Cordua: Hvordan kan man punktere DF?

Folketingsvalget fik én klar sejrherre: Kristian Thulesen Dahl. Ikke bare tordnede Dansk Folkeparti frem i stemmer og mandater, men partiet blev største parti i blå blok og vigtigst: Blå blok fik regeringsmagten, hvilket giver DF mulighed for mere indflydelse sammenlignet med de seneste fire år.

Kristian Thulesen Dahls uforlignelige evne til at placere partiet i dansk politik kan efterhånden ikke overvurderes, og ingen kan huske, at han strategisk, taktisk eller i sine udmeldinger har begået brølere af betydning.

Udnytter andres dumheder
Dummer man sig i DF, så er man meget hurtig til at sadle om. Det sker også, når man eksempelvis kan se taktiske gevinster ved pludselig at rende fra en aftale om at stemme for salget af nogle af Dong-aktierne sidste år. Var man som vælger meget sur over det, så var der kun to steder at gå hen: Enhedslisten eller DF.

DF's vælgergevinster hænger naturligvis også sammen med en passiv udnyttelse af andres dumheder. Løkkes fald fra tinderne skabte rygraden i DF's vælgerfremgang.

Analysen hos S må være, at Venstre er presset så meget i bund vælgermæssigt, at skal S gøre sig forhåbninger om at genvinde regeringsmagten, skal det ske ved, at S vinder vælgere tilbage over midten - primært fra DF.

Jarl Cordua

Kvalt i konsensus
Spørgsmålet er nu, om Venstre med en kompetent regeringsførelse kan vinde nogle af disse vælgere tilbage over tid, eller om Løkkes sager for evigt har fået disse vælgergrupper til at slå teltpælene permanent op i DF-lejren. 

DF gik ikke med i regeringen øjensynligt af frygt for at blive kvalt i konsensus med regeringspartneren, hvilket på stedet ville kortslutte DF's succesfulde taktik med at være det evige oppositionsparti, der til alle tider kræver handling her og nu af de ansvarlige i regeringskontorerne, uanset hvad der måtte dukke op af problemer.

Med andre ord vil DF's tid som protestparti være omme. Og så kan man stille spørgsmålet, om partiet evner en omstilling, hvor der skal tages ansvar, og hvor det forkætrede ”system” også skal forsvares af DF's ministre?

Kattelemmen ud af regeringsforhandlingerne for Kristian Thulesen Dahl var at slå fast, at DF ikke kunne se sig selv i regeringen, fordi Venstre ikke gav tilstrækkeligt med indrømmelser til, at det gav mening.

Succes avler succes
Efterfølgende kritik og hån fra alle andre end DF's egne folk om, at DF ikke evner at tage medansvar som Tingets næststørste parti, er indtil videre prellet fuldstændig af på vælgerne, som bakker op om partiet i samme omfang som under valget for to måneder siden.

Man skal nok heller ikke regne med, at DF's græsrødder på et kommende landsmøde, der på grund af rekordtilmeldinger nu skal afholdes i Jyske Bank-Boxen i Herning, kritiserer landsformanden for den beslutning.

I politik gælder reglen om, at succes avler succes, og i et topstyret parti som DF er man sjældent kommet godt af sted med at kritisere formandens dispositioner.

Venstres strategi er formentlig bare at arbejde sig til flere stemmer fra regeringskontorerne. Og heldigvis for Venstre er Folketinget ikke længere sammensat, så V-regeringen kun er afhængig af DF's stemmer.

Det betyder, at 00'ernes medieshow med Tulle i primetime nyheds-tv uden for indgangen til Finansministeriet, der alene og på DF's vegne sikrer landet en ny finanslov, tilsyneladende er overstået. Skal DF have lov at prale, så skal de dele gevinsterne og rampelyset med mindst K og LA eller Socialdemokraterne. 

Taktiske gevinster for S
Efter at have holdt lav profil siden valget har Socialdemokraternes nye formand Mette Frederiksen stemplet ind i dansk politik uden de store politiske udmeldinger. Den politiske (midter)kurs skal endnu ikke justeres, men mere interessant melder hun nu, at S ikke vil indgå i alliancer med Dansk Folkeparti uden om regeringen.

Analysen hos S må være, at Venstre er presset så meget i bund vælgermæssigt, at skal S gøre sig forhåbninger om at genvinde regeringsmagten, skal det ske ved, at S vinder vælgere tilbage over midten - primært fra DF.

Det gør man bedst ved selv at tage de taktiske gevinster direkte med V-regeringen, fremfor at overlade det til DF at stå med palmerne, når der indgås politiske aftaler. Det sker også i erkendelse af, at skal man have indrømmelser, så skal der også leveres den anden vej.

Ved at lave aftaler uden om regeringen, risikerer S bare, at regeringen går af - eller hvis taburetklisteret er stærkt nok - at DF løber med opmærksomheden og gevinsterne.

S stjæler rampelyset
For Løkke er eksempelvis meldingen om, at S stemmer for finansloven en glimrende nyhed, der formentlig garanterer regeringens overlevelse de næste to år frem. Man kan nu manøvrere både til højre og venstre, og man er ikke presset af LA og Konservatives eventuelle trusler med at ”trække splitten i håndgranaten”. Det eroderer samtidig også DF's forhandlingsposition, der trods mandatfremgangen ikke er så stor, som DF gerne vil have den til at se ud.

Vejen frem for S er tilsyneladende at mindske DF's muligheder for at vise forhandlingsstyrke ved selv at sætte sig til forhandlingsbordet. S skal så at sige stjæle rampelyset fra DF. Eksempelvis kan S ikke overlade det til DF at stå som dem, der sikrer velfærdsgevinsterne mv. i forhandlingerne.

Det er sikkert ikke umuligt, at V og S – hver for sig – kan løbe med nogle af DF's vælgere. Men sagen kompliceres af, at Kristian Thulesen Dahl er snu som få i dansk politik, og nok skal finde veje til at markere sit parti.

Om ikke andet så får han rigelig hjælp i kraft af det aktuelle flygtningepres mod landets grænser. 

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.