Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Udsigt til endnu et formidabelt Folkemøde

KLUMME: Folkemødet årgang 7 tegner lovende, og de fleste kritikere er faldet til patten, men man kunne godt ønske sig lidt mere for "Folket" og præsentationen af flere egentlige politiske ideer under den politiske nytårfest.

ALLINGE 4EVER: Folkemødet foregår i Allinge og kun Allinge, understreger en let bøs Jarl Cordua.
ALLINGE 4EVER: Folkemødet foregår i Allinge og kun Allinge, understreger en let bøs Jarl Cordua.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så er det folkemødetid, og vi er rigtig mange, der glæder os som små børn til at drage til Allinge på Bornholm for at bruge tre-fire dage på det, som vi er mest optaget af, nemlig politik og hvordan vi kan udvikle Danmark til at blive et endnu bedre samfund, end det er i forvejen.

Selv vejret ser ud til at blive fremragende, så alt tyder på, at årgang 7 igen overgår alle de tidligere udgaver. Den nye professionelle ledelse får også debut som afvikler, og det bliver spændende at se, hvordan det vil påvirke Folkemødet.

Naturligvis er det også tid til de rituelle brokkerier fra alle dem, der ikke deltager. Det er forståeligt. Det er med Folkemødet som med politik og voksenfilmproduktion, som daværende kulturminister Jytte Hilden engang beskrev det: Det er sjovest at være med, frem for bare at kigge på.

For dem, der aldrig har deltaget – og aldrig vil eller kan deltage – så må det bare være helt utåleligt ikke at kunne være med til festen. Vi må dog nok se i øjnene, at almindelig indebrændthed er kommet for at blive.

Tiden, hvor nogen lallede rundt i tre dage i konstante fadølsbranderter uden at lave det mindste, er for længst forbi, hvis det nogensinde har været tilfældet. Og det er pinligt, at der stadig findes journalister, der antyder det.

Jarl Cordua

Det er også sæson for, at enkelte stadigvæk bilder sig selv ind, at man sådan kan flytte Folkemødet rundt mellem byerne på skift. Kendsgerningen er, at Folkemødet ikke kan flyttes, fordi arrangørerne er en forening, der er stiftet med det ene formål at holde Folkemøde på Bornholm – og ingen andre steder.

Faktum er også, at politikerne på Christiansborg heldigvis intet har at skulle have sagt i sagen. Hvis andre byer vil holde Folkemøde, så kan de såmænd bare give sig i kast med den opgave. De får dog nok brug for meget held og lykke med at tiltrække politiske partier, foreninger og virksomheder til for eksempel at lave en gentagelse i efteråret i samme skala.

Virkeligheden er, at Folkemødet for evigt kommer til at ligge i Allinge. Lær at leve med det!

Jarl Cordua

Det kræver formentlig en stor portion optimisme at forestille sig, at nogen vil kaste penge og ressourcer efter konkurrerende initiativer. Det svarer til at holde nytårsaften flere gange om året. Det tjener intet formål. En gang er såmænd rigeligt. Det forhindrer dog ikke, at man med succes kan afvikle mindre lokale udgaver, som blandt andet Det Fynske Folkemøde i Odense, der afvikles på én dag i september. Virkeligheden er, at Folkemødet for evigt kommer til at ligge i Allinge. Lær at leve med det!

Når så mange ressourcer – også offentlige midler – bliver kastet efter et folkemøde fra deltagerne, så er det bestemt fair, at budgetterne må kunne klare at blive testet fra kritiske medier.

Især det licensfinansierede DR er traditionen tro meget i skudlinjen for at sende mange medarbejdere til Folkemødet. Kritikken har dog efterhånden fået karakter af primitiv hetz og uudslukkeligt DR-had.

En journalist på BT mente f.eks. på Facebook, at det var helt rimeligt at sammenligne deltagerantallet på hans egen gennem tiden medarbejderdecimerede frokostavis, der efterhånden lever af pinlige og primitive clickbaits, med DR-koncernen, som i Allinge tillader sig at stille med 138 medarbejdere.

Hvor det ene medie på Folkemødet mestendels bemærker sig ved mavesur avisreportage to sider dagligt, ja, så udmærker DR sig med mange timers gedigen tv- og radiojournalistik og kvalitetsunderholdning fra havnen med live-studier, hvor publikum inviteres til at følge med i tv-produktion live. Alt ganske gratis og henset til det altid store publikum med fortjent kæmpesucces.

Alligevel fremstiller også folk fra de konkurrerende medier DR på Folkemødet som urimeligt overfråsende, hvor det ligger i luften, at medarbejdere og navnlig DR-cheferne ikke laver andet end at drikke fadøl og slikke solskin.

Som deltager siden 2011 – også ved fadølshanerne – kan jeg blankt afvise det billede, som især kommer fra kritikere, der aldrig har sat deres ben i Allinge. Kendsgerningen er, at DR-folk deltager i festen ligesom alle andre, og gør sig ikke specielt bemærkede i den anledning.

