Cordua: Mette Frederiksen bør tage Radikales trusler roligt

Socialdemokraternes historiske ryk til højre i hele udlændingespørgsmålet siden valget har vedligeholdt Mette Frederiksens gode muligheder for en dag at sætte sig i statsministerstolen.

Meningsmålingerne viser i al fald i gennemsnit et snævert rødt flertal. Det sker på et tidspunkt, hvor flygtningekrisen er den totalt dominerende politiske dagsorden, og som normalt ville have dømt rød blok ude.

S-strategien er tilsyneladende at forsikre vælgersegmentet personificeret af ”blå Bjarne” – den mytiske midtervælger af hankøn med faglært uddannelse, bil og rækkehus, som tidligere har stemt Venstre og Dansk Folkeparti – at han i S-butikken kan få både stram udlændingepolitik, økonomisk stabilitet og velfærd for sin stemme.

Indtil videre har det virket, selvom S som parti ligger nogenlunde stabilt i meningsmålingerne. Man vinder lidt over midten, men må afgive nogenlunde det samme til venstrefløjens partier. Bundlinjen er dog, at man – indtil videre - vinder stemmer henover midten.

Radikale har altid været et parti, der altid vil søge indflydelse. De vil derfor tage den indflydelse, som de kan få, og så vil de leve med uenigheden på udlændingeområdet. En uenighed, som begge partier i øvrigt kan mobilisere vælgere på.

Jarl Cordua

Drømme og regneark
Det politiske skift er dog som nævnt ikke helt uden omkostninger, hvad man kunne se søndag, da et folketingsmedlem fra ”grebningen”, Pernille Schnoor, pludseligt meldte sig ud af Socialdemokratiet for at søge nye græsgange i Alternativet, der af nogle ses som ”drømmenes parti”, der står i skarp modsætning til ”regnearkenes partier”, hvor Socialdemokraterne kan henregnes. Det er selvfølgelig kun en præmis, som holder så længe Alternativet ikke er fedtet ind i politiske kompromiser under ansvarets åg.

Alligevel er det en præmis, som har så stærk appel, at en tidligere radikale minister, Manu Sareen, som, især efter at han bortdømt af vælgerne havde forladt ministertaburetten, tydeligvis havde det svært med at skulle forsvare magten og de privilegier, han nød undervejs, og den åbenbart lige så desillusionerede Pernille Schnoor er villige til at forlade deres partier til fordel for festen hos de glade venstreorienterede i Alternativet, hvor der efter mange års frustration nu bliver budt på evig fred, uendelig kærlighed og perfekt harmoni.

Collateral damage
Afskalning af vælgere og enkelte folkevalgte politikere til venstrefløjen er for S med andre ord ”collateral damage”, som det hedder. Det kan så være fristende at rive de socialdemokrater i næsen, som skruede sig helt op i deres forargelse over Schnoors faneflugt om ”vælgerflugt” og almindelig ”pissen på S-vælgerne” den tidligere udtalte - eller tavse - glæde, der mødte nyheden for år tilbage om, at en pæn luns af det daværende regeringsparti SF's folketingsgruppe nu havde søgt ly i det store regeringsparti.

Tabet af Schnoor er imidlertid nok til at bære for S, idet det nu tidligere gruppemedlem hverken var bebyrdet af tunge ordførerposter eller en tilstrækkelig stærk profil, at hun på nogen måde har vakt synderlig opsigt i offentligheden siden sit valg til Det Høje Ting sidste sommer.

Man kan dertil more sig over, at en del socialdemokrater siden valget glad og gerne har påpeget den uomtvistelige kendsgerning, at der kun skal ske ét ryk fra den blå blok til rød blok, så oprinder der med et slag en ny situation i dansk politik, nu hvor Løkke-regeringen kun hviler på én stemmes flertal. Det var især en analyse, der fandt næring ved EP-parlamentsmedlem Jens Rohdes farvel til Venstre til fordel for de mere flygtningevenlige radikale. Men det første eksempel på faneflugt så man altså hos Socialdemokraterne selv, og som blev begrundet blandt andet i, at S siden valget har rykket sig markant i udlændingepolitikken.

