Cordua: Slagteren fra Herning spidder Projekt Løkke

”Hvis du vil have en ven i politik, så køb en hund!” - nogenlunde sådan sagde den amerikanske præsident Truman. Pointen er, at man som beslutningstagende politiker næsten kun kan skuffe sine venners forventninger, fordi der er så mange andre hensyn at tage, når beslutninger træffes.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde indtil for nylig hele to hunde med navnene Bella og Beauty, så han må siges at have helgarderet sig mod at blive venneløs i politik, om end Bella nu desværre er afgået ved døden.

Det er imidlertid ikke den eneste trofaste ven, som Løkke har mistet – om end at denne forhenværende ven i politik stadig lever i bedste velgående.

For indtil for relativt nylig gik Hernings borgmester, Lars Krarup, for at være en loyal ven til Lars Løkke. Men den alliance er tydeligt for alle nu stendød, efter at Krarup ved et par lejligheder i medierne, så det nærmest kan sammenlignes med at stille sig op og skrige det ud fra hustagene, har undsagt Lars Løkkes ledelse – eller mangel på samme.

Nu kan han så stille sig op i rækken af tidligere loyale Løkke-folk, der med tiden er blevet ofret eller degraderet som V-ministre til fordel for Jensen og hans støtter.

Jarl Cordua

Det sker i kølvandet på sagen om placeringen af den jyske politiskole. Kritikken rettes mod fire politisk specifikke punkter, hvor Krarup distancerer sig fra regeringen:

Regeringens boligskatteudspil, der slet ikke på samme måde forgylder de jyske husejere som de storkøbenhavnske.

Lars Krarup er uddannet slagter, men han er også ferm til slagterhåndværket i politik og ved tilsyneladende lige, hvor han skal sætte kniven ind og vride den rundt.

Jarl Cordua

Forliget om trafikinvesteringerne, som det ledende regerings- og magtparti Venstre helt usædvanligt ikke er med i.

Uddannelsesloftet i diverse udgaver, som heller ikke er særligt populært i Venstre-kredse.

Og så den meget uelegante ”danskhedsdefinition”, hvor regeringen i en udtalelse om den etniske fordeling i et boligområde fik formuleret begrebet ”danskere” så snævert, at det startede en intern diskussion i Venstre om, hvad man i virkeligheden mente. Det skabte kun yderligere forvirring om regeringspartiets synspunkt. Og det udstillede skismaet i partiet mellem Støjberg-linjen og den ”Uffe Ellemann'ske” linje i synet på integration med mere.

Lars Krarup er uddannet slagter, men han er også ferm til slagterhåndværket i politik og ved tilsyneladende lige, hvor han skal sætte kniven ind og vride den rundt, så det gør maksimalt ondt på Løkke – og nok også på Venstre, som ifølge Krarup ”lige nu fejler”. Men hvilket formål tjener det? Hvad opnår han ved det, altså ud over at udstille sin frustration?

Alle kan se og forstå, at Krarup er vred over at politiskolen ikke kom til Herning. Det har han også al mulig grund til efter at have kæmpet så hårdt for sagen. Selv sagkundskaben er på Krarups side. Bygningerne i Vejle er ikke egnede, og det tager længere tid end først antaget at bygge dem om til formålet. En del tyder på, at borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) har oversolgt Vejles tilbud, som altså bliver der, hvor politiskolen kommer til at ligge, efter DF og S nedlagde veto mod nybyggeri.

Krarup er klog nok til at pakke sin skuffelse og vrede ind ved i stedet at skubbe en politisk dagsorden foran sig frem for kun at udstille sin skuffelse og frustration over politiskolesagen. Men hvad nu hvis politiskolen faktisk var endt i Herning? Havde han så lukket op for posen med kritikken, eller havde han nøjedes med at have meddelt den på de indre linjer?

Det er ikke fordi der ikke er bid i Krarups kritik. Det er der bestemt – og derfor gør det ondt.

Det er i øvrigt ret spøjst, at det blev Løkkes gamle udfordrer Kristian Jensen, der på V-ledelsens vegne var ude at afvise Krarups kritik og dermed stod som den, der skulle forsvare Projekt Løkke over for Løkkes nu – må man formode – tidligere alliancepartner. Sådan er politik. Alliancer skifter.

Krarup gør også en del ud af at angribe DF og Kristian Thulesen Dahl som de egentlige skurke i politiskolesagen. Det er der også et publikum for i Venstre, hvor flere efterhånden ser DF mere som en rival til lederskabet i blå blok, eller som en decideret politisk modstander frem for, som tidligere, en ret loyal alliancepartner.

DF's ageren i politiskolesagen bliver af mange venstrefolk set som en primitiv straffeaktion af værste skuffe, hvor DF'erne ser sagen som V-toppens arrogance.

Hjemme i Herning Byråd skal de lokale DF'ere med Dennis Flydtkjær naturligvis også have så mange tæsk, som der kan ligge på deres rygstykker frem mod kommunalvalget, til trods for, at de fik lov at gå imod partilinjen i sagen. (Måske har DF indset, at partiet er presset lidt i bund image-mæssigt i Herning? De har i al fald besluttet at lægge de næste fire års landsmøder i Uldjydernes hovedstad).

