Kommentar af 
Jarl Cordua

Corduas dom: Her er de bedste kampagner

KLUMME: Jarl Cordua uddeler "kampagne-hatte" til partiernes kampagner i valgkampen. Se her, hvor mange hatte partierne hver især får. 

Uffe Elbæks tropper kan ikke få mindre end fem hatte for en ualmindeligt velgennemført og sammenhængende kampagne, der har sat samtlige partier og medier til vægs, skriver Jarl Cordua. 
Uffe Elbæks tropper kan ikke få mindre end fem hatte for en ualmindeligt velgennemført og sammenhængende kampagne, der har sat samtlige partier og medier til vægs, skriver Jarl Cordua. Foto: Christian Lindgren/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det sidste spin er ved at være spundet, og det sidste stød afleveret i valgkampen.

Meningsmålingerne er så tætte, at det er rent gætværk at forsøge at analysere sig frem til en vinder. I stedet kan man vurdere de kampagner, som partierne har kørt med i valgkampen.

Mit pointsystem går fra 0 til fem kampagnehatte, hvor 0 gives for den rene umulige og uduelige amatørisme, og fem gives for det ypperste og mest banebrydende. Karakteren tre gives for den gode, men jævne præstation.   

Kristendemokraterne: 1 hat
KD har meget få midler at gøre godt med i en valgkamp. De kører meget oldschool og har reelt set kun formanden Stig Grenov, som i begyndelsen var en markør hos vælgerne. Kristendemokraternes chance lå i, at nogle nye vælgere fik øje på ham og partiets budskaber. Det skete måske i starten, men her til sidst er KD helt væk.

S har ført en næsten fejlfri valgkamp, hvor man har lagt den helt rigtige strategi ved at gøre det til et præsidentvalg mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt. 

Jarl Cordua

KD cykler gerne rundt med familiepolitikken, men det er lidt diffust, hvad det er, ud over noget velfærdstilbud, som vælgerne kan få andre steder. Og så skal de dertil købe synspunkter om homoseksuelle og hele pakken med det kristne livssyn. 

Radikale: 3 hatte
Morten Østergaards tropper står til en ordentlig næsestyver af vælgerne, men de har alligevel formået at være pænt synlige under hele valgkampen med særstandpunkter i forhold til Socialdemokraterne på blandt andet indvandrer- og asylområdet og med hensyn til boligskat og topskat.

Radikale er ekstremt udfordret af, at deres gamle alliance med de kreative segmenter er brast sammen, da de nu er gået til Alternativet, og de mest liberale har tjekket ud til fordel for Liberal Alliance.

Endelig er der også afvandring til Socialdemokraterne. I begyndelsen af valgkampen var Radikale nærmest helt væk, men cirka midt i valgkampen satte de dagsordner, der dog distancerede dem markant fra S. Spørgsmålet er, om de har evnet at trække tilstrækkeligt med borgerlige vælgere over stregen undervejs? Er der hjemløse konservative, som finder vej til liste B? Hvis ja, så kan det vise sig at være afgørende. Radikale blev ved deres sær-standpunkter, også selv om det måske ikke alle steder var en sællert hos vælgerne. Spørgsmålet, vi ikke kender svaret på er, om det var en sællert til de sidste afgørende vælgere?

Konservative: 1 hat
En hel del ser ud til at være kikset i den konservative valgkamp. Formanden har ikke formået at brænde igennem afgørende i forhold til vælgerne. Med hensyn til synlighed har de konservative leveret varen med deres bombastiske ”stop”-kampagne, men vælgerne har åbenbart ikke bidt på. Lanceringen af partiet som et regulært højreparti, frem for et ”folkeparti” for middelstanden, ser heller ikke ud til at være en succes.

Det ligner, at de konservative har begået en stor brøler. Men på den anden side kan partiet godt overraske til sidst. Målingerne skifter mellem at have K over og under de 4 procent. En god slutspurt med hjælp fra de konservative borgmestre og den relativt store konservative organisation kan måske bringe dem hen i nærheden af det katastrofale valgresultat fra sidst. Det ville de kunne leve med.

Men der bliver nok at tale om hos Søren Pape og co., når valget er slut om partiets fremtidige placering. En kandidat - Mads Holger -  har allerede taget forskud på det med en konklusion om, at partiet er døende.

Venstre: 2 hatte
Venstre har ført en mærkelig valgkamp, der i den første uge, hvor temaet ”det skal kunne betale sig at arbejde” kørte helt skævt på grund af mediediskussionen om Løkkes eksempler omkring en kontanthjælpsmodtager og siden et bageri, der alligevel ikke manglede folk.

