Cordua: Løkkes plan B er at blive politisk martyr

Den store ubekendte i dansk politik hedder Kristian Thulesen Dahl. Vil han gøre Dansk Folkeparti til regeringsparti, eller vil han fortsætte med at være protest-/støtteparti til Venstre-regeringer i fremtiden?

Det er ikke bare et spørgsmål, der er relevant for ham selv. Det er det også for resten af blå bloks partier.

For tiden ømmer Venstre-regeringen sig over det dårlige forhold, der er til DF, som venstrefolkene ikke mener hjælper nok til i det daglige, og mistanken om egentlig konspiration/koordination med Socialdemokratiet, for eksempel om at gøre det så svært som muligt at finde penge til regeringens initiativer, er begyndt at florere.

Dødtrætte af Løkke
Omvendt klager DF over, at de ligesom de øvrige partier i blå blok er dødtrætte af Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen, som ikke orienterer dem nok, for eksempel før han gik i byen med sin helhedsplan for fremtidens Danmark.

Hvis LA stemmer Venstre-regeringen ned i Folketingssalen og dermed udløser et valg, så vil det lægge det blå Danmark som regeringsalternativ i ruiner i måske 10 år frem.

Jarl Cordua

Der har været en vis afspænding mellem de blå partier siden Folketingets åbning, men forhandlingerne i Finansministeriet om finansloven er ikke for alvor løbet i gang endnu. Der truttes dog ikke helt så heftigt i valgbasunerne som før, selv om "terrorbalancen" mellem DF og LA fortsat består.

Mellemspil inden et valg
LA vil have fjernet topskat ”hele vejen op” med fem procent for at støtte Løkke – DF afviser blankt at sænke topskatten.

Hvis det ender med et ordentlig skrald, så kan man spekulere i, at der også kommer et mellemspil, før valget udskrives. For eksempel med en dronningerunde.

Hvad gør LA i det tilfælde, hvor de øvrige blå partier peger på Løkke? Hvis de peger på ham igen, så er magtspillet tabt for dem. Alternativt kan de pege på en anden venstremand for at udstille, at det er personen Lars Løkke Rasmussen, som de ikke længere har tillid til. Det er de langt fra alene om i blå blok.

Vil LA pege på DF?
Omvendt vil det skabe meget ondt blod til Venstre, for det vil rokke ved den uskrevne regel om, at partier – i al fald offentligt - respekterer, at man ikke blander sig i andre partiers interne forhold. Men så kan LA jo pege på Dansk Folkepartis formand?

Hvilken forklaring opfinder Kristian Thulesen Dahl så denne gang til sine vælgere for IKKE at pege på sig selv, men på Lars Løkke? I dette tilfælde vil Mette Frederiksen så have flertal som ”kongelig undersøger”. Her vil DF's heftige flirten med Socialdemokratiet blive testet med henblik på, om DF vil kunne støtte en S-regering.

Det vil næppe ske. LA og sikkert andre i blå blok kan håbe på, at DF's vægren med hensyn til at påtage sig regeringsansvar, bliver så tilpas udstillet, at det fører til en afklaring af, hvad det er for et parti, som Kristian Thulesen Dahl ønsker at stå i spidsen for. På den anden side vil det, at LA peger på DF-lederen vel også være det endelige farvel til topskattelettelser? Og vel også en for LA-vælgere rimelig besynderlig udgang på slagsmålet med DF?

Inden man når så langt, kan regeringen have vedtaget finanslov, PSO-ordning, en boligskatteløsning og en helhedsplan med skiftende flertal. Man vil sikkert bestræbe sig på at få både Radikale og Socialdemokratiet med så langt, at aftalerne binder parterne efter et regeringsskifte.

Løkke giver aldrig op
Hvis Løkke taber et pludseligt udskrevet folketingsvalg, så vil han kunne fremstille sig selv som en politisk martyr, der faldt på valen under udførelse af politik, der bandt politikerne i mange år frem. Det er ikke så skidt, og at ”lide døden i politisk kamp” kan muligvis rette op på hans ramponerede renommé også i Venstre og bortvejre dunsten af partifinansierede underbukser og skatteyderbetalte 3GI-luksusflybilletter.

Løkke selv vil dog forinden sidde i sit statsministerium og spille defensivt sammen med sin hær af statsretlige rådgivere med departementschef Christian Kettel Thomsen i spidsen og gøre alle mulige krumspring for at blive siddende. Vi ved fra tidligere, at Løkke aldrig giver op, uanset hvor håbløs situationen synes at være.