Hvor regeringspartiet Venstre konstant bliver skoset af resten af blå blok for sin fodslæben i udlændingepolitikken – samt ikke mindst Socialdemokraterne, der indgår aftaler om stramninger på blandt andet Greencard-ordningen, så graver man grøfterne dybere i forhold til partiets historiske gamle venner hos Radikale.

Halve frierier til Løkke
Det har forårsaget, at Radikales leder Morten Østergaard igen har været ude at flirte med tanken/truslen om, at det ikke var sikkert, at R vil støtte Mette Frederiksen som statsminister. Ikke mange tror på disse halve frierier til Lars Løkke, men det skader jo ikke at gøre sig lækker hos de lommer af borgerlige, som er led og ked af den førte udlændingepolitik.

Anderledes kontant var Radikales furie, Zenia Stampe, som efter en barselsorlov sparkede døren ind til S og skældte dem hæder og ære fra. Værst var hendes gravskænding af nyligt afdøde Anker Jørgensen, som i radikal optik stod for en noget anden solidaritet med flygtninge end den ”rigmandsprotektionisme”, som hans arvtagere i dag står for.

Herlevs socialdemokratiske borgmester, Thomas Gyldal, som blandt flere påtager sig rollen som forvalter af Ankers politiske arv, mener til gengæld, at S-ikonet nærmest stod for den tidligste gryende modstand mod flygtningestrømmen.

Det er så senere blevet overtrumfet (som altid) af DF's frække Søren Espersen, som hævdede ikke længe efter Ankers bortgang, at han med sin fokus på social dumping fra indvandrere ”kunne have været et helt godt medlem af DF." Her skal man nok bare glemme Socialdemokraternes position under Ankers lederskab, da partiet sammen med R og venstrefløjen tvang firkløverregeringen til at fremsætte den ganske frie flygtningelovgivning i 1983.

Stampes udskældning af S for svigt af tidligere positioner om international solidaritet med alverdens flygtninge førte til ligeså kradsbørstige modangreb fra udlændingeordfører Dan Jørgensen om, at Stampe må ”bo på månen” i al sin insisteren på ikke at forholde sig til, at velfærdssamfundet kommer under pres med de flygtningemasser, der presser sig på.

Aukens ideologiske arv
Dan Jørgensen var engang discipel af salig Svend Auken, som i sin storhedstid som S-formand advarede mod racismen i Fremskridtspartiet under Pia Kjærsgaard, og som ingen kan huske nogensinde stod for opstramning af udlændingelovgivningen. Men det kan jo være, at selv Auken – måske partiets største ideolog siden Jens Otto Krag og Dan Jørgensens politiske mentor - hvis man da kan finde et par kritiske bemærkninger om flygtningestrømme i hans levetid – kan bruges som bevis for, at det S mener i dag om udlændingepolitik, ja det har partiet da i grunden altid ment.

Det kræver dog nok en beskæring af Aukens ideologiske arv, som er mere kreativ end dengang de nordkoreanske pressefolk på det offentliggjorte fælles pressefoto klippede hans ben kortere, så han ikke var meget højere end deres daværende leder Kim Il-Sung.

Senest har Radikales seneste tilgang, Jens Rohde, fra Viborg ladet udgå en melding om, at Mette Frederiksen heller ikke skulle føle sig sikker, selv om den tidligere venstremand i dag aflyser den trussel ved at forsikre om, at han da personligt aldrig kunne drømme om at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det sidste er rimelig troværdigt, da Løkke personligt dumpede ham som Venstres Europa-Parlamentskandidat.

S kan sove roligt
Omvendt er det næppe troværdigt, at S bare uden videre må indse, at R skal have indflydelse på udlændingepolitikken, hvis S skal i regering igen. Henset til hvor relativt lidt, der blev ændret i udlændingepolitikken under Thorning-regeringerne under den stærke Margrethe Vestager som leder, så forekommer det meget lidt sandsynligt, at S uden videre skulle imødekomme Radikales krav. I den økonomiske politik har og havde Radikale andre steder at gå hen. Men det har de altså ikke i udlændingepolitikken. Og derfor bør S nok sove roligt.

Radikale har altid været et parti, der altid vil søge indflydelse. De vil derfor tage den indflydelse, som de kan få, og så vil de leve med uenigheden på udlændingeområdet. En uenighed, som begge partier i øvrigt kan mobilisere vælgere på.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.