Mange ser naturligvis Krarups pludselige mere brede kritik af, at "Venstre fejler" som argumenter, der skal underbygge en kritik af statsministerens håndtering af politiskolesagen. Kan det virkelig passe, at en statsminister ikke kan lande en så forholdsvis lille sag som politiskolen? Hvis ikke, hvad siger det så om statsministerens autoritet? Har han overhovedet noget at sige i forhold til Kristian Thulesen Dahl?

Meget tidligt i forløbet læste iagttagere – og politikere på Christiansborg – politiskolens placering i Herning ind i, at Løkke "skyldte" Krarup sin formandsstol efter formandsopgøret i juni 2014.

Det skulle i øvrigt være baggrunden for, at daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen på de indre linjer blev set som modstander af at placere politiskolen netop i Herning. Det bundede i en frygt for, at det så skulle hedde sig, at Lars Løkke sagde ”tak for sidst” for støtten til Lars Krarup under formandsopgøret. Ordet nepotisme er næppe blevet udtalt, men det er vel det, Hjort frygtede. Ellers giver det ikke megen mening.

I systemet og på Slotsholmen gik rygterne også om Hjorts modstand, men der lå realiteter bag. Rygterne nåede også Krarups ører. Den 30. januar forklarede Herning-borgmesteren til TV MidtVest, at: ”Siden midt i november har jeg jo kunnet se, at Claus Hjort og Thulesen Dahl – selvom de ikke siger det til kameraet – formentlig har lavet en aftale for lang tid siden. Og det er den aftale, jeg nu taber på grund af”.

Hvis det er rigtigt, hvor var så Løkke? Er det ikke ham, der i sidste ende bestemmer i Venstre? Man fornemmer, at Krarup savnede en statsminister, der kunne slå i bordet og sætte tingene på plads.

Set med Krarups briller har det tilsyneladende ikke betalt sig at hjælpe Løkke under formandsopgøret. Tværtimod. Nu kan han så stille sig op i rækken af tidligere loyale Løkke-folk, der med tiden er blevet ofret eller degraderet som V-ministre til fordel for Jensen og hans støtter. Løkke gør det nødvendige for at beholde magten. Men det har sin pris.

Kredsen af Løkkes politiske venner skrumper tydeligvis ind. Der er næppe ret mange i folketingsgruppen, der vil kaste sig ind foran ham og tage en kugle, hvis endnu en skandale pludselig skulle vise sig. Forholdet til folketingsgruppen er slidt: Løkke har det svært for øjeblikket, fornemmer man. Der er alt for langt mellem smilene og for kort mellem de sure og tvære optrin, lyder meldingen.

Krarups loyalitet over for formanden var heller ikke en gratis omgang. Han satte sit tidligere ret gode forhold til Kristian Jensen ind på at støtte Løkke under formandsopgøret. Det siges, at familierne førhen kom rigtig godt ud af det med hinanden. Nu er der af indlysende grunde en kløft mellem Jensen og Krarup. Det er ikke optimalt for Krarups indflydelse, at hans forhold til Venstres kommende formand er blevet ofret på Løkkes alter.

I øvrigt er Krarup i den situation, at han har en tæt alliance med en anden tidligere formandsprætendent, gruppeformand Søren Gade, som har været udsat for en del intern kritik for usynlighed og manglende lyst til at tage del i Løkkes projekt.

Krarup deler formentlig utilfredsheden nogle steder i Venstre over, at formandskampen reelt døde, da Løkke – tvunget af omstændighederne – udpegede Kristan Jensen som arvtager. Det dræber dynamikken at ingen udfordrer Jensen, mener nogle.

Gade vil tydeligvis ikke være formand, Pind kan ikke samle opbakning, og Støjberg ville save partiet midtover. Krarup selv viger helt tilbage for at blande sig i landspolitikken, hvor der ”kastes med knive”. 

Den tidligere slagter ved helt indlysende godt, hvad han taler om, selvom han pakker det ind i politisk substans. Hans V-borgmesterkolleger bider dog ikke helt på hans kritik, og en enkelt kollega beder ham om at stille op til folketingsvalget i stedet for at stå og råbe. Det sker dog næppe, så længe Kristian Jensen er opstillet i Herning.

Et motiv mere er, at Krarup vil redde sig selv. Det er slut med at ofre sig selv for Projekt Løkke, som Krarup hverken tror på eller vil have aktier i.

Venstres landspolitiske målinger lå i november 2013 i gennemsnit på omkring 26 procent, ifølge Berlingskes barometer. Nu ligger partiet på knap 19 procent.

Venstre står til endnu en kæmpelussing ved efterårets kommunalvalg, og alle ved, at Løkkes skandalesager bærer hovedskylden. V-vælgerpesten skal helst gå uden om Herning denne gang, hvor Venstre indtil videre har absolut flertal. Nu meddeler Krarup så via pressen, at han ikke længere skylder Løkke noget. Nu gælder det derfor om at kaste vraggods overbord og distancere sig mest muligt fra Løkkes taberprojekt.

Spørgsmålet er dog, om det tjener Krarups sag at fortsætte kritikken af V-toppen? Han fik ikke politiskolen, men måske kunne han få noget andet med tiden? Politik er som bekendt ikke et endgame. Det kræver dog nok, at de forståelige, men set med V-toppens briller, alt for ”følelsesbetonede reaktioner” på et ebber ud.

Skulle han løbe tør for venner på Christiansborg, så kan Krarup jo altid købe sig en hund.

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.