Hvis det ender med et fald, så vil Løkke gøre vejen lang, trang og besværlig for LA. De kommer til at stemme ham ned i folketingssalen under stor dramatik, og det vil blive en tv-begivenhed, der vil kunne samle nationen, når LA's folk i nærbilleder trykker på knapperne, der vælter Løkke-regeringen.

For Løkke vil et tabt valg nok medføre, at han må gå som formand. Man kan aldrig være 100 procent sikker, men det er bredt vurderingen i Venstre. 

DF's rolle i dansk politik
Hvem der så kommer i stedet vil nok afhænge af, hvad Kristian Thulesen Dahl beslutter sig for skal være Dansk Folkepartis rolle i dansk politik. Vil DF konkurrere med Venstre om førstefødselsretten til statsministerposten i blå blok? Hvem vil være bedst hos V at sætte i spidsen for det kapløb?

Går DF selv, da vil det betyde, at DF i langt højere grad, end tilfældet er i dag, skal opfinde og udvikle politik frem for blot at sidde at lurepasse i forhold til, hvad S og V finder på.

Hvis DF vil samarbejde med S, så skal de også tage medansvar for sure beslutninger og ikke skifte holdninger efter folkestemningen. For ellers vil S formentlig hellere samarbejde med et mere stabilt Venstre.

Der cirkulerer i øvrigt endnu ikke offentliggjorte målinger fra en dansk forsker, som er blevet præsenteret for regeringens særlige rådgivere, der viser, at Venstre – formentlig – ”performer” dårligere hos vælgerne end partiet egentlig burde. Årsagen hedder Lars Løkke Rasmussen.

Hvis det holder stik i virkeligheden, så ligger der en skjult vælgerreserve, som Venstre kan få gavn af, den dag Løkke er væk. Det betyder så også, at DF – ifølge disse målinger -  ”overperformer” hos vælgerne. Det hjælper dog ikke Venstre ved et kommende valg, hvor Løkke står i spidsen.

Det blå Danmark i ruiner
Hvis LA stemmer Venstre-regeringen ned i folketingssalen og dermed udløser et valg, så vil det lægge det blå Danmark som regeringsalternativ i ruiner i måske 10 år frem. Det ville så også betyde, at Venstre skulle i gang med at genopbygge partiet.

Er det et fremtidsscenarie, der tiltaler eksempelvis en af favoritterne, Søren Gade på 53 år? Han vil nok være over 60 år, før han får chancen. De øvrige kandidater er Kristian Jensen, Søren Pind og Inger Støjberg, som alle endnu er i 40'erne. Hvis de skal have en anden karriere end politik, så er tiden inde til det, hvis ingen af dem bliver formand for Venstre.

Hvem skal afløse Løkke?
Hvem kan tænkes at holde ud i så lang tid? Hvem har evnerne til at formulere en politisk strategi, samle hele partiet og er populære blandt vælgerne? Uanset hvem af kandidaterne, man ser på, så er der ingen af dem, der opfylder alle krav, og mange har synlige handicap, som de slås med.

Hvad indeholder Søren Gade egentlig sådan rent politisk? Pind opfattes af mange som alt for impulsiv til, at han kan stå i spidsen for Venstre. Støjberg ses som enkeltsagspolitiker – kan hun favne hele Venstre med sine markante holdninger? Kristian Jensens karisma går der ikke ligefrem frasagn om, og nogle mener, at han mistede sin chance i en kælder under Odense Congress Center for to år siden.

En kandidat uden for flokken er partiets politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, som flere og flere taler om, og som er meget vellidt overalt i partiet. Han kan mange af de ting, der efterspørges, men skal man pege på et problem, så ligger han politisk et andet sted på områder som flygtninge og retspolitik, end de fleste i Venstre gør i dag.

Fremtidens DF
Så måske bliver det ikke hans tur i denne omgang, selv om mange efterhånden ser ham som fremtidens mand.

Alt det kan finde en afklaring i løbet af ganske få måneder, og imens venter Christiansborg i spænding på, om Kristian Thulesen Dahl kan blive enig med sig selv om, hvad for et parti, Dansk Folkeparti skal være i fremtiden. Det ved han formentlig ikke engang selv.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.