Faktisk er det blevet ret dyrt at indkvartere folk i Allinge. Så tendensen har længe været, at medierne skærer ned i stabene og kun sender journalister til Bornholm, hvis de reelt har en opgave at løse. Tiden, hvor nogen lallede rundt i tre dage i konstante fadølsbranderter uden at lave det mindste, er for længst forbi, hvis det nogensinde har været tilfældet. Og det er pinligt, at der stadig findes journalister, der antyder det.

Vi er i øvrigt ganske mange fra Berlingske-koncernen og dens mange aflæggere, herunder BT og Radio24syv, der deltager i Folkemødet. Det er mit indtryk, at de allerfleste af os glæder os. Også over kollegerne på DR's altid markante tilstedeværelse og positive bidrag til folkemødefesten.

Det er i øvrigt let at se, hvordan tidligere tiders meget mavesure medier med tiden falder til patten. Politiken gik fra begyndelsen i 2011 all-in i arrangementet og sidder fast på Gæstgiveren, og også Altinget var med fra starten. I årene efter kom Berlingske/BT så småt i gang med et glimrende set-up, dog i lidt mindre skala.

Siden fulgte de hidtil værste kritikere på Ekstra Bladet med chefredaktør Poul Madsen op med eget telt. ”If you can’t beat them – join them!” kunne man konstatere. I år er selv JP-mediekoncernen i Viby Jylland vågnet op til dåd og afvikler sine arrangementer på Venstres scene.

Forklaringen på tøbruddet kunne være, at en ny ledelse af avisen langt om længe har fravalgt tidligere tiders underligt påtaget kølige distance til Folkemødet, men nu i stedet fornuftigvis har valgt at være med og præge arrangementet. Der skal lyde et varmt velkommen til Jyllands-Posten. Bedre sent end aldrig!

De tidligere udgaver af Folkemødet har på forunderligvis været præget af den politiske dagsorden eller andre ting. I 2015 blev der ført valgkamp oven i mødet, så mange politikere blev væk. Sidste år regnede dele af mødet væk. Et år var sikkerhedsopbuddet større end ellers, fordi nogen forsøgte at teste arrangementets pluralisme ved at invitere rabiate politikere fra udlandet, som alle andre i øvrigt helst havde været foruden. Alt det overlevede Folkemødet.

Folkemødet har efterhånden skabt en masse mindre traditioner, hvor man gentager forrige års møder med samme besætning og tema.

Min radiomakker Torben Steno og jeg har sammen med Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll  fra Liberal Alliance efterhånden udviklet en tradition med, at vi lørdag aften er inviteret til, over en fadøl og et veloplagt publikum, at ”grille” de to politikere på LA's færge i Allinge Havn.

Nogle læsere af denne klumme vil sikkert hævde, at jeg har udviklet et særligt blik for at kritisere LA’erne. I al fald må jeg tit lægge ryg til krads kritik fra vrede LA’ere, som mener, at min kritik er komplet urimelig, og at jeg har allehånde skjulte dagsordner.

Sådan må det nok være. Ikke desto mindre, så glæder jeg mig til de sædvanlige smil, faste håndtryk, kvikke replikker og den varme velkomst fra LA-folket, selv efter et heftigt år, hvor vi ofte har set endog meget forskelligt på tingene. Det er netop det, som Folkemødet kan: Bringe uenige folk sammen til skarp debat, fest og hygge og forme den demokratiske kultur, som man mange steder misunder os.

Er der da slet ikke noget, som man kan kritisere? Så absolut.

Folkemødet skal ikke kun være en fætter-kusine-fest for den politiske elite i hovedstaden. Det er fint nok, at det også er det. Hvorfor i alverden skal man blande sig i, at folk, der kender hinanden, netværker og hygger sig om aftenen? Men der bør også ske mere om aftenen, der ikke kræver en forhåndsinvitation. Også det problem har de nye arrangører i år forsøgt at rette op på, hvor der blandt andet lørdag aften bliver holdt en stor fest på Festpladsen.

Man kan også gøre mere for, at almindelige mennesker, "Folket”, får lyst til at deltage i arrangementet, selvom mødet med 100.000 deltagere over fire dage nærmer sig en kapacitetsgrænse. Det kræver dog, at priser på overnatning og transport bliver holdt på et rimeligt niveau.

Der bliver også gjort tiltag for at kvalificere mødets mange arrangementer ud fra devisen 'Less is more'.  Alligevel slår antallet af arrangementer igen i år rekord. 3.100 møder, hvorfor der burde være noget for enhver smag.

Endelig kunne man håbe på, at politikerne i år 7 endelig og langt om længe forsøger at præsentere egentlige nye politiske idéer på Folkemødet, som det oprindeligt er tænkt at denne unikke platform skal bruges til. Lige på det punkt er jeg ikke optimist.

Vi ses i Allinge!

.......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00