Cordua: Et svært nytår for regeringens reformplaner

KLUMME: Det ser svært ud for regeringen at få sine reformer og skattelettelser igennem i Folketinget. Men måske statsøkonomiens 'overholdbarhed' kunne rumme en løsning, funderer Jarl Cordua.

Et nyt år er skudt i gang, og med en relativ ny regering på ministerbænkene går det politiske spil på Christiansborg i gang igen – men med nye fronter.

Det er for eksempel slut med, at Liberal Alliance og de Konservative kritiserer Venstrefolk. Gør de det alligevel, risikerer de, at det med tiden rammer deres egne ministre, og at regeringen bryder sammen indefra. Det kan ingen af de tre regeringspartier være interesseret i, selvom det sikkert bliver svært for nogle af partisoldaterne at vænne sig til. Der er i al fald behov for sammenhold, hvis regeringen skal have en chance for at få sine to bebudede velfærdsreformer igennem.

Statsministeren pointerede i sin nytårstale, som faktisk fik en overordnet pæn kritik til trods for, at det var meget småt med politiske nyheder, at de to initiativer fra den oprindelige 2025-plan – en beskæring af SU med 20 procent og omlægning til lån, samt udskydelse af pensionsalderen med et halvt år - stadig ligger på dagsordenen.

Hvis ikke de to forslag fortsat lå på bordet, så måtte man virkelig undre sig over, hvad LA lavede i trekantsregeringen. Umiddelbart ser det ud til, at det er disse forslag, der skal skaffe pengene til skattelettelser både i top og i bund, som det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen har til hensigt at gennemføre.

Desværre for regeringen er det ikke ligefrem topprioritet for vælgerne at lave velfærdsbeskæringer for så at dele pengene ud til skattelettelser. I dag viser en meningsmåling fra Norstat for Altinget, at kun 19 procent klapper i hænderne af, at man hæver pensionsalderen med et halvt år til 67,5 år. Hele 70 procent hælder omvendt forslaget ned ad brættet.

Med hensyn til en SU-reform, så er lidt flere – 36 procent af vælgerne – friske på den idé, mens 51 procent siger nej tak.

Det er ikke verdens største overraskelse, at danskerne afviser velfærdsreformer eller beskæring af skattefinansierede velfærdsgoder. Det gør de altid i udgangspunktet. Ikke desto mindre, så er regeringer af skiftende farve sluppet godt fra øvelsen igennem de sidste 40-45 år, hvor det er foregået. Selvfølgelig akkompagneret af skrig og skål fra venstrefløjen, fagbevægelsen, Arne Würgler og hans backing band til demonstration på Slotspladsen med videre. Efter nogen tid så har den værste vrede lagt sig, hvor mange af vælgerne har taget de ansvarlige politikere til nåde igen.

Kun i de tilfælde, hvor politikere specifikt er gået til valg på løfter om ikke at gennemføre nedskæringer, ser man, at vælgerne hævner sig efterfølgende.

Mest synlig med Nyrups ”Efterlønsgaranti” i 1998, da S i målinger for første gang nogensinde røg under 20 procent og Thornings og SF's kovendinger, efter i 2011 være gået til valg på ”Fair Løsning” med videre. Det kostede i meningsmålingerne for S til at begynde med, men det var SF, der ved valget i 2015 betalte prisen med mere end en halvering af vælgeropbakningen. Også DF måtte notere en tilbagegang på tre mandater ved valget i 2011, efter at have lagt stemmer til VK-regeringens tilbagetrækningsreform, der kraftigt beskar mulighederne for at få efterløn.

Trekantsregeringen er næppe bekymret for vælgerne over de to forslag. Hos LA er der en klar forventning om reformer, og det er også politik, som man internt hos V og K bakker op om. 

Lars Løkke selv er også tidligere sluppet godt fra velfærdsreformer, som i begyndelsen har været dybt upopulære hos vælgerne. I 2011 annoncerede han efterlønsreformen i sin nytårstale, og trods stor modstand og meningsmålinger, der klart viste rødt flertal, var han ganske tæt på at genvinde magten ved valget i september samme år. Der er sket meget siden. Ikke mindst med Løkkes troværdighed, men alligevel bør man ikke overvurdere den folkelige modstands varighed.

