Dagens overblik: ”Kampflykøbet har hele vejen igennem været en vanvittig affære”

POLITISK OVERBLIK: Konservative genåbner den sprængfarlige debat om nye kampfly efter en kritisk rapport fra Rigsrevisionen. Og Enhedslisten bakker op. Få dagens overblik her.

Foto: /ritzau/Henning Hjorth
Cecilie Gormsen

Godmorgen til en ny dag i dansk politik, som vi åbner med det omdiskuterede kampflyindkøb.

Regeringspartiet Konservative har nemlig valgt at genåbne debatten om indkøbet af de nye kampfly efter en kritisk rapport fra Rigsrevisionen. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Rigsrevisionen er der alvorlige huller i beslutningsgrundlaget og udregningerne bag beslutningen om at købe 27 F35-kampfly, og der er risiko for, at de nye kampfly ikke kan løse de opgaver, som regeringen har lovet Folketinget.

Det har fået Konservative til at genåbne debatten umiddelbart inden, at Folketinget skal træffe en endelig beslutning.

”Vi har hele tiden påpeget, at 27 fly selvfølgelig ikke kan lave samme antal operationer, som de 44 F16-fly kan i dag. Vi får en væsentlig mindre kampflykapacitet,” siger Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, til Jyllands-Posten.

Forsvarsministeriet har ifølge Rigsrevisionen været alt for optimistisk i beregningerne af, hvad kampflyene kan præstere i for eksempel flyvetimer. Samtidig er der risiko for, at danmarkshistoriens hidtil største statslige indkøb bliver langt dyrere end de aftalte 66 milliarder kroner, konkluderes det.

EL: Hjort skal i samråd om kampfly
Den nye kampflykritik fra Rigsrevisionen har fået Enhedslisten til at kalde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd. Forsvarsministeren har ikke ønsket at kommentere sagen over for Jyllands-Posten, men han kan ikke bare gå i flyverskjul, mener Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.

”Det er en meget alvorlig kritik fra Rigsrevisionen. Og den skal høres nu, mens det stadig er muligt at slå bremserne i før kontrakterne underskrives og milliarderne fosser ud,” siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Kampflykøbet har hele vejen igennem været en vanvittig affære. Jeg har aldrig set et beslutningsgrundlag, hvor hvert eneste tal var vredet så meget af led for at få det til at se pænere ud, end det egentlig er.”

EU truer med minkforbud
Den nordamerikanske mink, som Danmark er storeksportør af, er på kandidatlisten til et forbud, når videnskabelige eksperter 9. november mødes i Bruxelles. Det skriver Altinget.

Det er Portugal, der har ønsket at sætte minken på EU’s liste over såkaldte invasive arter, som ikke må indføres eller avles i EU, og som landene skal gøre en aktiv indsats for at udrydde.

Det bekymrer den danske fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), der har sat sit embedsværk i sving for at modarbejde et EU-forbud.

”Danmark har en stor produktion af mink til eksport, og erhvervet bidrager med tusinder af arbejdspladser i Danmark. Derfor ser jeg meget alvorligt på, at der er kommet en anmodning fra Portugal om at sætte den amerikanske mink på listen over invasive arter i EU.”

Eksperter: Nye OECD-regler kan koste Danmark millioner
Der skal findes et større millionbeløb til ekstra nødhjælp og udviklingsbistand. Sådan lyder vurderingen fra eksperter og bistandsorganisationer over for Politiken.

Beløbet – der formentlig er et trecifret millionbeløb – skal findes, fordi OECD har vedtaget nye og mere præcise regler for, hvad der kan tælles med, når lande opgør den officielle udviklingsbistand.

Blandt andet må sagsbehandling af asylansøgninger ikke længere regnes med som en udgift. Ifølge Adam Moe Fejerskov, forsker i udviklingsbistand på Dansk Institut for Internationale Studier, er Danmark blandt de lande, der bliver hårdest ramt af den nye praksis.

”Danmark har udnyttet den eksisterende uklarhed til det yderste – og er somme tider også gået ud over grænsen. Det vil formentlig koste et trecifret millionbeløb, hvis regeringen beslutter at følge den nye praksis,” siger han til Politiken.

Den falske politiker, der skaber politikerlede
36-årige Lars Kragh Andersen har på sin facebookside falske valgplakater, hvor han udgiver sig for at være Venstre-kandidat til kommunalvalget i København. Her skriver han ting som: ”Skydevåben til Folket: Statens voldsmonopol skal afskaffes. Enhver skal have ret til at forsvare liv og ejendom”.

Overfor Jyllands-Posten fortæller Lars Kragh Andersen, at han bare hjælper Venstre med nogle liberale holdninger gratis – og at partiet faktisk burde takke ham.

”Med den her kampagne stiller jeg op, så jeg får alle fordelene, men ikke ulemperne. Jeg bliver hørt, og jeg kan provokere, men jeg undgår at blive valgt, så jeg skal stå til ansvar for den samling tosser, der ikke ville kunne kende forskel på liberalisme og socialdemokratisme, om så deres liv afhang af det,” siger Lars Kragh Andersen til Jyllands-Posten.

Hos Venstre er man dog ikke begejstrede for den falske V-kandidat. Her understreger pressechef Jens Kloppenborg, at Lars Kragh Andersen ikke er V-kandidat og at partiet forsøger at få lukket hans facebookprofil.

Støjberg fejrer elev nummer 1.000
Der er kommet fart på aftalerne om at få flygtninge i gang med integrationsgrunduddannelsen (IGU), der har eksisteret i godt et år. Sidst i oktober blev aftale nummer 1.000 underskrevet.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

IGU-ansat nummer 1.000 i Danmark er colombianske Pablo Erazo, der arbejder i IKEA Gentofte med returvarer. Og i dag får han besøg af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der vil ønske tillykke.

”Vi skal fejre, at vi har nået en milepæl. Arbejde og integration hænger uløseligt sammen. Et arbejde giver ikke kun adgangskort til en virksomhed, et arbejde er en nøgle til hele det danske samfund,” siger Støjberg i en pressemeddelelse.

3 hurtige fra onsdag
- Partier klar med kvart milliard til integration og bandebekæmpelse: Et bredt flertal i Folketinget blev onsdag enige om at bruge 250 millioner kroner fra satspuljen på integration og forebyggelse af bandekriminalitet. Se indsatserne her.

Styrelsesdirektør fratræder efter budgetskred: Gyrithe Saltorp er fratrådt sin stilling som direktør i Bygningsstyrelsen efter milliardstore budgetoverskridelser af opførelsen af Niels Bohr-Bygningen. Samtidig flyttes igangværende projekter til Vejdirektoratet. Læs mere her.

- Officielt: Kristendemokraterne er officielt klar til næste folketingsvalg: Indenrigsministeriet har godkendt Kristendemokraternes vælgererklæringer, og dermed kan partiet stille op til næste folketingsvalg. Læs mere her.

Det sker i dag
Kl. 10.15: Finansminister Kristian Jensen (V) skal i samråd i Skatteudvalget om skat på digitale virksomheders omsætning.

Kl. 13.00: Kristian Jensen tager endnu et samråd – denne gang i Finansudvalget om Vestjysk Bank.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Rasmus Jarlov

MF (K), fhv. formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)

Adam Moe Fejerskov

Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
ph.d. i internationale studier (Roskilde Uni. 2016), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2011)

0:000:00