Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Giver det blå projekt efterhånden mening?

KLUMME: Det står klart, at regeringens ønske om reformer ikke er en levedygtig blå politik, skriver Jarl Cordua. Ikke så længe Kristian Thulesen Dahl er optaget af en strategi, der handler om at få størst mulig vælgeropbakning.

"Skal projekt blåt samarbejde genopstå, må Løkke opfinde et nyt politisk projekt, der ikke kolliderer med Thulesen Dahls ambitioner om at forblive det største blå parti."
"Skal projekt blåt samarbejde genopstå, må Løkke opfinde et nyt politisk projekt, der ikke kolliderer med Thulesen Dahls ambitioner om at forblive det største blå parti."Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvorfor sidder blå bloks største partis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), i en sofa med oppositionens statsministerkandidat og medvirker i et fællesinterview med Fagbladet – et blad, der udgives af fagforeningen 3F?

Det korte svar: Han forsøger at massere de mange vælgere, som er på nippet til at forlade DF til fordel for S.

Kigger man på et gennemsnit af meningsmålingerne, så ligger DF cirka fire procent under valgresultatet i 2015. Hovedårsagen er skadevirkningerne fra Messerschmidt-skandalen, men denne vælgergruppe kan sikkert også finde andre grunde til at forlade DF til fordel for S: De ser hellere Mette Frederiksen end Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og de foretrækker Socialdemokratiet i dets nye indpakning med løfter om stram udlændingepolitik på niveau med DF.

DF skal til november igen testes af vælgerne ved kommunal- og regionsvalget. Hvordan kommer det til at gå? Sidst fik DF trods stor fremgang ”kun” 10,1 procent af stemmerne ved selve kommunalvalget. Partiet præsterede dengang langt under niveau, hvis man sammenligner med, hvad DF faktisk stod til på landsplan ved valget 19. november 2013. Mandag 18. november lå DF på 17,8 procent ifølge Berlingskes Barometer. Det vil sige lidt over gennemsnittet, som lige nu i medio februar 2017 er på 16,5 procent.

Den kyniske kalkyle er, at S har mere brug for en boligskatteaftale end DF, da Mette Frederiksen ellers vil arve problemet i en kommende regering.

Jarl Cordua

Med andre ord: DF risikerer tilbagegang til efteråret, hvis ikke man inden får rettet skuden op. Sker det ikke, skal Kristian Thulesen Dahl prøve noget nyt som partichef: forklare et valgnederlag. Det kan blive et pludseligt farvel til al snakken om teflon og usårlighed. DF vil i så fald blive et parti i tilbagegang også selv om mandattabet ingen betydning får for DF's opbakning på Christiansborg. Kan Thulesen undgå det, så kaster han sikkert gerne det borgerlige (vrag)gods overbord, som Samuelsen, Pape og Løkke forsøger at prakke ham på.

Reelt set optræder Kristian Thulesen Dahl som en politiker i defensiven. Han er presset af Mette Frederiksen fra venstre, og fra højre har han skullet forholde sig til opkomlingene i Nye Borgerlige. Dertil skal lægges egentlige blå kernevælgere, der i nogen tid har stemt DF, fordi de ikke kan få sig til at stemme på Venstre, så længe Lars Løkke Rasmussen er partiformand. Med den stadigt tydeligere DF-S-alliance må den gruppe vælgere i stigende grad forholde sig til, hvor borgerligt et parti DF egentlig er? Indtil videre bliver disse vælgere, hvor de er.

Reelt set optræder Kristian Thulesen Dahl som en politiker i defensiven. Han er presset af Mette Frederiksen fra venstre, og fra højre har han skullet forholde sig til opkomlingene i Nye Borgerlige.

Jarl Cordua

Derfor skal man nok heller ikke overfortolke den romantiske forbindelse mellem DF og S. Kristian Thulesen Dahl siger faktisk intet om, at han pludselig vil i regering med Mette Frederiksen. Næh, han vil bare samarbejde, siger han.

Og det sker så på en række områder, hvor han er rimelig sikker på, at hans vælgere er enige med ham. Både de socialdemokratisk sindede og dem, han risikerer at miste til andre egentlig borgerlige partier. Talrige målinger har vist, at et stort flertal af vælgerne hverken er særlig forhippede på højere pensionsalder eller lavere topskat – eller andre reformer, der opleves som socialt skæve eller ses som opgør med velfærdsstatens kerneydelser.

Kristian Thulesen Dahls støtte til VLAK-regeringen er ikke en støtte til liberale reformer. Det sætter han nu endnu en tyk streg under. Han har ikke tænkt sig at ofre sin vælgeropbakning for, at Liberal Alliance kan triumfere og skåle i champagne over, at boligejere i hovedstadsområdet kan slippe billigere i boligskat. Det kommer aldrig til at ske. DF er formentlig kun med på en skatteaftale, som Socialdemokratiet er med på.

