Corydon: DONG-salg var efter bogen

SAMRÅD: Bjarne Corydon var tirsdag igen kaldt i samråd om DONG-salget til Goldman Sachs. "Vi valgte det samlet set bedste bud for både staten og DONG," slog finansministeren fast. 

Foto: Stig Stasig
Lise-Lotte SkjoldanCecilie Gormsen

Det var den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt, da Folketinget vedtog DONG-salget til Goldman Sachs i januar 2014. Det slog finansminister Bjarne Corydon (S) fast på et flere timer langt samråd tirsdag. 

Enhedslistens Frank Aaen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl havde kaldt Corydon i samråd om DONG-sagen. De havde stillet fem spørgsmål, som finansministeren på samrådet skulle give svar på. De tre første handlede om, hvorvidt man fik den rigtige pris for DONG-aktierne fra Goldman Sachs.

Det er nemlig kommet frem, at værdien af DONG i månederne efter salget steg fra 31,5 milliarder til over 50 milliarder. Værdistigningen skyldtes, at DONG bare tre måneder efter salget fik mulighed for at oprette tre havvindmølleparker i Storbritannien. Derfor ville Frank Aaen have svar på, om man kendte til de britiske havvindmøllepark-planer, da man solgte DONG-aktierne til Goldman Sachs. 

Nye projekter var del af plan
Og det gjorde man ifølge Bjarne Corydon, ligesom der også var taget højde for dem i prissættelsen af DONG. 

Kammeradvokaten har ikke på noget tidspunkt udtalt, at processen har været i strid med EU's retlige regler

Bjarne Corydon
Finansminister

"Det indgik i dokumenterne, at DONG frem mod 2020 kunne udbygge havvindmølle-området. De tre havvindmølleparker i Storbritannien, som der rejses spørgsmål ved, indgik sammen med andre projekter i den plan," sagde Bjarne Corydon.

"Det vil sige, at der i selve værdiansættelsen er taget højde for den værdiforøgelse, som disse projekter kunne give," slog finansministeren fast. 

Han understregede, at prisen på DONG blev givet på baggrund af både risici og potentielle gevinster.  

Corydon afviser: Ikke i strid med EU-regler
Samrådet kommer, efter en ny bog, "Det bedste bud", har frembragt en række nye oplysninger om salget af DONG. Bogen, der er skrevet af journalisten Anders-Peter Mathiasen, beskriver et notat fra Kammeradvokaten, hvori der få dage før salget blev gjort opmærksom på, at Finansudvalget havde pligt til at blokere salget af DONG, hvis de kunne få en højere pris.

Den oplysning nåede dog aldrig frem til Finansudvalget, skrev Politiken tidligere på måneden. Derfor havde Kristian Thulesen Dahl og Frank Aaen spurgt, om udbuddet af aktiesalget i Dong ifølge Kammeradvokaten var i strid med EU's udbudsregler.

Men det afviste Bjarne Corydon på samrådet. 

"Kammeradvokatens notat har givet anledning til en del misforståelser i medierne. I det pågældende notat står der ikke, at processen skulle være i strid med EU's retlige regler. Kammeradvokaten har ikke på noget tidspunkt udtalt, at processen har været i strid med EU's retlige regler," slog finansministeren fast. 

Enhedslisten og Dansk Folkeparti har op til samrådet kritiseret finansministeren for ikke at have håndteret salget af DONG godt nok.

”Der er kommet oplysninger frem om, at man vidste eller burde have vidst, at der dagen efter salget var nogle ret givtige ordrer på vej ind i DONG's ordrebog,” sagde Frank Aaen før samrådet.

Dokumentation

Disse spørgsmål skulle Bjarne Corydon svare på i tirsdagens åbne samråd:

1) Kan ministeren bekræfte, at den værdiforøgelse, der lå i de kontrakter på havvindmøller, Dong var på vej til at få, ikke blev indregnet i værdien af Dong og dermed i prisen på de aktier, der blev solgt?

2) Vil ministeren oplyse, hvorfor der i salgsforhandlingerne ikke blev taget højde for den værdiforøgelse af Dong, som kontrakter på havvindmøller ville medføre?

3) Vil ministeren oplyse, hvad Finansministeriet vidste om kontraktforhandlingerne om havvindmøller i Storbritannien før salget af aktier i Dong?

4) Kan ministeren bekræfte, at Kammeradvokaten har skrevet, at udbuddet af aktiesalget i Dong var i strid med EU's udbudsregler?

5) Kan det bekræftes, at fejlinformationen om, at Goldman Sachs havde tilkendegivet at betale udbytteskat i Danmark, stammer fra finansministeren selv?

Kilde: Folketingets hjemmeside


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Corydon

Adm. direktør, chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister og MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2000)

0:000:00