Cordua: Konservative principper kan koste indflydelse

I et sommerinterview med TV 2 slår Konservatives formand Søren Pape endnu engang fast, at ”VK-aksen”, som med få markante undtagelser i 90’erne siden 1982 har været drivankeret i blå blok, nu endegyldigt er fortid.

Den kendsgerning har de fleste nok også noteret sig efter et turbulent år, hvor Konservative for første gang i mands minde står uden for et forlig om indkøb af nye jetjagere. Dog overgået af det uforlignelige drama, hvor Konservative krævede en V-ministers afgang i forbindelse med sagen om landbrugspakken, hvor man - som så mange andre – ikke lod sig overbevise med hensyn til regeringens beregninger af landbrugets kvælstofudledning.

”Vi er blevet mere principfaste”, fastslog Pape på TV 2 og henviste til sommergruppemødet sidste år, som tidspunktet, hvor Konservative gjorde op med at ”makke ret”, hver gang storebror Venstre kaldte. Den erkendelse var nok kommet efter ydmygelsen ved folketingsvalget i juni, hvor Folketingets engang næststørste parti nu var blevet dets mindste.

Nu gjaldt det partiets overlevelse.

Det positive for Pape er, at vælgerne for første gang i en del år kan få øje på Konservative som et parti med selvstændige holdninger og ”principper”.  Spørgsmålet er dog om vælgerne er klar til at springe på projektet sådan for alvor.

Jarl Cordua

Vinder point hos vælgerne
Vel er Konservative blevet mere principfaste, og det kan de naturligvis tillade sig at være i de sager, hvor regeringen alene med blå bloks partier skal have sine ting igennem. Konservative kom i sidste ende af med Eva Kjer Hansen som minister, og man fik indrømmelser for at stemme for landbrugspakken.

I sagen med indkøbet af jetjagerne forholder det sig anderledes.

Brian Mikkelsen ved om nogen, at prisen for konservativ indflydelse i en regering er tavshed og loyalitet. Men prisen for konservativ synlighed er til gengæld også risikoen for mindre konservativ indflydelse.

Jarl Cordua

Her står Konservative uden for forliget, og man kritiserer flyindkøbet både for at være for uambitiøst i antal og med hensyn til ikke at hænge sammen økonomisk henset til, at midlerne skal findes inden for det eksisterende – skrabede – forsvarsbudget.

Der er nok ingen tvivl om, at Konservative vinder point hos vælgerne med hensyn til troværdighed for deres ”principfasthed”, hvor de ved at ”stå vagt om forsvaret” og bekæmpe ”landbrugets gylle” kan skabe kant til Venstre og de øvrige blå partier, som man er i benhård konkurrence med om vælgerne.

Med sin markante stillingtagen i sagerne får Konservative formentlig også nurset nogle gamle kernevælgere. Konservative var engang et udpræget parti for borgerlige i byen, som gik mere op i rene vandløb end landbrugets produktionsforhold, mens forsvarets folk også traditionelt har stemt på partiet. 

Adskiller sig stadig fra LA og DF
I meningsmålingerne ligger Konservative lige omkring valgresultatet, men man finder nok først ud af, om strategien har virket efter et folketingsvalg.

Det er dog under alle omstændigheder tydeligt for flere, at Konservative under Pape har iscenesat sig som et selvstændigt parti, der ikke er bange for at spolere den gode stemning i blå blok med særkrav, hvis de skal stemme for regeringens politik. 

Måske lige fraregnet den i foråret pludselig ”tabte tillid” til Eva Kjer Hansen som minister, så stiller Konservative sig ikke an med deadlines for Løkke-regeringens fald, hvis ikke man får indrømmelser af en vis størrelse.

Her adskiller Konservative sig fra Liberal Alliance, der har sagt, at de stemmer for en mistillidsdagsorden til regeringen, hvis ikke partiet i løbet af i år får en sænkning af topskattens skatteprocent. Og det er næppe sandsynligt, at Dansk Folkeparti – som også i tide og utide rasler med sablerne – stemmer for efterårets økonomiske aftaler uden yderligere stramninger i udlændingepolitikken.

