Da Panorama-direktøren blev kørt over af valgmaskinen

INTERVIEW: Panorama-direktør Morten Broager forsøgte at rejse et problem – men blev i stedet valgkampens hovedperson, jagtet af medier og mistænkeliggjort af fagbevægelsen og den socialdemokratiske valgmaskine.

Morten Broager er krænket over den behandling, han har fået af både medier, fagbevægelsen og Socialdemokraterne. 
Morten Broager er krænket over den behandling, han har fået af både medier, fagbevægelsen og Socialdemokraterne. Foto: Uffe Weng / Scanpix
Erik Bjørn Møller

Hans virksomhed er én af de utallige små virksomheder landet over, som samtlige politikere er enige om at hylde som det centrale omdrejningspunkt for jobskabelsen, udviklingen og iværksætteriet i Danmark.

Men den 41-årige direktør og ejer af en 12 mand stor virksomhed indenfor rengøring og ejendomsservice, Morten Broager, havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han pludselig skulle befinde sig i en mediemæssig orkan, jagtet af glubske journalister, hånet af en hidsig fagbevægelse og stemplet som utroværdig af målrettede socialdemokrater med statsminister Helle Thorning-Schmidt og Folketingets formand, Mogens Lykketoft, i spidsen.

Men sådan gik det som bekendt. For Morten Broagers virksomhed, som han startede alene mand som 19-årig, hedder Panorama og har adresse i Taastrup på den københavnske vestegn.

Forundret over mangel på saglighed
Og herfra forsøgte Morten Broager at gøre politikere opmærksomme på problemet med at finde ufaglært arbejdskraft, som kunne finde incitamentet til at gå på arbejde i stedet for at hæve kontanthjælp eller dagpenge.

Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange mennesker bagefter. De siger alle sammen: Hvad fanden sker der for Socialdemokratiet?

Morten Broager
Direktør for Panorama

I dag er han stadig rystet – og dybt forundret.

”Jeg ved ikke, om jeg fortryder. Men det har været meget, meget overvældende. Jeg er stadig forundret over den mangel på saglighed, jeg har oplevet. Egentlig var jeg jo bare budbringeren, men jeg blev gjort til skurken,” fortæller Morten Broager.

Efter at have udtalt sig til Dansk Arbejdsgiverforenings blad, Agenda, blev han kontaktet af Venstre, der spurgte, om formanden, Lars Løkke Rasmussen, måtte komme på besøg.

”Det sagde jeg ja til, og hvis andre partier havde spurgt, havde jeg sikkert også sagt ja til det.”

Under besøget fortalte Morten Broager V-formanden om problemet med at finde ufaglærte medarbejdere, der havde lyst til at arbejde til 140 kr. i timen, og han berettede om et konkret tilfælde med en medarbejder, der sagde op, fordi gevinsten ved at gå på arbejde simpelthen var for lille.

Jeg var ikke ligefrem på hjemmebane
”Jeg havde intet kendskab til Lars Løkke, jeg havde aldrig mødt ham før. Han virkede som en behagelig fyr som person. Vi stod og snakkede ude på lageret, og så fortalte jeg om den her medarbejder. Jeg ville bare gøre opmærksom på problemet,” siger Morten Broager.

Da Lars Løkke Rasmussen - med Morten Broagers accept - genfortalte hans beretning dagen efter valgets udskrivelse, brød helvede løs. Fagforbundet 3F såede tvivl om hans historie, og Socialdemokraterne hoppede med på vognen og brugte mistænkeliggørelsen i et forsøg på at sætte ind mod V-formandens svækkede troværdighed.

”De første gange telefonen ringede, tog jeg den og snakkede. Men det gik ret hurtigt op for mig, hvad der var sat i gang. Ret hurtigt blev spørgsmålene manipulerende, og jeg var jo ikke ligefrem på hjemmebane. Man kan sgu hurtigt blive kørt lidt rundt i manegen. Jeg holdt op med at tage telefonen, men den ringede hele tiden uafbrudt, så jeg kunne ikke engang ringe op og få fat i mine børn,” fortæller Morten Broager.

Pågående journalister i Tivoli
Torsdag aften udviklede det sig til tumultagtige scener i Tivoli, da han blev interviewet af pågående journalister fra TV2 og TV Avisen, der krævede, at han skulle udlevere dokumentation og navn på den medarbejder, der havde sagt sit job op.

”Men det kunne eller ville jeg da ikke – og slet ikke da uden at have talt med manden først. Hvis jeg fra start af var blevet bedt om at udlevere navn og adresse, så havde jeg jo højst sandsynligt sagt nej. Men jeg blev aldrig spurgt af Venstre, om jeg ville dokumentere min historie.”

Da også Folketingets formand, Mogens Lykketoft, der stiller op til valget på den københavnske vestegn, tidligere havde deltaget i et møde med bl.a. 3F og flere virksomheder, herunder Morten Broager fra Panorama, blev også han spurgt til sagen af medierne.

Mogens Lykketoft kaldte historien for ”en skrøne” og oplyste, at temaet slet ikke havde været oppe på det pågældende møde.

”Jeg var virkelig skuffet over Lykketoft. Jeg havde ikke meget taletid på dét møde, og så bebrejder Lykketoft mig bagefter, at jeg ikke sagde noget dér. Men jeg kunne jo have fortalt ham mange ting, hvis han havde haft tiden til det. Og den kendsgerning, at vi ikke talte om det på dét møde, er jo ikke ensbetydende med, at jeg er fuld af løgn,” siger Morten Broager.

En del af Socialdemokraternes valgkampagne
Søndag aften oplevede han, hvordan hans virksomhed var blevet til en væsentlig faktor i den socialdemokratiske valgkampagne. Under TV-duellen mellem Thorning og Løkke brugte Thorning udtrykket ”der er gået Panorama i den,” da hun forsøgte at så tvivl om tal fra Løkke om, hvor mange nye job, der er gået til danskere. Og i samme øjeblik drønede en videokampagne afsted på de sociale medier med ”Ups! Der gik vist Panorama i den”.

Morten Broager så duellen. Og hørte, hvordan landets statsminister brugte hans virksomheds navn i forsøget på at mistænkeliggøre V-formanden. Og jo, han føler sig krænket.

”Det virkede besynderligt. Det har jo været en hetz. Og så fra landets statsminister. Det virkede ikke særlig sagligt for mig. Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange mennesker bagefter. De siger alle sammen: Hvad fanden sker der for Socialdemokratiet?– Det dér skal du ikke finde dig i. Det har sgu heller ikke været fair over for Løkke, for han genfortalte jo bare min historie,” siger Panorama-direktøren.

Journalister graver stadig
Han bruger stadig mange timer om dagen på sagens følgevirkninger. Jævnligt hører han fra venner, bekendte og familie, der kan berette om henvendelser fra journalister, der forsøger at grave ting frem om ham. Han taler med andre virksomhedsledere, der alle kender til den samme problemstilling, som han har fortalt om.

”Ikke én af dem har lyst til at stå frem og fortælle om det her nu.”

Han får også henvendelser fra folk, der mener, at han nu er skyld i, at Løkke taber valget, mens andre mener, at han skal finde den tidligere medarbejder og lade ham stå frem i medierne med hætte over hovedet. Men han får også henvendelser fra folk, der vil hjælpe til med at skaffe midler til ham via en indsamling til en eventuel retssag for æreskrænkelse.

”Men jeg tænker også, at nu må jeg trække lidt på skulderen af det hele. Jeg magter ikke at bruge mere tid på det. Jeg har jo også en forretning, jeg skal passe.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00