Cordua: Første række ved guillotinen i skattesagen er allerede besat

Skandalen om Skats inddrivelsessystem (EFI) fik politikerne på Christiansborg til mandag aften at sadle om, sådan at der nu er flertal for en nedsættelse af en undersøgelseskommission, som skal klarlægge forløbet og placere et formelt ansvar for fadæsen. Det politiske ansvar vil til sin tid blive placeret af det folketingsflertal, der måtte være på det tidspunkt, hvor de måtte mene, at det hører hjemme.

Indtil mandag aften i denne uge forelå der en borgfred mellem især Socialdemokratiet, Radikale, DF og den daværende V-regering, hvor man i stedet for at mundhugges om ansvaret for fortidens fejl var enige om at bruge kræfterne på at få genrejst Skat, blandt andet ved at tilflyde skatteopkrævningen flere midler, kompetencer mv., efter politikerne opgav at køre videre med det ineffektive inddrivelsessystem EFI.

Imidlertid har pressens mange historier om skandalerne i Skat og en lang række fremtrædende meningsdanneres krav, blandt andre Weekendavisens nye chefredaktør Martin Krasniks opfordring i en meget læst og indigneret leder i hans avis, efter alt at dømme vakt en folkelig opinion til live, som simpelthen vil have sagen endevendt og klarlagt, samt få placeret et ansvar.

Det er ingen nyhed, at især venstrefløjen igennem lang tid har været kritisk over for forholdene i Skat. Pressens rolle i samfundet er, heller ikke overraskende, at bore i de trufne beslutningers holdbarhed og afdække skandaler, uanset hvor uvelkomne de end måtte være for beslutningstagere og embedsmænd på Christiansborg. Det nye er, at den folkelige forargelse, eller nok nærmere raseri over skandalen i Skat, efterhånden er ret bredt funderet.

Professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard-Christensen mener, at en kommission og den fornyede virak vil stille sig i vejen og tappe ressourcer fra det igangsatte oprydningsarbejde i Skat.

Jarl Cordua

Den forargelse, som det mobiliserer – det er sådan revolutioner begynder.

Jarl Cordua

Se mere: Kristian Jensen om Skat: Jeg tager ansvar for mine år som minister

Skat er for især venstreorienterede vælgere et apparat, der skal sikre, at velfærdssamfundet hænger økonomisk sammen. Det er en opkrævningsmaskine, der skal sikre solidariteten og retfærdigheden, hvis man skal være lidt højstemt. Saboterer man den, er der færre penge til hofteoperationer og børnepasning, hvorfor de trufne politiske beslutninger i virkeligheden er et bagholdsangreb på velfærdssamfundet, som mange i rød blok i forvejen føler er blevet rullet tilbage med årtiers politiske reformer.

Rumlerierne i Venstres folketingsgruppe risikerer at blive udlagt som attentatforsøg på næstformandens muligheder for at overtage ledelsen.

Jarl Cordua

Men kritikken har også klangbund langt ind i det blå vælgerkorps, for eksempel blandt DF-vælgere. For hardcore og skatteskeptiske blå vælgere er forargelsen næppe mindre.

For én ting er, at samfundet kommer og konfiskerer mere end halvdelen af ens indkomst og gennem ejendomsskatten opkræver skat af penge, som man allerede har betalt skat af én gang – men noget andet er, at hårdtarbejdende skatteborgere i for eksempel en TV 2-reportage fra Spaniens solkyst kan se, hvordan luksusnydende danskere høster frugterne af snyd og bevidst omgåelse af reglerne, blot fordi Skat ikke fungerer. Den forargelse, som det mobiliserer – det er sådan revolutioner begynder.

Folkeopinionens mobilisering foranlediget af især pressens afsløringer skabte et digebrud i den politiske borgfred. Man skulle nok være blind for ikke at kunne se, at noget var på vej, da Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale placerede ansvaret entydigt hos Venstres nuværende næstformand og kronprins, finansminister Kristian Jensen:

”Da Kristian Jensen var skatteminister, blev vores skattesystem år for år en skygge af sig selv.”

Dermed fik S-lederen meget smart 'framet' den, som hun mente er den skyldige i Skats problemer i en sådan grad, at alle alarmklokker måtte bimle blandt venstrefolk, som indtil da havde følt sig trygge ved ”borgfredsaftalen” fra sidste år.

Frederiksens tale blev opfattet som en krigserklæring til borgfredsaftalen af en lang række venstrefolk. På et gruppemøde i Venstre umiddelbart ugen efter, opfordrede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i sin analyse af situationen, at tiden var kommet til, at Venstre kom en forudsigelig, uafvendelig politisk udvikling i møde, og at regeringen derfor selv stillede forslaget om en undersøgelseskommission.

