Dagens overblik: DF angriber regeringen for dårligt håndværk

POLITISK OVERBLIK: Dansk Folkeparti er godt gammeldags irriteret over regeringens manglende forberedelse i forhandlingerne registreringsafgifter. ”Vi er blevet mødt med en mur af "det kan slet ikke lade sig gøre"," lyder det.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Cecilie Gormsen

Godmorgen – vi er klar med dit politiske overblik denne dejlige torsdag.

Vi starter med en godt irriteret finansordfører for Dansk Folkeparti. René Christensen mener nemlig, at regeringen har forberedt sig for ringe i forhandlingerne om at ændre registreringsafgifterne. Det skriver Berlingske.

Da regeringens forslag om en ny registreringsafgift blev fremlagt i august, talte både regeringen og Dansk Folkeparti om en hurtig aftale. Men forhandlingerne er strandet, og det er regeringens skyld, hvis man spørger Dansk Folkeparti.

Regeringen er nemig ifølge finansordfører René Christensen (DF) mødt op til forhandlingerne uden forslag til løsninger på en teknisk omlægning, der skal belønne miljøvenlige og sikre biler.

Og det undrer DF, da partiet allerede sidste år gjorde det klart, at hvis regeringen ville sænke registreringsafgiften tredje år i træk, var en såkaldt teknisk omlægning et krav.

”Vi er blevet mødt med en mur af "det kan slet ikke lade sig gøre". Og så tænker jeg: Hvorfor i alverden har man så ikke kaldt os ind tidligere? Bilafgifter er ikke noget, man taler om. Bilafgifter er noget, man gør,” siger René Christensen til Berlingske.

Cordua: Det skal se svært ud
Ifølge politisk kommentator Jarl Cordua forsøger Dansk Folkeparti at få forhandlingerne om en ny registreringsafgift til at se så svære ud som muligt. Det skriver han i en kommentar hos Altinget.

”I de aktuelle forhandlinger om bilafgifterne har DF længe slået sig i tøjret for at indgå en aftale med regeringen, netop fordi partiet ikke vil stå i en situation, hvor man lægger stemmer til, at især luksusbiler bliver billigere,” skriver Jarl Cordua.

Læs hans analyse her.

Drikkevand skal undersøges for mikroplast
Det danske drikkevand skal nu undersøges for, om det indeholder mikroplast.

Det har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) besluttet, efter en undersøgelse i denne uge viste, at der kan være mikroplast i drikkevandet. Dog er undersøgelsen så usikker, at myndighederne ikke kan konkludere noget ud fra den.

”Vi har brug for en afklaring af, om der findes mikroplast i danskernes drikkevand. Desværre er der stadig meget, vi ikke ved om mikroplast,” siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

En ny målemetode forventes klar til brug inden for få måneder, og derefter vil Esben Lunde Larsen bede Miljøstyrelsen om at måle for mikroplast i drikkevandet så hurtigt som muligt. 

Dagens analyse: Frank Jensen-nederlag ligger højt på Richter-skala
Københavns overborgmester, Frank Jensen, har lidt et nederlag, der ligger højt på den politiske Richter-skala, efter han onsdag aflyste byggeriet på Amager Fælled. Det skriver Politikens journalist Flemming Christiansen i en analyse.

”Han vurderede, at der ikke var en vej udenom, efter at Venstre valgte at gå med de konservative og SF, Radikale og Enhedslisten i en ikke helt homogen front, der spænder fra småskeptikere til hardcore modstandere over for Jensens byggevision,” analyserer Politiken.

”Nederlaget er ikke mindre set i lyset af, at Frank Jensen for tre uger siden valgte "at stille sig direkte ud i blæsten". Blandt andet i et interview i Politiken hvor han erklærede, at han ville slås for de 2.500 boliger.”

Læs hele analysen her.

Forskere afviser VLAK: Højere fart giver flere døde
Det er på et yderst spinkelt grundlag, at regeringen mener at kunne hæve fartgrænsen på såvel landeveje som motorveje, uden at flere vil komme til skade eller blive dræbt. Det skriver Altinget.

Ifølge førende trafikforskere strider det ikke blot mod trafikkens jernlov om at fart dræber, men også mod erfaringerne fra tidligere forsøg med at tillade højere hastigheder.

Også selvom regeringen vil øge sikkerheden på de udvalgte strækninger.

”I 2004 satte man farten op til 130 km/t på en række motorvejsstrækninger. Evalueringen viste en klar sammenhæng med, at der skete flere ulykker og at flere døde,” siger trafikforsker Mogens Fosgerau, der er tilknyttet Københavns Universitet.

Find artiklen her.

Ministre vil måle om reform gør gymnasieelever dygtigere
Kvaliteten af gymnasierne skal blive bedre. Det mener uddannelsesminister Søren Pind (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA), der til Berlingske fortæller, at det faglige niveau skal hæves blandt andet gennem mere kvalitetskontrol af undervisningen.

”Gymnasiet skal ikke være et pitstop. Det skal ikke fungere som en slags højskole. Gymnasiet er en boglig ungdomsuddannelse, og det er vi nødt til at fortælle unge, så de ikke tror, at der er tale om en udvidet 10. klasse,” siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Berlingske.

Lykketoft: Vi skal være meget bange for Trump
Den tidligere formand for FN's generalforsamling Mogens Lykketoft er bekymret for, hvilke konsekvenser Donald Trumps udmeldinger i FN kommer til at få. Det fortalte han onsdag aften i TV 2 News-talkshowet Lippert.

Og der er grund til at være ”meget bange,” lyder den umiddelbare reaktion fra Mogens Lykketoft, efter præsident Trump har brugt sin taletid på at lange ud efter både Nordkorea og Iran.

”Jeg tør ikke spå om, hvad den her mand finder på at gøre. Der hvor han har det sidste ord, det er i det allervigtigste spørgsmål om krig og fred. Der var engang, Venezuelas præsident sagde, der lugtede af svovl, efter den daværende præsident Bush havde talt, men det er jo det rene vand efter, hvad der lugter af her," siger Mogens Lykketoft til TV 2.

Det sker i dag
Ikke så meget andet.. 

Dog holder IDA Militærteknik cybersikkerhedskonference, hvor Henrik Dam Kristensen (S), Lars Barfoed (K), Holger K. Nielsen (SF) og Carsten Bach (LA) blandt andet deltager. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

René Christensen

MF (M), 1. viceborgmester, Guldborgsund
automekaniker (Horbelev Autoservice. 1989)

0:000:00