Cordua: Har Alternativets fest toppet?

Som det er en del bekendt, var vi nogle, der tog helt fejl med hensyn til potentialet for Alternativets vælgeropbakning forud for sidste valg. Vi skeptikere kan sagtens tage fejl igen, men måske får vi ret i at Alternativets vælgerfest nu er kulmineret. Det er der en del, der tyder på.

Hvis man kigger på et gennemsnit af meningsmålingerne (minus Megafon, som ikke vil være med) som for eksempel Berlingskes Barometer, så ser det lige nu fortsat fint ud for Alternativet, hvor man med 5,2 procent ligger lige over valgresultatet på 4,8 procent. Det svarede til, at cirka 168.000 vælgere i juni 2015 satte kryds ved Liste Å.

Tidligere, for eksempel i starten af sommeren 2016, toppede Alternativet i Berlingskes gennemsnit med 7,6 procent, senest i juni 2016. Opbakningen faldt i efteråret til lidt over 6 procent, og siden hen over nytår er sivningen fortsat til nu at nærme sig valgresultatet. Hvis man omdanner tabet i procent til antal vælgere, så har Alternativet tabt 100.000 vælgere fra juni 2016 til januar 2017. Det må derfor være rimeligt at konkludere, at vælgereuforien har ramt muren i denne omgang.

Hvad er så årsagerne til det? Umiddelbart kunne man pege på, at vælgerne efterhånden har afkodet, hvad Alternativet egentlig er for et parti, hvor de tidligere måske læste det ind i Uffe Elbæks politiske projekt, som de selv ville. Partistifteren var – og er i øvrigt – eminent dygtig, som den (om end charmerende) populist han er, til hele tiden at hvirvle støv op, sådan at det for nogle vælgere fremstår uklart, hvor Alternativet ligger rent politisk.

Så længe der ikke er svaret klart på spørgsmålet om hvem Alternativet vil støtte som statsminister, så vil det nok fastholde en interesse. Problemet er truslernes troværdighed.

Jarl Cordua

I valgkampen gled Elbæk for eksempel gerne af på spørgsmål, som placerede partiet entydigt som venstrefløjsparti og insisterede på også at favne tidligere relativt borgerlige dagsordener som ”iværksætteri” og deslige. Dertil kom en blank afvisning af andres forsøg på at placere Alternativet på en højre-venstre-akse.

Endelig har Elbæk haft succes med at fremstå som anti-Christiansborg, anti-politik og anti-establishment, men på en så blød måde, at ingen får associationer i retning af et vælgeroprør, der involverer høtyve og storm på samfundets institutioner. Snarere tværtimod.

Hvis man omdanner tabet i procent til antal vælgere, så har Alternativet tabt 100.000 vælgere fra juni 2016 til januar 2017. Det må derfor være rimeligt at konkludere, at vælgereuforien har ramt muren.

Jarl Cordua

Alternativet beskrives i stigende grad som et parti, der på nær en række finurligheder agerer nogenlunde ligesom alle de øvrige partier på Christianborg. Det er nok ikke lige det, man drømmer om, hvis man mangler tålmod med hensyn til at ændre verden.

At alarmklokkerne faktisk har bimlet og lyst rødt hos Alternativet kan vi se af to nye meldinger fra partiet her på det seneste.

For det første hævder Alternativet nu (igen), at man ikke tilhører rød blok. Pointen er selvfølgelig, at hvis Liste Å bliver placeret i en bestemt lejr, så vil det begrænse Elbæks muligheder for at tiltrække stemmer fra de nok relativt få potentielle Å-vælgere, der betragter sig som blå.

Det er i øvrigt et gammelt trick, som den tidligere radikale kulturminister har lånt fra sine tidligere radikale partifæller, der på et tidspunk i 00’erne skrev til meningsmålingsinstitutterne og bad om at blive placeret som en tredje blok mellem rød og blå. I øvrigt uden den store langvarige succes, hvilket skyldes, at blok-opdelingen er blevet til på baggrund af besvarelsen af særligt ét afgørende spørgsmål: Hvem peger partiet på som statsminister?

Op til sidste valg lød svaret klart og tydeligt fra Alternativet: Man pegede på Socialdemokratiets leder som Liste Å's statsministerkandidat. I marts sidste år distancerede man sig dog fra S med en melding om, at det ikke var en selvfølge, hvem Alternativet peger på. Med tiden dalede interessen for at komme i dybden med svaret på spørgsmålet.

Imidlertid er Elbæk i forbindelse med at partiets profil er blevet pudset af med noget, man kalder for ”Alternativet 2.0”, igen begyndt at rasle med sablerne med sine fremsatte trusler i Politiken om, at ”Alternativet ikke nødvendigvis peger på Socialdemokraterne” som dem, der skal stille regeringschefen.

I samme ombæring bedyrer Elbæk, at man ”under ingen omstændigheder peger på Lars Løkke Rasmussen. Hvis det borgerlige alternativ er uspiseligt for Alternativet, så bliver det nok svært for socialdemokraterne at tage Elbæks trusler bare det mindste alvorligt.

Det kan være tilfældigt, at udmeldingen kommer med partiets seneste dyk i målingerne, men ellers må man tolke Elbæks udmelding som almindelig frustration over, at Frederiksens socialdemokrati på især flygtningepolitikken har lagt sig tæt op ad Dansk Folkeparti, og der vil ingen udsigt være til afgørende ændringer med Mette Frederiksen som statsminister på Alternativets mandater.