Det synspunkt var der ifølge flere deltagere ret bred opbakning til i folketingsgruppen. Imidlertid blev det ikke delt af V-toppen bestående af Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Årsagen blev tolket som hensynet til hovedpersonerne selv og især til Kristian Jensen, hos hvem man sporer en vis nervøsitet.

Den detroniserede tidligere forsvarsminister Carl Holst var i begyndelsen af maj måned på en slags turné rundt i medierne i et forsøg på at rense sit plettede renommé efter at en lang række af de beskyldninger og anklager, der tidligere blev rejst mod ham som regionsborgmester, tilsyneladende er blevet tilbagevist af undersøgelser og ingen tiltaler er blevet rejst af myndighederne.

Læs mere: Disse ni ministre kan blive inddraget i undersøgelse af Skat

Det går dog trægt med at overbevise alle om Holsts uskyld, når ikke en gang hans egen kredsbestyrelse i Esbjerg i enighed kan bakke op om hans folketingskandidatur, og undervejs meldte én sig helt ud af partiet i protest.

Holst, der nok ikke har så meget at tabe, så muligvis en mulighed for at sandblæse lidt af sit image for pletterne, da han ud af det blå og som privatist bakkede op om en undersøgelseskommission. Der er mange eksempler på, at enegængere, der tynget af deres samvittighed går egne veje og nægter at bøje sig for partidisciplinen, kan sætte lidt goodwill ind på kontoen hos folkeopinionen. Det luner selvfølgelig især, når man er i minus.

Holst fik med sin enegang i al fald dog gjort sig til mål for kritik i krogene for utidig selvpromovering, også hos nogle af dem, der nok deler hans synspunkt om, at Venstre som parti er større end enkeltpersoner, selv når der er tale om Venstres næstformand.

Henset til at Venstre som parti har været plaget af stridigheder om formandsposten, og at ikke alle er overbevist om, at Venstre som parti vil opleve en pludselig og ny opblomstringstid hos vælgerne i samme øjeblik, at formanden er skiftet ud med Kristian Jensen, bør det ikke overraske, at rumlerierne i Venstres folketingsgruppe risikerer at blive udlagt som attentatforsøg på næstformandens muligheder for at overtage ledelsen på den anden side af et tabt folketingsvalg.

Man kan ikke udelukke, at magtkampe spiller ind i vurderingerne af, hvad der er bedst at gøre, men diskussionerne er mest præget af, at partiet risikerer at tage varigt skade ved konstant at blive sat i forbindelse med tidligere dårlige beslutninger, som alle nu kan se har været forkerte eller katastrofale.

Derfor mener nogle i Venstre også, at tiden er kommet til at tage et dybereliggende politisk opgør. Et opgør med det, som mange Christiansborg-politikere opfatter som embedsmandsvældet i Finansministeriet, hvorfra magtfulde embedsmænd dikterer alle øvrige ministerier på Slotsholmen halvbagte løsninger fremavlet af eksterne konsulentrapporter – som de travle, urobuste og uerfarne politikere, der pludselig kastes ind i ministersæderne, har meget svært ved at sige fra over for.

Ifølge kritikerne står Venstre over for et valg: Skal man fortsætte med bevidstløst at underkaste sig embedsmandsvældet i Finansministeriet og vedblive med at blive set som ekstremt systembevarende – eller skal man gøre som Mette Frederiksen, der for længst har blæst til opgør med blandt andet 'New Public Management'-tankegangen og kontrolhelvedet?

Hvis Venstre skulle tage opgøret med det, som kritikere opfatter som Finansministeriets ekstreme styring af de øvrige ministerier, så er finansministeren selvsagt uhyre central i en sådan proces. Problemet er, at det næppe er noget, som lader sig gøre på den korte bane, og i øvrigt er Jensen og Løkke tynget af andre problemer, nu hvor de har udsigt til at skulle vandre ind og ud af høringer i en kommende skattekommission.

Hvis alting flasker sig for socialdemokraterne, så kan de gøre næste folketingsvalg til en folkeafstemning om, hvorvidt Kristian Jensens beslutning om – trods mange advarsler – at bestille EFI for mere end 11 år siden var den rigtige, og om man nu bør betro Venstre arbejdet fremover med at rydde op i Skat? Så god er verden næppe, men indtil videre er første slag vundet, hvor en del iagttagere i pressen og andre strikkekoner på første række ved guillotinen allerede nu, og før kommissionen er nedsat, er meget hurtige til at placere ansvaret lige dér, hvor Socialdemokratiet synes, at det befinder sig: Hos Venstres formandskab.

