Meld- og Feld-sagen om EU-penge, der tilsyneladende ikke var brugt helt efter bogen, eksploderede og lagde EU-politikeren helt ned.

Han er nu sygemeldt på tredje måned, mens EU's svindelkontor og bagmandspolitiet endevender sagen. Spørgsmålet har i øvrigt hele tiden været, i hvor høj grad Kristian Thulesen Dahl har været blandet ind i sagen. Det står dog fast, at EU-penge er blevet brugt til at finansiere gruppemøder og valgkampsaktiviteter, hvor DF selv – hjulpet på vej af avisskriverierne – har forsøgt at betale pengene tilbage.

Forløbet viste en DF top i panik, hvor man holdt Messerschmidt ud i strakt arm og fjernede ham fra topledelsen. I målingerne har DF tabt omtrent en fjerdel af de vælgere, som man fik ved valget sidste år. Andre målinger viser dog, at vælgerne stadig anser Thulesen Dahl for at være blandt de mest troværdige politikere – i et felt, hvor partiledernes troværdighed i forvejen er noget vingeskudt.

Troværdigheden led dog også et knæk, da Thulesen Dahl måtte indrømme, at hans ”garanti” om at anbefale en ny folkeafstemning kun om Europol, ikke var noget værd. Han havde ”taget munden for fuld”, som det hed.

Senest har DF's EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth brilleret med et fejlskud af de værre, da han på tv kom til at anbefale EU's grænseværn at skyde mod bådflygtninge på vej over Middelhavet. Det fejlskud fik han selv lov at tage afstand fra, og hans irriterede formands udtalte misbilligelse var ikke til at tage fejl af.

Det er ellers en DF-specialitet at sige mærkværdige ting, der får brænde til at falde ned. Salig Camre var en mester i disciplinen, selv til det allersidste, men hvor de gamle faldt, er der jo ny overalt. På DF's landsmøde fik vi en prøve på det af den landsmødedelegerede Cheanne Nielsen, der bestemt mente at vide, at udlændinge (uden undtagelse måtte man forstå) svindler, dræber, stjæler og voldtager – til højlydt bifald fra DF's medlemmer og organisation.

Ved samme lejlighed fik en sjældent kæphøj Thulesen Dahl spurgt medlemmerne om de var klar til valg? Det var de da henset til meningsmålingerne, som i september stod i zenith. Så kom Messerschmidt-sagen, hvorefter opbakningen var i frit fald.

På det tidspunkt lagde Thulesen Dahl arm med Samuelsen om regeringens fremtid, hvor DF nægtede at give sig på topskatten. Nu er LA kommet i regering, men fremturer fortsat med liberal politik, som er DF inderligt imod.

Det er på skatteområdet, men også på områder som taxi-lovgivningen, hvor en LA'er, transportminister Ole Birk Olesen, skal overtale DF-transportordfører Kim Christiansen til liberaliseringer.

I kampen for at profilere LA skærpes tonen overfor DF’erne, og den tenderer det nedladende. Til det er bare at sige, at det tidligere har vist sig at være en rigtig dårlig taktik, fordi DF har det med at gå i baglås og hæve prisen for deres stemmer. Med andre ord er kimen lagt til yderligere bråvallaslag mellem DF og LA – ja og alle andre, som DF har set sig sure på. Vi ved, at DF's foragt for Konservative altid har været stor.

Til gengæld er Liberal Alliance nok dem, der indtil videre har været mindst bekymret over at skulle levere indrømmelser på udlændingeområdet, som jo er den politiske valuta, som DF helst handler i.

Man er også fælles om afsky/despekten for EU's institutioner, som i øvrigt også deles af en del konservative. Spørgsmålet er, om LA's holdninger på det område ændrer sig med udenrigsminister Anders Samuelsen, som indtil videre både ligner og lyder som forgængerne på posten. Bliver det med Anders Samuelsen som minister, at Danmark bryder med konventionerne på en lang række områder? For sker det, så ligger vejen åben for politiske studehandler med DF.

Spørgsmålet er så, om Samuelsen er klar til at stå imod den forudsigelige bølge af udenlandsk kritik og fra kollegerne i EU mod den danske regering, hvis eller når det sker? Vi får se.

Året har vist, at Kristian Thulesen Dahl stadig er i vildrede om, hvorvidt DF er et parti, der vil være et rigtigt parti og tage ansvar og på et tidspunkt indgå i en regering, eller om det vil være protestparti.

Messerschmidt-sagen har nok nødvendiggjort, at man er faldet mere tilbage i rollen som protestparti, hvor der skal repareres på den tabte tillid.