Under Pape er Konservative – som så mange andre partier – drevet mod højre i udlændingepolitikken. Der er ikke megen hattedame-barmhjertighed eller Connie Hedegaardsk internationalisme i at kræve et ensidigt dansk farvel til menneskerettighederne.

I EU-debatten er partiet tilsyneladende splittet midt over i en EU-skeptisk fløj med Pape selv og folk som Rasmus Jarlov i folketingsgruppen, og så de gamle koryfæer uden for så som Hedegaard, Per Stig Møller og partiets nuværende EP-medlem og tidligere formand Bendt Bendtsen. Indtil videre kan det lille parti rumme begge holdninger.

Det positive for Pape er, at vælgerne for første gang i en del år kan få øje på Konservative som et parti med selvstændige holdninger og ”principper”.  Spørgsmålet er dog, om vælgerne er klar til at springe på projektet sådan for alvor.

En kommende trussel i form af Nye Borgerlige
For tiden trumfer udlændingepolitikken næsten alt hos vælgerne, og hos dem har Dansk Folkeparti over 20 år opbygget megen stor troværdighed i spørgsmålet. Hos Liberal Alliance har man også for længst solgt menneskerettighedskonventionen, og hos Venstre er der også kræfter, der mener, at tiden er kommet til at gå samme vej, selv om regeringen endnu viger tilbage fra dansk enegang på området. 

Når det gælder skattepolitik – en anden gammel K-mærkesag – sidder Liberal Alliance tungt på den, og truer – ja nærmest garanterer – at man vil gå linen ud og vælte V-regeringen for at få sin marginalskatteprocent-sænkning igennem.

Endelig er der truslen fra det seneste skud på den borgerlige stamme, nemlig partiet Nye Borgerlige, der er drevet af frafaldne fra Konservatives absolutte højrefløj med en dagsorden om at beskære velfærdsstaten hårdere end Liberal Alliance og en flygtningepolitik, der ligger til højre for Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er, om dette nye parti nok snarere er en større trussel for Dansk Folkeparti end for Konservative?

Prisen for synlighed
Det nye konservative hold i folketingsgruppen, der dog også tæller veteranen Brian Mikkelsen, ser ud til at trives godt med den nyfundne frihed fra VK-aksens lænker. 

I fortællingen om den nye ”principfasthed” bliver der dog ikke ret megen plads til at fortælle, at Konservative faktisk fik en hel del indflydelse som medlem af VK-regeringerne i 00’erne. De indrømmelser, der trods alt kom på skattepolitikken under Fogh, skete faktisk efter et konservativt pres. Den arv vil man åbenbart ikke rigtig være ved, da den skygger for den nye fortælling om ”De nye principfaste konservative”. Som så altså står i modsætning til de gamle ”principløse”, som førnævnte Mikkelsen som minister i 10 år var en del af.

Brian Mikkelsen ved om nogen, at prisen for konservativ indflydelse i en regering er tavshed og loyalitet. Men prisen for konservativ synlighed er til gengæld også risikoen for mindre konservativ indflydelse.

Den pris har Pape til dels dog allerede betalt ved ikke at sidde med i regeringen. Spørgsmålet er dog, om regningen for Konservative i tab af yderligere indflydelse for at stå mere ”fast på principperne” bliver større med tiden, end den gør for eksempelvis Liberal Alliance og Dansk Folkeparti?

For eksempel risikerer Konservative at blive udelukket fra et kommende forsvarsforlig, hvis Forsvaret skal have flere penge. Men den pris er Pape nok klar til at betale, hvis han dermed er sikker på, at partiet overlever hans tid ud.

Og skulle Pape få succes med sin strategi og Konservative med vælgernes mellemkomst igen får lidt af fordums styrke, så kan han jo ligesom Groucho Marx skifte sine principper ud med nogle nye.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.