Cordua: Klunte Lunde

Hvis man skal tabe en debat om et vigtigt emne med et ordentlig brag, så findes der en stensikker metode. Man skal helst formulere sig så tilpas firkantet og bombastisk, at man ikke giver sine tilhørere andre muligheder end at gå imod det fremførte synspunkt – også selvom der måtte være gode argumenter. For, dem når man aldrig at forholde sig til.

Et eksempel på det ser vi i øjeblikket, hvor et lydklip fra et internt møde i Miljøstyrelsen i november er tilgået Politiken. Her bekendtgør miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen frejdigt følgende: ”Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord”.

Der er blevet fremført mange gode argumenter for, at offentlighedsloven ikke giver pressen, via aktindsigtbegæringer, mulighed for at offentliggøre halvfabrikata fra den offentlige forvaltnings-idéfabrik. Der bør efter min mening – som i dag – fortsat være en mulighed for at politikere kan have ”frirum”, hvor de i fortrolighed med loyale embedsmænd kan drøfte planer, tanker og idéer, før der træffes beslutninger.

Offeret, som samfundet yder, er pressens muligheder for at skrive tyve skarpvinklede sensationshistorier i stil med, at ”ministeren blev advaret forinden” og ”ministeren afviste blankt andre idéer”. 

Men med ministerens klare og hurtige afstandtagen, og DF's nye ”solskinspolitik” i forhold til regeringen, så er han næppe i fare for en fyring.

Men som ministeren har formuleret sig på lydbåndet, så bliver det af hans politiske modstandere – og det er i dette tilfælde også pressen, der længe og ret entydigt har erklæret sig som modstandere af offentlighedsloven – udlagt som om Lunde Larsen mener, at aktindsigtsbegæringer er at sidestille med en sygdom.

Om sammenligningen gælder en let forkølelse eller en kræftknude, vides ikke.

Provokationen er på linje med, hvis Lunde Larsen havde stillet sig op foran pressen, pludselig vendt sin bare ende til og sluppet en ordentlig fjert op i deres åbne og måbende ansigter.

Jarl Cordua

Ministerens formulering – og de nuancer og fornuftig argumentation, som efterfølgende kan høres på lydklippet – drukner simpelthen i det mildt sagt noget unødigt provokerende, tåbelige og, i sagens natur, skrupforkerte udsagn, der af de fleste fortolkes som at pressens mulighed for at kigge magthaverne i kortene er ”en sygdom”. Det er selvfølgelig noget vrøvl.

Provokationen er på linje med, hvis Lunde Larsen havde stillet sig op foran pressen, pludselig vendt sin bare ende til og sluppet en ordentlig fjert op i deres åbne og måbende ansigter.

Nu har pressens folk ingen anden mulighed end at erklære, at de kæmper for fuld åbenhed mod reaktionære mørkemænd som Lunde Larsen. På Facebook står journalister i kø for at bruge anledningen til at forvisse alle om, at demokratiet står og falder med pressens udvidede muligheder for aktindsigt.

Sagen vil også være vand på politiske modstanderes mølle, og hos andre, der abonnerer på den forestilling, at Venstres minister i offentlighedslovens mulm og mørke opererer hinsides landets love og regler for at forbedre vilkårene for de særlige økonomiske interesser, der står partiet nær på bekostning af almenvældet.

Ordet ”selvmål” slår slet ikke til i denne rene foræring til offentlighedslovens modstandere.

Når det så er sagt, så kan man vel diskutere med hvilken intention ministeren har udtalt sig? Næppe meget andet end at sige sin ærlige mening, dog uden at ordene kom offentligheden for øre.

Hensigten har ikke været at skabe offentlig debat – eller polemik. Ordene er faldet på et internt møde, hvor medarbejderne altså har følt sig kaldet til at optage ministeren på bånd og efterfølgende har lækket lydfilen til pressen.

Forløbet understreger sådan set det problem, som har været baggrunden for offentlighedsloven: Ministeren kan ikke have ”frie drøftelser” med medarbejderne i en styrelse uden at de offentliggøres i pressen.

Hvad gør ministrene fremover, når de skal mødes med embedsmænd, som man alt efter temperament kan betegne som ”whistle-blowers” eller ”politiske aktivister på skatteborgernes regning”? Vil ministeren tilstræbe mere åbenhed og ærlighed, eller mere politisk korrekthed og lukkethed, fordi han ikke ved, om en eller anden har tændt for sin mobiltelefon ved mødets start?

Skal alle medarbejdernes mobiltelefoner fremover slukkes eller endda afleveres forinden, når ministeren kommer på besøg? Er det nødvendigt yderligere at mandsopdække ministeren med særlige rådgivere, der skal have alle medarbejdernes spørgsmål på forhånd for at give ministeren en spørgeramme, som han kan tale ud fra?

Ja, det kan jo blive konsekvensen, når ministre kan blive udsat for bagholdsangreb, som dette jo tydeligvis er. Sagen er et missil mod den nødvendige fortrolighed og tillid, der bør være mellem ministeren og hans embedsmænd. Og denne episode vil nuværende og kommende ministre med sikkerhed notere sig.

Ministeren selv blev naturligvis konfronteret af Politiken. Hans svar var: ”Jeg forløb mig. Det er naturligvis offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, der afgør, hvad der offentliggøres og hvornår.”

Ministeren forløb sig næppe. Han lod – hvad han tidligere desværre har vist, at han har for vane – munden løbe uden at have tænkt sig om forinden. Det er fint, at ministeren har stærke holdninger, men alt med måde. Og alt til sin tid.

En driftssikker minister skal nok ikke holde lidenskabelige brandtaler foran medarbejderne, som efterfølgende kan overfortolkes og misbruges.

Episoden kan ikke andet end at udløse endnu et minus i karakterbogen til ministeren. Men med ministerens klare og hurtige afstandtagen, og DF's nye ”solskinspolitik” i forhold til regeringen, så er han næppe i fare for en fyring.

Bliver vi i øvrigt meget klogere af at debattere Esben Lunde Larsens bommert? Ikke rigtigt, især ikke hvis store dele af pressen benytter anledningen til at agere politiske aktivister for det, efter min mening, noget firkantede synspunkt, at fuld åbenhed er altid godt, og mindre åbenhed er altid dårligt.

Verden er lidt mere nuanceret end som så, og der findes heller ikke et samfund, hvor pressen har fuld indsigt i alt. Men synspunktet har det selvsagt svært, når magthavere sidestiller aktindsigtsbegæringer med en sygdom. Så gives man som samfundsborger intet valg.

Taberen? Det er den demokratiske samtale, hvor meget i stedet handler om mest effektivt at undergrave tilliden til politik og politikerne. Her har både politikere selv, pressen, embedsmænd og alle vi andre borgere et stort medansvar for udviklingen. Man kan ikke sige, at udviklingen ligefrem går strålende i disse år.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.