Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Venstre gambler med sin fremtid i Støjberg-sagen

KLUMME: Der er meget at undre sig over i sagen om Støjberg og "barnebrudene", men det, der virkelig vækker undren, er at ingen i Venstre tilsyneladende mener, at der er behov for at debattere sagen, skriver Jarl Cordua.

DER KOMMER EN DAG: Når flertallet næste gang skifter i Folketinget, bliver det gulvtæppe, regeringen sidder tungt på lige nu, blotlagt og løftet.
DER KOMMER EN DAG: Når flertallet næste gang skifter i Folketinget, bliver det gulvtæppe, regeringen sidder tungt på lige nu, blotlagt og løftet.Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tamil-sagen for et par årtier siden handlede om en stærk minister, Erik Ninn-Hansen, der bevidst tilsidesatte loven og forhindrede tamilske flygtninge i at få familiesammenføringer, som de ellers havde retskrav på.

Dengang var der også delte meninger i befolkningen om, hvorvidt Ninn-Hansen havde gjort det rigtige eller ej. For havde Ninn-Hansen ikke bare sørget for, at der kom færre flygtninge til landet? Det forhindrede imidlertid ikke, at et flertal i Folketinget nedsatte en undersøgelseskommission og nedsatte en rigsretssag, der med dommerstemmerne 15 mod 5 dømte ham for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Skandalen rev VK-regeringen med i faldet. Den ødelagde også flere politiske karrierer for folk, der havde strakt deres loyalitet til Ninn-Hansen lige lovligt langt. Endelig blev det begyndelsen til enden for Det konservative Folkepartis storhedstid, der resten af årtiet blev hjemsøgt af en ødelæggende intern borgerkrig om magten.

En anden mere aktuel sag, som i centrum har Venstres udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, har tilsyneladende mange af de samme ingredienser, som man så med Tamil-sagen.

Man kan være ganske rolig for embedsmændene. De har lært lektien. Offentligheden kan allerede se af de lækkede oplysninger, at de nok skal dokumentere, at de sagde klart fra i god tid, selvom Inger Støjberg forsøger at bilde Folketinget ind, at hun handlede helt i god tro.

Jarl Cordua

Det er en sag, der igen handler om udenlandske flygtninge, hvor der i forvejen er et stort folkeligt pres på de borgerlige partier for at få begrænset det antal, der kommer ind i landet.

Denne sag handler dog mere om værdipolitik, fordi der især på højrefløjen er et behov for at bekæmpe alle tegn på accept af det, man identificerer som mellemøstlige livsformer, hvor mænd lever sammen med purunge piger, der måske er gift mod deres vilje.

Vi er i al fald nogen, der godt kan godt huske den skæbne, som overgik Grethe Fenger Møller og Viggo Fischer, fordi de loyalt, men blindt forsvarede Ninn-Hansen.

Jarl Cordua

Da sagen kommer frem februar sidste år, meddeler ministeren i en pressemeddelelse, at hvis den ene part, i praksis kvinden, er under 18 år, så skal parrene skilles ad, og det er altså en ”instruks”, der tilgår Udlændingestyrelsen, som administrerer loven, og som herefter begynder at administrere efter de nye regler.

Par, hvor den ene part var under 15 år, blev i forvejen adskilt, så det er ikke de tilfælde, at sagen drejer sig om (det skete i to tilfælde).

Loven siger imidlertid noget andet end det, Støjberg gav instruks om i pressemeddelelsen 10. februar 2016. Den siger, at der skal ske en ”individuel vurdering”. Det, som Støjberg gav instruks om, var at adskillelsen skulle ske per automatik, og det skete så i to måneder fra februar 2016 til april 2016, i alt otte tilfælde.

I et retssamfund kan en minister ikke dekretere administration imod lovene. Og for at sikre sig, at det ikke sker, plejer ministre, før de instruerer embedsværket, at have sikret sig rygdækning hos de embedsmænd, der er uddannet i at fortolke lovens bogstav. Det er deres fag, og det er deres job.

En minister har naturligvis lov til at foreslå politik og forsøge at presse politik igennem, blot det hviler på lovens grund.

En minister kan forsøge at presse embedsmændene til at gå til grænserne for hvad der i sin tid var lovgivernes hensigt med loven. Der er et rum for fortolkning, og det er heri, at der kan bedrives politik.

Det, som ministeren IKKE kan, er for eksempel at beslutte at administrere imod loven. Og det kan ministeren aldrig være i tvivl om, at hun gør, for det vil hendes embedsmænd klart fortælle hende forinden. Hvis hun eller han så gør det alligevel, er der tale om en klar ulovlighed, og så risikerer man en rigsretssag, den dag et flertal i Folketinget beslutter at nedsætte den.

Det, der især vækker undren i sagen om Støjbergs instruks om "barnebrude" er, hvorfor hendes egen departementschef, cand.scient.pol. Uffe Toudal Pedersen, meget usædvanligt IKKE står som afsender på den pressemeddelelse, der gav instruks til Udlændingestyrelsen om de facto at droppe den individuelle behandling af sagerne.

Et meget kvalificeret gæt er, at embedsmanden, som altså ikke selv er jurist, forinden har undersøgt sagen og finder ud af, at det, Støjberg har gang, i IKKE var lovligt.

Det ville for eksempel være oplagt at spørge i Justitsministeriet forinden, hvor alle juridiske tvivlstilfælde om vurderinger ender. Hvis Justitsministeriet fik en sådan forespørgsel fra Støjbergs ministerium, har man uden tvivl orienteret den daværende justitsminister Søren Pind om, hvad Støjberg havde gang i.

