Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Alternativet, DF-vælgerne og Løkke er jokerne

KLUMME: Valgkampen er i gang. Alt tyder på, at Lars Løkke får comeback som statsminister. Men Thorning kan stadig nå at overraske. Jarl Cordua udpeger valgets jokere. 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har udskrevet valg til afholdelse 18. juni. 
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har udskrevet valg til afholdelse 18. juni. Foto: Nikolai Linares/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgbasunen har gjaldet!

Ræset mod de magiske 90 mandater er i gang! Og nu er det, at klichéen om, at valget bliver åh så spændende som aldrig før, skal lyde. Her bør jeg dog lige kaste et nøgternt blik på meningsmålingerne. Kendsgerningen er, at der ikke i år har vist sig en eneste meningsmåling, der viser bare skyggen af rødt flertal. Der er enkelte målinger, der har været i nærheden af 3-4 procent forskel, men det generelle billede er, at blå blok fører – og fører pænt. Derfor vil min prognose være, at Lars Løkke Rasmussen får et comeback som statsminister.

Men hvor sikker er jeg så på det? Ikke 100 pct. Naturligvis har Helle Thorning-Schmidt en chance for at få fire år mere i hjørneværelset i Christiansborgs vestfløj. Man har altid en chance, og det har hun selvfølgelig også.

Alternativet skal vælges ind
Hvordan skal tingene så flaske sig for, at Thorning leverer overraskelsen og alligevel vinder på målstregen?

Først og fremmest SKAL partiet Alternativet indvælges i Folketinget. Sker det ikke, så kan man glemme ALT om et flertal i rød blok. Problemet er imidlertid, at Alternativet i de fleste målinger slet ikke kommer i Folketinget, hvilket så vil resultere i et katastrofalt stemmespild for rød blok.

Der er dog flere målinger – omend behæftet med stor usikkerhed -  der viser, at Uffe Elbæks tropper klarer pynten, men med lille margin. Alt andet lige vil dette gøre partiet meget interessant – også for medierne – i løbet af valgkampen. Alt, hvad de siger og gør – navnlig af dumme ting - vil blive eksponeret og vurderet. Det stiller krav om selvdisciplin, som jeg synes, at partiet endnu ikke helt har levet op til efter flere pinlige fejlskud. Omvendt er det nu tydeligt, at regeringen og venstrefløjen har indset, at Alternativets mandater er nødvendige, hvorfor Elbæk og Co. er fredet i klasse A under valgkampen.

Flere bilag?
Det er nødvendigt, at vælgerne – især dem, der i målingerne hidtil siger, at de vil stemme DF - skal vælge Lars Løkke fra. Derfor vil det være kærkomment med avishistorier med bilag eller andet, der kan sætte fokus på Løkkes privatøkonomi.

På Facebook hygger nogle socialdemokrater og hangarounds sig allerede med at skrive forargelige konspirationshistorier om Løkkes udlejede hus, og Socialdemokraterne har selv givet bolden op med ”bilagsannoncerne”. Det får vi helt sikkert mere af. Spørgsmålet er, om Venstre har været helt i bund med, hvad der kan ligge af endnu ubehagelige Løkke-bilag.

Det er dog næppe en ting, som regeringen kan bygge en valgkamp op om.

Valgtema og ikke persongøgl
”Håb om bilag” er altså ikke en strategi. Spørgsmålet er i øvrigt, om Løkkes personlige forhold får lov til at fylde så meget i valgkampen, hvis ikke der kommer nyt. Medierne er meget strikt fokuserede på, at valg skal handle om temaer – og ikke persongøgl. Og det er ikke, fordi de er sarte.

Det er snarere, fordi de ikke vil beskyldes af den ene eller den anden side for at blive spændt for den ene eller den anden bloks vogn. Så hvordan får Thorning vekslet de ganske pæne ”præsidentmålinger”, hvor hun fører klart over Løkke, til stemmer på rød blok? Indtil videre er det ikke lykkedes, fordi mange svingvælgere, der har sagt farvel til V og Lars Løkke, nu har valgt mellemstationen med DFs Kristian Thulesen Dahl. 

Derfor vil valget og ikke mindst valgets temaer kredse om, hvad der kan tænkes at flytte DF-vælgere til S, men indtil videre holder diget hos DF, der vil forsøge at matche Thornings valgløfter og så stikke med stramninger i udlændingepolitikken.

Løkke er en joker
En anden joker, som de færreste iagttagere peger på, er Lars Løkke Rasmussen selv. Løkke er i hele sin karriere blevet dømt ude i alle mulige sammenhænge. Og selv om der uden tvivl er vælgere, der aldrig nogensinde igen vil stemme på Venstre, så længe han står i spidsen for partiet, så har Løkke før bevist, at han ”er meget hurtig på de sidste 100 meter”. Det viste han ved forrige valg – og det viste han i en kælder under Odense Congress Center.

Løkke er helt enkelt en fremragende campaigner, og han er utrættelig. På den måde ligner han Poul Nyrup Rasmussen. (Nyrup er for S forbilledet i denne valgkampagne, hvor de gerne skal overgå hans præstation i 1998.) Kan Løkke finde gearet igen? Og hvad betyder det, at Venstre ikke i større omfang har fyret deres kampagnekrudt endnu? Partiet har den største krigskasse af alle partierne.

Thorning har endnu ikke vundet et valg. Sker det nu? Vi ved, at førstegangsvælgere og tvivlere har en tendens til at stemme på regeringspartierne. Kan man se en statsministereffekt? Eller dykker Thorning, ligesom man så ved sidste folketingsvalg? Og hvad har Thorning og S-kampagnen at skyde med til allersidst, efter at have brugt løs af krigskassen hele foråret?

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00