For dem, der mistænker socialdemokraterne for at handle på anden vis, end bare almindelig forargelse, indignation, samt hensyn og omsorg for almenvældet, da falder det også i øjnene, at Mette Frederiksen ikke har så meget at miste, hvis kritikken ender med at blive placeret bredere end hun håber på.

I den periode, hvor Thorning sad i regering, var det især SF's Holger K. Nielsen, der fyrede folk i Skat og satte EFI i gang. De øvrige skatteministre, hvor kun én var socialdemokrat i perioden, Benny Engelbrecht, er indtil videre mest blevet kritiseret for at overhøre advarsler, for ikke at træde på bremsen og gribe ind.

Det spiller næppe nogen stor rolle for Frederiksen, hvis en kommission ender med at kritisere en på det tidspunkt formentlig forhenværende SF-politiker, den radikale leder Morten Østergaard eller hendes nuværende kampagne-troldmand, forhenværende SF'er Thor Möger Pedersen, der ret beset ingen politiske tillidsposter har i S. Skulle det være, så vejer Kristian Jensens og Lars Løkkes skalp og en skandalisering af Venstre tungere, end hvis hun skal smide en løjtnant plus lidt mere ind under bussen.

Formelt set har Mette Frederiksen sikkert også et ansvar som medlem af den daværende Thorning-regerings centrale udvalg, der har truffet nogle kritisable beslutninger, men det er nok skatteministrene, der står længere fremme i køen, når der til sin tid skal uddeles politiske øretæver.

Se mere: Løkke bakker op om kulegravning af Skat

Så om man vil være ved det eller ej: Den kyniske kalkyle er, at S har langt mere at vinde end at tabe. Besindige folk, som professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard-Christensen, mener, at en kommission og den fornyede virak vil stille sig i vejen og tappe ressourcer fra det igangsatte oprydningsarbejde i Skat, ja det drukner i det politiske opgør, som sagen har udviklet sig til.

Dansk Folkepartis loyalitet over for Venstre har i denne valgperiode været testet nogle gange, og den begrænser sig efterhånden stort set kun til at pege på Lars Løkke som statsminister. Alt andet skal der forhandles om, og får DF ingen indrømmelser, så kan regeringen kigge i vejviseren efter at DF finder den grønne knap i folketingssalen.

Når DF går sammen med S om at udsende en fælles pressemeddelelse mandag aften med partilogoerne side om side, så er det et klart signal om, at DF forsætter strategien med at placere partiet så centralt, hvor man er frigjort fra Venstre og er frie til at samarbejde med Socialdemokratiet, når lejligheden byder sig. Det har DF's vælgere i adskillige målinger bakket op om, og her var så en oplagt mulighed, hvor DF sammen med S kan placere sig i ønskerollen som værende på de indignerede borgeres side, nu hvor digebruddet – som følge af Socialdemokratiets beslutning – alligevel var en realitet.

I øvrigt en beslutning, som muligvis blev fremskyndet af endnu større sprækker i diget, da Radikale var på vej i Berlingske tirsdag, hvor Morten Østergaard også krævede en kommissionsundersøgelse. Det, som bør vække bekymring i Venstre, er at støttepartiet DF – tilsyneladende –  ikke forinden har varskoet Lars Løkke om, hvor man var på vej hen, for at give ham en chance for selv at komme på banen. Det i sig selv virker som en ordentlig DF-huskekage til Løkke, fordi han måske ikke ligefrem overinformerer DF-toppen, når regeringen præsenterer ny politik.

Med Lars Løkkes sene omfavnelse tirsdag i Folketingets spørgetid af kravet om en undersøgelseskommission udestår et slagsmål om kommissionens kommissorium, der skal afgrænse, hvad der skal undersøges. Herefter skal apparatet med kyndige folk sættes i gang, og spørgsmålet er, om arbejdet kan nå at blive færdigt inden næste valg.

Når rapporten endelig kommer, kan flere af de involverede politikere eller embedsmænd være ude af politik eller pensioneret. Under alle omstændigheder bliver det til den tid et flertal i Folketinget, der skal placere et politisk ansvar. Det vil naturligvis afhænge af konklusionerne, men nok også af, hvem der rent faktisk har flertallet i Folketinget på det tidspunkt.

Den folkelige opinion og pressen er, som vi kan konstatere, også med til at drive opinionsdannelsen forud for beslutningen til den tid. Sådan er det jo. I et demokrati.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.