Trekantsregeringens problem er, at det er svært at se lige nu, hvem der skal gennemføre et eller begge forslag, så regeringen kan gennemføre den reformdagsorden, som både Løkke selv, men også LA, er så optaget af.

Socialdemokraterne har ingen interesse i at hjælpe til. Hvis landet havde 'standet i våde', og der ligesom i 2011 i højere grad var en stemning af "nødvendighedens politik” som svar på ”krisen”, så stod S nok bedre for at kunne blive stemplet som ”de uansvarlige”. Det bliver imidlertid svært, når statsministeren, senest i den netop holdte nytårstale, har konkluderet, at Danmark er ude af krisen. For hvis vi er ude af krisen, hvorfor er der så behov for reformer?

Regeringens svar er naturligvis, at det handler om sikre fremtiden med videre, men det ændrer ikke ved, at det bliver svært at overbevise stadigt mere skeptiske vælgere om behovet for yderligere reformer i en tid, hvor flere er kommet i job, og hvor de offentlige finanser ser mere end fornuftige ud. Ja, flere økonomer fra blandt andet Cepos og vismænd peger på ”en overholdbarhed” i den offentlige økonomi. Med andre ord: Der er masser af penge i statskassen.

Imidlertid er der forskel på den offentlige økonomi, som er i aldeles god gænge, og den private, hvor væksten er forsat lille. Man taler om et gryende opsving, som dog risikerer at fuse ud, hvis det hele ender i mangel på kvalificeret arbejdskraft og alt for kraftige lønstigninger.

Det bemærkede Løkke i øvrigt også i nytårstalen, hvor der meget forsigtigt blev fremmanet et skræmmebillede af, hvor skidt det dengang gik for dansk økonomi efter, at krisen i 2008 brød ud. Dengang handlede Venstre-regeringen altså ikke i tide, men lod stå til, hvorefter det endte med chokterapi og drastiske reformer.

Det vil Trekløverregeringen med de nye reformer i god tid forhindre. Det handler om at sikre et tilstrækkeligt stort arbejdsudbud, før opsvinget tager fart, og regeringen kan henvise til den seneste udgave af Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet, hvor der netop advares om kapacitetsproblemer på arbejdsmarkedet. Med andre ord: Regeringen vil lave reformer i god tid, fremfor hårde panik-løsninger, når krisen en gang kommer.

Hvis Socialdemokraterne mod al forventning skulle gå med til de reformer, så vil partiet nok kræve meget stor indflydelse på, hvad pengene skulle bruges til, og de vil nok betinge sig, at pengene blev brugt til velfærdsforbedringer i langt større grad end skattelettelser. Men vil vælgerne bifalde det? Og hvorfor dog hjælpe regeringen med at komme igennem det forslag? Det virker ikke sandsynligt.

Det efterlader regeringen med den ene mulighed at lave en eller flere aftaler med DF, hvor de radikale sikkert også gerne vil være med, for at sikre, at en reform ikke kan blive rullet tilbage efter et regeringsskifte.

DF står imidlertid i den situation, at de har mistet omtrent en fjerdedel af vælgerne siden valget på grund af Messerschmidt-sagen og Meld og Feld-cirkusset, som i dag i Ekstra Bladet tager endnu en tur i manegen. Denne gang med en afsløring af, at partiet, der har slået sig op på at kæmpe mod EU's fusk og frås, har malket det såkaldte EU-nævn for midler ved at afholde lokale grisefester (naturligvis) for medlemmerne.

Det er dog sket under dække af et figenblad om ”EU-oplysning”, der ifølge et vidne har begrænset sig til et kvarters indlæg, hvorefter at DF-medlemmerne har hygget sig med ”pattegris og amerikansk lotteri”. Denne konstruktive øvelse skulle ifølge Ekstra Bladet være noget, som partitoppen har instrueret de lokale folk til at udføre. Måske under parolen: Med skatteyderfinansieret pattegris skal Bruxelles bekæmpes!

DF har især tabt afgørende vælgere til S, og indtil videre har DF's formand Kristian Thulesen Dahl stået skulder ved skulder med Mette Frederiksen i en afvisning af behovet for reformer.

