Cordua: Yahya Hassan er pauseklovnen i dansk politik

Utilfredsheden og frustrationen i rød blok over, at Thorning-regeringerne hverken har ændret den økonomiske politik, tilbagerullet reformer eller i større omfang opblødet kursen over for indvandrere og asylansøgere, har nu fået den konsekvens, at protestpartier i alle afskygninger myldrer frem.

Et af de partier er Nationalpartiet Danmark, der er stiftet af tre brødre med pakistansk baggrund, der kommer fra en af de mindre kendte muslimske grene i Danmark. Partiet, som hidtil har været repræsenteret i offentligheden udelukkende af mænd med indvandrerbaggrund, insisterer på at være mere dansk end Dansk Folkeparti.

Man har iført sig Dannebrog og hele pivtøjet og mangler nærmest kun Holger Danske, vikingehjelm og lurblæsere for at gøre udtrykket komplet. Man er med andre ord meget tæt på at ligne en kikset parodi på et nationalistisk parti fra den yderste højrefløj. Siden partiet blev stiftet sidste år, har der dog været meget lidt offentlig interesse om partiet, der indtil videre er langt fra at blive opstillingsberettiget.

En sensation for det nye parti
Men tirsdag var den samlede danske verdenspresse indkaldt til sensationen i det nye parti, nemlig den 19-årige succesfulde digter af palæstinensisk afstamning Yahya Hassan, som med hestehale og rockstjerne-attitude har tryllebundet særligt det københavnske kulturradikale centrum-venstre-miljø, blandt andet kultur- og journalist-segmentet omkring Gyldendal/Politiken og andre medier på grund af sin digtsamling, hvor han i sin lyrik udtrykte nogle af de samme kritiske ting om sit eget indvandrermiljø, som Dansk Folkeparti og andre kritikere har sagt i årevis. 

Det resulterede blandt andet i PET-overvågning, men også i omklamring af højrefløjen, som han siden måtte gøre sig fri af for at kunne fortsætte med sin sikkert lukrative business med at være de kulturradikales kæledægge.

Hassan har indtil videre mest afsløret sig som en pseudointellektuel pauseklovn, hvor han da forstår at bruge mange svære ord, men tydeligvis ikke evner at analysere på noget særligt højt niveau.

Jarl Cordua

En Castro-tale
Hidtil har Hassans politiske ytringer blandt andet bestået i at svine en forfatter for at være for tyk, Pia Kjærsgaard er blevet tilbudt et såkaldt blowjob, og LA-folketingskandidaten Henrik Dahl er blevet afbilledet i nazi-uniform på Hassans Facebook-side. Normalt ville denne måde at debattere på i det offentlige rum diskvalificere folk, men det sker altså ikke i Hassans tilfælde. Han er stadig velkommen over alt. Som digter kan man sige alt muligt tosset, som de færreste tager alvorligt. Det er sikkert helt fint.

Og så i går trådte han så på pressemødet hos Nationalpartiet Danmark ind på scenen som politiker. Det skete formentlig med den hensigt at blive taget seriøst af offentligheden. I en 56 minutter lang tale, der kunne få selv en Fidel Castro til at skæve til klokken, kritiserede han store dele af det danske samfund og den førte politik.

Det kan ikke være anderledes, da det ligesom er en forudsætning for, at man kan ændre tingene. Tydeligvis var Hassan ikke tilfreds med den måde, som muslimerne bliver behandlet på i Danmark. Og er Danmark ikke selv skyld i flygtningestrømmen med alle de krige, vi deltog og deltager i? Ligesom den hjemlige terror da også er vores egen skyld.

Alt sammen vand på de skuffede centrum-venstre-vælgeres mølle, der jo synes, at vi egentlig burde skamme os hele tiden over alt det, vi går og gør.

Ingen løsninger 
Er der så nogle løsningsforslag i Hassans Castro-tale? Ikke mange. Og de, der var, er næppe politisk realistiske. Vi skal ikke skære i kontanthjælpen. (Det er der nok heller ikke flertal for vil ske. Lige nu.) Vi skal have mere (moderat) islam i folkeskolerne, så koranskolerne bliver mindre attraktive for muslimer. Så skal vi have flere flygtninge til landet ligesom Sverige (også ganske populært på den frustrerede venstrefløj og blandt mange journalister i Mediedanmark), og de kunne jo bo i de 87.000 boliger, der står tomme ude på landet.  Måske skulle vi melde Danmark ud af NATO, da vi jo er med i ”terrorkoalitionen”, der ”bomber civile”? Og skrotte de fly, som bomber ISIS (eller er det civile?) i Irak? I det hele taget virkede det – vurderet på emnevalget - mere som, at Hassan stillede op til et valg på Vestbredden frem for i Danmark. 

Vurderet på lederskribenter og andre reaktioner i dag, så er det forbløffende, så milde reaktionerne har været på Hassans optræden på pressemødet. Man fornemmer mest en moderlig omsorg for det lille pus. David Trads mener, fx at der kan være tale om en ny Klaus Rifbjerg. Mon dog. Rifbjerg var dog en intellektuel. Hassan har indtil videre mest afsløret sig som en pseudointellektuel pauseklovn, hvor han da forstår at bruge mange svære ord, men tydeligvis ikke evner at analysere på noget særligt højt niveau. (Det diskvalificerer ham dog ikke til at være i politik).

Hvis man skal vise Hassan respekt, så må man vurdere ham og hans præstation med samme alen som alle andre, der insisterer på at være politikere. Hans politiske analyse er gennemgående usammenhængende og forvrøvlet - og som hovedregel konkluderer han helt hen i vejret. Sine steder afslører han et absolut bodegabundniveau. Fx da muslimernes forhold i Danmark bliver sammenlignet med holdningen til jøder i 30’erne. De fleste (af de ganske få) løsningsforslag er lidet gennemtænkte og skaber utvivlsomt flere problemer, end de formentlig løser.

Men bortset fra det, så er selve talen formentlig et litterært storværk, der vel gengives i hans næste digtsamling på forlaget Gyldendal, og som der vil kunne skrives danske stile om ved sommerens studentereksamens skriftlige prøve i dansk.

Hans politiske karriere? Jeg tror, den reelt endte, da pressemødet sluttede.   

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.