Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Thorning må forsøge et sidste offensivt sats

KLUMME: De aktuelle målinger tyder på, at Thorning kan blive nødt til at overveje et sidste sats – enten et politisk løfte eller et hårdt angreb på Løkke. Det bliver spændende at se hvem af de to, der er den største gambler, skriver Jarl Cordua i "Liberale Brøl".

Thorning og Løkke i duel hos DR 7. juni. 
Thorning og Løkke i duel hos DR 7. juni. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er nu kun ganske få døgn tilbage af valgkampen 2015, hvilket betyder, at tiden er kommet til, at Løkke og Thorning hiver de sidste valgkaniner op af hatten for at få vælgere ombord i blokken. 

Meningsmålingerne er stadig ekstremt tætte, selv om de siden midten af sidste uge har bevæget sig i blå retning. Dog ikke mere end at man meningsfyldt og med statistisk usikkerhed in vigtig mente kan sige, at valget er afgjort.

Det er det på ingen måde. Faktisk viser tre ud af de seneste seks målinger enten helt dødt løb eller en smal rød valgsejr. Dødt løb eller en evt. 88-87 valgsejr til de blå i selve Danmark er ensbetydende med rød valgsejr på grund af de forventelige tre røde nordatlantiske mandater mod et enkelt til de blå. Så minimumskravet til blå blok er en valgsejr på 89 mod 86 mandater til de røde.

Mød vælgerne
Thorning satte sig søndag i sin valgbus for at nå ud til vælgerne i 12 byer på to døgn. Det er en udmærket idé at komme ud og møde vælgere og være synlig så mange steder som muligt.

Lars Løkke er også ude og møde vælgere i Lyngby, men bruger - fuldkommen uforståeligt for mig - en time på at tale med internationale journalister i København. De kan hverken selv stemme eller skrive til folk, der kan stemme. En højst besynderlig prioritering af den dyrebare kampagnetid. Selv en hel times hvil ville være bedre givet ud. 

Onsdag finder den sidste duel mellem de to statsministerkandidater sted på DR. Hvis målingerne fortsat viser knebent blåt flertal, så må Thorning – afhængig af, hvordan man læser målingerne i S - forventes at komme i offensiven og angribe Løkke med alle tænkelige midler.

Den sidste duel
Hendes taktik i de første dueller har skiftet fra konsekvent at afbryde Løkke til at være lidt mere defensiv. Det skal hun nok holde op med. Jeg forventer, at hun nu går tilbage til sin oprindelige taktik og afbryder Løkke konsekvent, som tilsyneladende virkede fint i den første duel.

Løkke vil nok uanset angrebene køre videre i den rolige stil, hvor det især handler om at blive set af de mange usikre og skeptiske vælgere som et troværdigt alternativ. Det er i nogle målinger lykkedes at få V-formandens troværdighedstal op fra det indledende lave bundniveau, men indtil videre er han ikke i nærheden af at være vælgernes foretrukne statsministerkandidat.

Det bliver han næppe heller, hvis han angriber Thorning for aggressivt, men gerne, som man har set det, med velplacerede hug især som kontra-angreb.

Løkke må forventes at fortsætte den neddæmpede stil, som han kørte i de første tre dueller og især den tredje duel, hvor han fik god plads til at ”tegne og fortælle” om landets udfordringer og Venstres forslag til at løse dem. Thornings opgave bliver at få stoppet Løkke, før han kommer i gang, og det kan ske med velanbragte smæk til Venstre og konsekvente afbrydelser af Løkke. 

Splid i rød blok
Ugen er dog begyndt med et par gode nyheder for Løkke. På venstrefløjen bruger både Enhedslisten og SF tilsyneladende deres taletid i medierne til frontalangreb på SR for ikke at tale åbent om reformplaner, som det sker i dag i Jyllands-Posten.

Den slags er gefundenes fressen i blå blok. Jo mere splid i rød lejr jo bedre – og helst gerne så tæt på valgdagen. Det giver indtryk af opløsningstendenser til støtten bag Thorning og panik på venstrefløjen, hvor man åbenbart går efter stemmemaksimering frem for at sikre fire års indflydelse til rød blok.

Sammenhold hos de blå
I blå blok har man omvendt ved to lejligheder i valgkampen demonstreret sammenhold med to annoncer omkring en fælles holdning til reform af EU og en stram udlændingepolitik. Den pointe er fin at rejse med for Løkke de sidste par dage inden valget.

Løkke har også spillet ud med et forslag om trepartsforhandlinger, der skal munde ud i at gøre noget for de pensionister, der igennem livet ikke sparer op til mere end folkepensionen.

Et forslag der muligvis kan få ham til at se lidt mere social bevidst ud blandt tvivlere og især kvinder, der har haft svært ved at finde vej til blå blok. Fagbevægelsen har under alle omstændigheder modtaget Løkkes forslag om trepartsforhandlinger med åbne arme. Det virkelige smarte ved forslaget er dog, at det samtidigt udstiller Thorning-regeringens eklatante fiasko med 12-minuttersplanen, der ikke overlevede trepartsforhandlinger, men som simpelthen endte med at blive skrottet af finansminister Bjarne Corydon (S) som forhandlingsværktøj.

Løkke som kreativ politiker
Nu genopliver Løkke det i valgkampen, og det får ham til at se ud som den kreative politiker, der får ting til at ske, men som det seneste halvandet år - i mange vælgeres bevidsthed - er blevet fortrængt af en langt mindre populær figur – nemlig ham som skal svare på spørgsmål om sit privatforbrug i relation til offentlige midler.

Forleden forsøgte TV 2 at lade deres krydsildsudsendelse blandt andet handle om den side af sagen med Løkke som interview-offer. Det nægtede Løkke – ikke helt uforståeligt – at svare på spørgsmål om. På TV 2 mente man siden, at det var en fejl, at man droppede spørgsmålene. Muligvis.

Men det ville også have været en fejl af Løkke at sidde og lade sig grille endnu engang i et tv-studie om spørgsmål, som han har svaret på før. Så hellere sige nej tak og i stedet tage ud på landevejene og møde vælgere. Valget bliver trods alt ikke afgjort, fordi man misser en enkelt optræden i TV 2 News. 

Den største gambler
Nu gælder det om for de to statsministerkandidater ikke at tage for mange chancer. Begge kan nå at vinde. Men de kan også begge nå at tabe, fordi man kommer til at sige noget, der bare kan udlægges af de politiske modstandere eller medierne som en stor dumhed.

Det nedsætter naturligt nok lysten til at tage chancer eksempelvis under duellen i morgen eller under partilederrunderne.

Som det ser ud nu, så kunne de aktuelle målinger tyde på, at Thorning kan blive nødt til at overveje et sidste sats – enten et politisk løfte eller et hårdt angreb på Løkke. Det bliver spændende at se, hvem af de to, der er den største gambler.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på valgprogrammet ”Situationsrummet” på Radio24syv. Hver mandag og onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00