Det er derfor svært at se et presset DF stemme for en senere tilbagetrækningsalder for folkepension, hvor partiet så vil lægge sig ud med yderligere vælgergrupper og især de ældre, som DF har gjort meget ud af at nurse. Et forlig giver derfor ikke megen mening medmindre, at DF kan sende broderparten af pengene tilbage til pensionisterne i form af højere pensioner eller mere velfærd.

Hvis en SU-reform bliver strikket sådan sammen, at den i højere grad friholdt de kortere uddannelser og i stedet gik ud over kandidatuddannelserne, er der måske en bedre mulighed for flere partier vil være med. Især hvis man førte SU-pengene tilbage til universiteterne, så det kunne give et løft i kvaliteten af uddannelserne.

Som det ser ud nu, ser det mere end svært ud for regeringen at få begge reformer igennem i Folketinget, men måske kan man med lidt snilde få en omarbejdet SU-reform som før skitseret igennem?

Hvad så med skattelettelserne i top og bund? Ja, de penge kunne regeringen eventuelt i stedet tage af statskassen, da der som før nævnt er ”overholdbarhed” i den offentlige økonomi. Men det er en mulighed, der vist kun er gået op for økonomer og de indviede politikere.

Forrige artikel Cordua: Året, der gik i rød blok Cordua: Året, der gik i rød blok Næste artikel Cordua: Regeringen skal levere en boligskatte-aftale Cordua: Regeringen skal levere en boligskatte-aftale
  • Anmeld

    arne lund · -

    Liberal tilståelse

    Det er ikke så tit det sker, men Cordua gør det denne gang. Indrømmer, at det kun er et spørgsmål om tid inden den næste krise kommer. Det sker i flg. citat: " Regeringen vil lave reformer i god tid, fremfor hårde panik-løsninger, når krisen en gang kommer."
    Det er jo venstrefløjen altid har sagt: Det kapitalistiske samfund vader fra den ene krise til den anden. Ind imellem er der enten op- eller nedsving, eller stabilisering, men kriserne er konstante. Det er derfor på sin plads, at tale om at kapitalisme er lig med krise.
    Men så langt vil Cordua nok ikke gå.

  • Anmeld

    Jarl Cordua · Politisk kommentator

    Vild overfortolkning

    Nej jeg er blevet marxist. Det er Lars Løkke heller ikke blevet, når han taler om at lave reformer i god tid :-)
    Jeg ved ikke rigtig hvad vi skal med det der andet end at konstatere at du har det med at overfortolke det jeg skriver her.

  • Anmeld

    Jarl Cordua · Politisk kommentator

    IKKE blevet Marxist

    Skulle der stå. :-)

  • Anmeld

    Christian X

    Lars Tvede har ret, vi kunne frigøre mange resurser.

    Vi spilder milliarder på:

    1) at undervise for mange, for meget og forkert (primitivt taxametersystem)
    2) operere folk, der kunne genoptrænes (primitiv produktivitets aflønning)
    3) nyttesløs integration (alternativet er nemlig at indrømme, at det ikke virker...)
    4) udenlandske kriminelle (åbne grænser og lokkende velfærdsydelser)
    5) udforme, implementere, administrere og kontrollere lappelovgivninger, uddybende bekendtgørelser og andre supplerende - supplerende - supplerende lappetiltag (tro at ugennemtænkte ord på papir gør en positiv forskel i den komplekse og pressede virkelighed folk lever i…)
    etc. etc.

    Men (enfoldige/ensidige/kyniske) holdninger, DJØF vælde og ugennemtænkte incitamentsstrukturer sander alt til - og presser de fleste til endnu mere nyttesløs aktivitet. Fordi hele samfundet primært måles/belønnes/straffes på baggrund af omsætningsaktivitet fra BNP til hvor mange patienter lægen kan nå at tilse i timen.

    Resultatet er:
    Jo flere der bliver opereret - jo bedre. Jo flere der får en universitetsuddannelse - jo bedre. Etc.

    Nytten / kvaliteten af arbejde (opdragelse, hjælpsomhed, sund livsstil etc.) og de afledte gevinster/omkostninger indgår ikke i DJØF modeller.
    Rigid DJØF styring er derfor suboptimerende og skadelig for samfundet og dets indbyggere.