Den kyniske kalkyle er, at S har mere brug for en boligskatteaftale end DF, da Mette Frederiksen ellers vil arve problemet i en kommende regering. Hvad S kan leve med, ja, det kan Thulesen Dahl også leve med, og så har han flanken fri på det område.

Det har han også på en lang række andre velfærdspolitiske områder måske lige bortset fra kontanthjælpsloftet, som S til gengæld ikke vil sige, at de vil rulle tilbage. Det angreb bliver næppe et problem for DF at afparere i en valgkamp.

Tilbage står udlændingepolitikken, hvor S har bevæget sig ganske langt i DF's retning. I S-baglandet har man længe rejst med en analyse, der minder meget om konklusionen i den såkaldte ”Brochmann 2-rapport”, som den norske regering netop har fået lavet. Den viser, at gruppen af indvandrere fra især Mellemøsten er voksende og så svære at integrere, at de samlet set bliver en økonomisk belastning for velfærdssamfundet, hvilket langsomt, men sikkert, vil erodere den folkelige opbakning til Norges velfærdsmodel.

Den etnisk danske befolkning vil i stort tal gerne være solidarisk med den etnisk danske befolkning. Men mange vil i længden ikke være solidarisk med et stort voksende mindretal, der har svært ved at finde fodfæste på et dansk arbejdsmarked, og som belaster de offentlige kasser uforholdsvis meget. Dertil kommer, at flere etniske danskere efterhånden har udviklet et modsætningsforhold til dette mindretal på grund af den øgede islamistiske terror, frygten for nye flygtningestrømme og fremkomsten af nye krav om at indrette samfundet efter muslimske normer.

Den analyse har S for længst købt, og derfor handler det for Mette Frederiksen om at få overbevist nuværende DF-vælgere om, at de kan få omtrent den samme udlændingepolitik hos hende og så slippe for Lars Løkke oven i købet. DF opererer imidlertid i en anden politisk dimension end S, da de kan kræve politik gennemført, der ligger hinsides konventionerne.

Indtil videre viger VLAK-regeringen fra at opsige konventionerne, så den bane har DF for sig selv sammen med Nye Borgerlige, hvis vælgeropbakning i øvrigt fluktuerer kraftigt afhængig af målingsinstitutterne. Endnu har man ikke hørt S for alvor foreslå et opgør med konventionerne, så her er en grænse for stramninger, hvor S endnu ikke kan være med.

I 3F-interviewet taler Mette F glad og gerne om ”samarbejdet” med DF. Det er sådan set at bekræfte realiteterne, som de er. Allerede i Thorning-regeringens tid lavede man togfonden og forlig om trafikinvesteringer med DF. Det samarbejde eksisterer stadig, hvad S og DF demonstrerede forleden dag, da man brugte små 800 millioner på trafikinvesteringer uden om regeringen. En ydmygelse, som særligt fik udstillet LA's trafikminister som magtesløs. Heller ikke på dette punkt lykkedes det LA at få overbevist DF om at betræde andre politiske veje.

For S er det naturligvis en stor fjer i hatten, hver eneste gang at man kan udstille regeringen. Den slags fornøjelser kan S – og resten af oppositionen – slet ikke få nok af. Set fra deres stol må forlig med DF uden om regeringen gerne falde som haglbyger. Dertil kommer også, at Mette Frederiksen både med sofa-interviews og forlig med DF får lagt yderligere afstand til tidligere tiders S-holdninger om DF's manglende stuerenhed, som har belastet partiets forhold til mulige DF-vælgere.

For DF handler det formentlig om at spille ”hard to get” og demonstrere en uafhængighed i forhold til en regering og en politik, som DF's velfærdsvælgere ikke har den store fidus til.

Prisen er naturligvis, at det borgerlige regeringsprojekt fremstår forpjusket og i splid med sig selv og på lidt længere sigt utroværdigt. Man kan vel diskutere, om det giver mening at tale om ”blå blok”, hvis ikke der findes en politik, som blå blok kan blive enige om?

Det står i al fald klart, at 2025-planen og reformpolitikken ikke er en levedygtig blå politik. I al fald ikke så længe, at Kristian Thulesen Dahl er optaget af en strategi, der handler om at få størst mulig vælgeropbakning, og hvor der ikke skal ske det store politisk frem for at føre en reformpolitik, der vil skaffe penge til andre initiativer og hjælpe VLAK-regeringen fremad. 

Skal projekt blåt samarbejde genopstå, må Løkke opfinde et nyt politisk projekt, der ikke kolliderer med Thulesen Dahls ambitioner om at forblive det største blå parti. Det ser også svært ud. Men den kolde kalkyle er vel, at der ikke rigtig er nogen vej uden om?

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00