Hvis nogen fra Støjbergs ministerium spurgte i Justitsministeriet, kom der uden tvivl også et svar om, at Støjbergs forslag var klart ulovligt.  Måske blev Statsministeriet og statsministeren på en eller anden måde også orientereret i den forbindelse? Vi ved det ikke.

Det eneste, vi ved, er at Støjberg på et samråd 1. juni i år hævder, at hun aldrig nogensinde blev frarådet af sine embedsmænd, før hun udsendte pressemeddelelsen med denne instruks, selvom hun erkender, at hun selv fjernede undtagelsen om en individuel sagsbehandling fra instruksen. Det lyder ikke troværdigt, hvis man bare har et minimum af indsigt i politiske procedurer på det niveau.

Ifølge Politikens kilder findes der et ét spor i form af en ikke offentliggjort mail, der kunne bevise, så tidligt som dagen inden 9. februar, at embedsmænd i hendes eget ministerium faktisk advarede ministeriets top om, at der var problemer med instruksen i forhold til menneskerettighederne.

Henset til, hvad Tamil-sagen kom til at betyde for Justitsministeriet, embedsstandens anseelse og individuelle embedsmænd, så må det i den situation, som altså indebærer den præmis, at Støjberg løj for Folketinget i samrådet, være ganske sandsynligt, at det i al fald i Støjbergs eget ministerium bugner af dagbøger, notater med videre, som er gemt væk og klar til at blive præsenteret for en undersøgelsesdommer, hvis flertallet en dag skifter og nogen får lyst til at se, hvilken rådgivning ministeren fik forud for beslutningen om den ulovlige instruks.

At retssikkerheden i Danmark virker, fik vi at se med Ombudsmanden, der gik ind i sagen efter en klage fra et asylsøgerpar og underkendte Støjbergs instruks.

Ligesom det skete i Tamil-sagen, var der dog også i denne sag et uskønt forsøg på politiske benspænd, da DF med et beslutningsforslag om en lovændring fik forhalet Ombudsmandens redegørelse med tre måneder.

Redegørelsen, der kom i marts i år, skærer klart igennem med hensyn til, hvad der er lov og ret her i landet og fastslår med syvtommersøm, at Støjbergs instruks fra 10. februar 2016 er "ulovlig", og at "ministeriets fremgangsmåde i sagen” efter Ombudsmandens opfattelse ”er særdeles kritisabel".

Oppositionen havde 1. juni Støjberg i samråd, hvor det kom frem, at ministeren har ændret forklaring på en række områder. Især, at det nogensinde var hendes intention, at der skulle ske en individuel behandling. Næh, der var bare tale om en ”politisk” markering, må man forstå.

Det, der virkelig må vække undren, er at ingen i Venstre tilsyneladende mener, at der er behov for at debattere sagen. Ingen af Venstres retspolitikere har betænkeligheder ved at stille sig op og forsvare Støjberg, på trods af, at selv de blinde kan se, at ministre ikke bare sådan formulerer ulovlige instrukser ud af det blå, uden at konsultere embedsmændene, eller uden de siger fra.

Der foregår tilsyneladende ingen debat på folketingsgruppens møder, hvor man i det mindste kritiserer Støjberg for, at hun sådan set foreslog en ulovlig praksis, men sidenhen skiftede forklaring, og hvad betyder det?

Man sidder tilbage med det indtryk, at Venstre ikke længere er et parti, der bakker op om lov og ret, men sætter alt ind på at bevare Støjbergs ministerstol, selvom ikke en levende sjæl på Slotsholmen inderst inde tror på, at hun aldrig har konsulteret embedsmændene i denne sag.

Yngre kræfter i Venstre kaster sig tilsyneladende glad og gerne ind foran Støjberg for at forsvare en minister, som efter Ombudsmandens opfattelse har instrueret ulovligt. Ingen i Venstre tænker tilsyneladende over, at den dag at flertallet skifter, så risikerer Støjberg en undersøgelseskommission, hvor skeletterne kan vælte ud af skabet.

Hvis man skal sige noget pænt om de unge venstrefolk, der forsvarer Støjbergs utroværdige forklaringer, så er det, at de er meget modige. Vi er i al fald nogen, der godt kan godt huske den skæbne, som overgik Grethe Fenger Møller og Viggo Fischer, fordi de loyalt, men blindt forsvarede Ninn-Hansen.

Inger Støjbergs status i Venstre er åbenbart så høj, at man glad og gerne lægger alle sine æg i hendes kurv frem for at passe på sig selv, slå den sunde kritiske dømmekraft til, betragte kendsgerningerne som de er og analysere til bunds, hvad konsekvenserne kan blive for Venstre og en selv, den dag, hvor det måtte stå endnu mere klart, at ministeren helt uden at blinke besluttede med sin instruks at lade sine embedsmænd administrere imod loven, selvom hun påstår noget andet i dag.

Det ville klæde Venstre – og i øvrigt alle andre i den blå lejr – hvis man af respekt for retsstaten og sig selv, men også af hensyn til egen fremtid og i god tid inden valget, selv tager opgøret med denne sag, frem for bare at feje den ind under gulvtæppet.

For der kommer som bekendt en dag, hvor flertallet skifter og en ny minister løfter gulvtæppet, og så vil en undersøgelsesdommer gerne udbede alle om en god forklaring. Man kan være ganske rolig for embedsmændene. De har lært lektien. Offentligheden kan allerede se af de lækkede oplysninger, at de nok skal dokumentere, at de sagde klart fra i god tid, selvom Inger Støjberg forsøger at bilde Folketinget ind, at hun handlede helt i god tro. Hvad bliver mon Venstres forklaring til den tid?

Læs mere: Støjbergs lovbrud afslører demokrati i krise

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00