Det har også været et år, hvor DF har forsøgt at dyrke fantom-alliancen med Socialdemokratiet samtidig med at man er støtteparti til regeringen. Det fører til, at man nogle gange står skulder ved skulder med S i kritikken af regeringen som det sker blandt andet i sagen om politiskolen.

DF har på den anden side også vist sig langt mere forligsvillige i forhold til regeringen, så snart S er med på vognen. Denne luren på hinanden bliver spændende at følge i det kommende år. Målingerne kan i al fald tyde på, at det er DF, som har tabt afgørende vælgere til S – vælgere, der dermed er vandret fra blå til rød blok.

Alle læserne ønskes en rigtig god jul!

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: DF-magi og endnu en folkeafstemning om Europol? Cordua: DF-magi og endnu en folkeafstemning om Europol? Næste artikel Cordua: Året, der gik i rød blok Cordua: Året, der gik i rød blok
  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Jensens boldøje

    Det er muligvis galt med Kristian Jensens politiske boldøje, men værre for partiet og især landet er, at det er helt galt med hans økonomiske boldøje. Som skatteminister gennemførte han det ejendomsskattestop, som mere end noget andet har bidraget til, at Danmark var det land i Nordeuropa, der ramtes hårdest af den globale boligboble og dermed finanskrisen. "Danmark blev Nordeuropas Spanien", som Paul Krugman sagde. Jensen er ideolog og vil afskaffe ejendomsskatter. Han har ikke fattet en brik af de mange rapporter, leveret af Det Økonomiske Råd, Nationalbanken, OECD, IMF og EU´s økonomer, der alle som en anbefaler højere løbende ejendomsskatter og tilsvarende lavere skat på arbejde. Jensen har ikke forstået - modsat økonomerne - hvad der gik galt for Fogh-regeringen, og nu sidder han som Danmarks finansminister og ser uforstående på den boligboble, der er ved at trække op. Det er ildevarslende for regeringen og - hvad værre er - for landet.

  • Anmeld

    Henrik V Blunck

    Ville være politisk kamikaze at melde sig som kandidat mod KJ nu

    Det ville være politisk kamikaze at melde sig som kandidat mod Kristian Jensen nu. Det må være Jarl Cordua ganske bekendt, at Lars Løkke tromler enhver der udfordrer ham som formand. Der er helt andre faktorer i spil, som gør at LLR spiller gode miner til slet spil ved at lade KJ indtræde som finansminister.
    Det er ikke så lang tid siden at kommentatorerne stod i kø for at overbevise om, at Søren Gade var et godt bud. Han har skuffet fælt siden han kom ind i Folketinget igen, og to rigtig gode bud på kvindelige formænd kunne være enten Sophie Løhde eller Inger Støjberg, og på mandesiden ville Jan E Jørgensen være et stærkt kort. Han virker ligefrem positivt også på vælgere som ikke stemmer på Venstre, og det er sørme længe siden Venstre har kunne appellere til folk der ikke var deres kernevælgere.
    Det ville klæde en erfaren herre som JC at tage alle faktorer med. Det kan godt være man kan slippe afsted med overfladiske analyser på Presselogen, men i en artikel på Altinget må der godt være kød på artiklen.
    Glædelig jul til alle. :-)

  • Anmeld

    Helle Walther

    Der er ikke julegaver til nogen i vlak

    Det er da en grumme forsamling. Jeg er ikke imponeret. Og JC, du siger et par år, nej Max ,1.5, og det holder ej heller. De har jo ikke leveret noget, men udsat og udsat. Skaffet 2300 arbejdspladserne på 1,6 år,
    Jeg synes Løkkes perioder har været under alle kritik, det er ord ord ord, hensigter og retning. I samråd i dag med den minister han mener er Folketingets dygtigste på området hun har fået, nu er hun slet ikke medlem af omtalte ting, men sjældent har jeg oplevet et mere inkompetent samråd. Oplæsning af svar som anden gav hende i hånden. Jeg har aldrig op!evet noget sådan hos andre i samråd.
    Og de studehandler han Løkke har indgået med bl.a Hammond. Sådan en person kan man ikke have respekt for

  • Anmeld

    Helle Walther

    Hvad skal man dog høre på

    Den ny udenrigsminister sammenligner sig selv med Uffe Ellemann. Men med rygrad som en regneorm, og med" jeg har et standpunkt til jeg tager et nyt" som nærmest motto,, er det da en fornærmelse ud over alle grænser mod UE.
    Herudover, er det jo ikke AS egne forherligelse af egen person som skal tegne Danmark ud ad til, det er et flertal i folketinget.. Af dygtige udenrigsministre, har vi Per Stieg, Lykketoft, Lidegård og Ellemann, i nyere tid.
    Og at tro, vi skal have borgerlig regering i mange år, er da et fata morgana der vil noget.