Om medierne har skylden eller V selv, er i for sig ikke afgørende, for resultatet var en katastrofe for V. I valgkampens anden uge kom partiet op i gear, da man tog fat på diskussionen om udlændinge, og Lars Løkke Rasmussens campaigner-talent fik lov at udfolde sig. Pludselig skiftede målingerne til knebent blåt flertal efter chokmålinger i første uge.

Et stort spørgsmål er, hvad Venstre har brugt sine kampagnemidler til i denne valgkamp? De virker ikke mere synlige end fx Socialdemokraterne, og hvorfor har man gemt Lars Løkke væk før valgkampen gik i gang? Mærkelige fejlskud fra V-MF'er har heller ikke pyntet på dette års V-kampagne. På positiv-listen står, at Løkke vanen tro er kommet godt op i gear og har klaret sig ganske godt i tv-duellerne mod Thorning. Men alene den strategisk rigtige beslutning om at tage fire tv-dueller udløser en hat i en ellers ujævn kampagne, hvor effekten af at brændemærke Thorning som den store løftebryder er usikker.

Dansk Folkeparti: 4 hatte
”Tryghed og tillid” synger MF Kim Christiansen i endnu en meget vellykket DF-kampagnesang ledsaget af slogans om ”Du ved hvad vi står for” på plakater med en sommerklædt Kristian Thulesen Dahl. DF har ført den mest defensive valgkamp i mands minde, hvor det har handlet om ikke at skræmme vælgere væk.

Vurderet på målingerne, har man lagt den rigtige strategi og holdt den. Det kan man kun have respekt for. Ingen umiddelbare store synlige fejl og sikkert eksekveret af en Kristian Thulesen Dahl, der dog har været påfaldende lidt synlig i medierne. Men det har han helt sikkert ikke været ude omkring i landet. 

Enhedslisten: 3 hatte
Der er ikke mange penge i EL’s kampagne, hvor det meget handler om ”stick to your guns” - dvs. den sociale protest. Og her har man et fantastisk godt hold af yngre frontfigurer, som leverer varen fra start til slut. EL undlader helt at føre sig frem med revolutionsparoler og lyder i stedet som SF i 1980’erne. Den strategi kombineret med professionelt mediearbejde og klare budskaber skaber en absolut godkendt kampagne.

SF: 2 hatte
SF er klemt med benhård konkurrrence fra tre-fire sider, men har med Pia Olsen Dyhr været synlig i valgkampen, hvor man i modstanden mod dagpengereformen forsøger at mobilisere vælgerbasen på cirka 5 pct. Det lykkedes man med, men heller ikke meget mere.

Liberal Alliance: 4 hatte
Fejlfri kampagne hele vejen igennem. Godt udtænkt og eksekvereret. Man har været det friske pust og været positive hele vejen, hvor man har samlet vælgere op fra især V og K, men formentlig også en smule henover midten og folk, der ellers ville være blevet derhjemme på sofaen. Det sidste er afgørende. Stor ros til kampagneteam og udøverne i LA-toppen.

Socialdemokraterne: 4 hatte
S har ført en næsten fejlfri valgkamp, hvor man har lagt den helt rigtige strategi ved at gøre det til et præsidentvalg mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt. Man har meget klassisk slået benhårdt på økonomiske resultater og advaret vælgerne om ”eksperimenter” med Løkke.

Man er gået hårdt til Løkke og hans bilag i annoncer og direct mail, men næppe så meget, at det har givet bagslag. Eneste store fejltagelse var, at man lod V-formanden slippe ind til fire tv-dueller. Det fik banket rusten af Løkke og gjort ham mere ligeværdig i forhold til Thorning. S skulle have nøjes med de sædvanlige to tv-dueller. Omvendt var det et mestertræk af V, at de lod Løkke gå op imod Thorning. Men hvorfor har V så ikke for længst i annoncer mv. ”primet” V-formanden noget mere over for vælgerne, når man nu vidste, at S ville gøre det til et præsidentvalg? 

Alternativet: 5 hatte
Uffe Elbæks tropper kan ikke få mindre end fem hatte for en ualmindeligt velgennemført og sammenhængende kampagne, der har sat samtlige partier og medier til vægs. Man er rejsende i varmere luft end de øvrige partier tilsammen, men har alligevel holdt hele vejen hjem med en helt rigtig strategi og en forbløffende selvdisciplin. Man kan kun lette på hatten. Det er virkelig flot gået af Uffe Elbæk og hans brogede flok.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på valgprogrammet ”Situationsrummet” på Radio24syv. Hver mandag og onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00