Men hvor skal Elbæk ellers gå hen? Hvor længe vil han i valgkampen kunne nægte at svare på, hvem han peger på? Hvis han kategorisk afviser Løkke som mulighed, så behøver Alternativet næsten heller ikke at svare på det andet spørgsmål. Måske er vælgerne enige med ham i, at det er et valg mellem pest eller kolera?

Så længe der ikke er svaret klart på spørgsmålet om hvem Alternativet vil støtte som statsminister, så vil det nok fastholde en interesse. Problemet er truslernes troværdighed.

Da de Radikale for mere end 10 år siden forsøgte at lægge afstand til et mere kriseramt S, gik det egentlig godt i meningsmålingerne. Lige indtil Marianne Jelved lancerede sig som statsministerkandidat. Der gik hun på et øjeblik fra at være superstjerne til at blive til grin. Den fælde falder Elbæk næppe i. Så vi får ham nok ikke at se som statsministerkandidat.

Ny Alliance prøvede også i 2007 på at svare uklart på, hvem de støttede som statsminister. Det gik som bekendt grueligt galt. Især de borgerlige vælgere flygtede fra partiet de sidste dage op til valgdagen. Det er muligt, at Elbæks vælgere reagerer anderledes og er bedøvende ligeglade, men sporene skræmmer.

Hvis man ser bort fra meningsmålingerne et øjeblik og i stedet peger på svaghedstegn på områder, hvor Alternativet tidligere faktisk var stærke, så er det påfaldende, hvordan tonen har ændret sig hos Alternativet. Engang var den festlig, glad og positiv. Nu er tonen blevet dyster og pessimistisk, ikke mindst fra partistifteren selv.

Der er efterhånden blevet længere mellem de dansende og festglade-i-låget indslag fra Alternativet. Næh, nu er det hele blevet så alvorligt. Det ses også på de billeder, som Uffe Elbæk i denne uge postede på twitter fra Alternativets åbne gruppemåder, hvor der kun ses lutter alvorlige miner. Alligevel er han ”vild” med dem. Bevares. Vi lever i alvorlige tider, men er det derfor stemningen har ændret sig hos Alternativet? Er det ikke længere helt så sjovt, som det har været?

Det er der måske nogle grunde til. Jeg har mistænkt mange af Alternativets vælgere for at være sådan nogle fritænkende sjæle, som ikke er alt for glade for stive regler m.m. Alligevel har Alternativet udviklet sære regler for, hvornår mænd må sige noget på deres gruppemøder, og så boykotter man alle paneldebatter, hvor der kun sidder mænd med i panelet. Køn går altid forud for kompetence og viden, kunne man sige.

Så stive regler, at det også har smittet af på Enhedslisten, der vil være helt sikker på at vinde guld i venstrefløjens præmiedisciplin om at fremstå mest feministisk og derfor for nyligt besluttede helt at droppe mandlige indlægsholdere på partiets kommende landsmøde.

Samtidig stemmer Alternativet konsekvent sammen med Enhedslisten – og dermed alt andet lige – for mere regulering af samfundslivet. Var det det, som de mere frie sjæle blandt vælgerne efterspurgte og blev lovet, da de stemte på Elbæk og Co.?

For nylig fik offentligheden kendskab til intern ballade i partiet, hvor pressechefen Magnus Haslebo ifølge B.T. indledte en ophedet diskussion på Facebook om, hvorvidt et partimedlem har lækket fortrolige oplysninger fra hovedbestyrelsen i Alternativet. Undervejs blev pressechefen for partiet, der som bekendt har 'mere empati' som politisk mærkesag, udsat for ganske hård kritik af et af partiets medlemmer, Birgit Bak:

”Generelt er min oplevelse desværre, at du (Magnus Haslebo, red.) ikke ønsker åbenhed eller samarbejde, men mere at blame og mistænkeliggøre dem, der ikke er enige med dig. Du er simpelthen ikke rar ved andre mennesker.”

At blive beskyldt for at være ”ikke rar ved andre mennesker” ligner en anklage for politisk kætteri. Sagen endte med, at Elbæk – lidt usædvanligt i politik – tog afstand fra sin egen klodsede pressechef ved at påpege, at det var en ”ommer at bruge Facebook til sådan en debat” og naturligvis ”uhensigtsmæssigt og ukonstruktivt”. Der bliver nok brug for nogle liter dialogkaffe eller grøn te for at skylle den oplevelse ned og komme videre i processen.

Elbæk gjorde i øvrigt, som han har for vane, en dyd ud af nødvendigheden og fremhævede ”uroen i baglandet” som noget positivt, og at han ville blive bange, hvis ikke der var uro i partiet.

I alle andre partier vil man betegne det udsagn som nonsens. Men Elbæk kan have ret i, at et levende parti kendetegnes ved åben diskussion, og så har han i en pointe i, at Alternativet netop ikke skal være som alle de andre partier, for så er Alternativet netop ikke længere et alternativ, men snarere har udsigt til at blive et korrektiv. Måske endda et ubetydeligt korrektiv, især når det gælder flygtningepolitikken under Mette Frederiksen.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.