Dagens overblik: Løkke fjerner møgsager inden åbningsdebat

POLITISK OVERBLIK: Regeringen har ryddet ud i møgsagerne forud for dagens åbningsdebat i Folketinget. Få dagens politiske overblik her.

Foto: /ritzau/Stine Bidstrup
Cecilie Gormsen

God morgen og velkommen til en dag, der står i åbningsdebattens tegn. En dag, der for folketingsmedlemmerne kan blive lang, da debatten i Folketingssalen traditionelt udvikler sig til en maratondebat, der ofte først slutter efter midnat. Mere om den senere.

Vi starter nemlig med de to forslag, som regeringen onsdag aften valgte at droppe.

Lauritzen dropper rundbarbering af foreningslivet
Efter massivt pres dropper regeringen nu planerne om at spare godt 90 millioner kroner på støtten til foreningsdanmark.

Regeringen præsenterede planerne om at fjerne foreningers delvise momsrefusion i slutningen af august, og siden har kritikken haglet ned over regeringen. Først fra foreningerne selv, så fra oppositionen men siden også internt fra Venstre-medlemmer.

”Der har været massiv kritik af forslaget om at spare på momskompensationen, og den kritik har vi lyttet til. Derfor har vi taget besparelsesforslaget af bordet, sådan at ordningen fortsætter,” siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et skriftligt svar til Altinget.

De seneste par uger har flere markante V-profiler luftet deres kritik offentligt. Blandt andre har Jan E. Jørgensen og Carl Holst kritiseret forslaget, ligesom Dansk Folkeparti i sidste uge meddelte, at man ikke havde tænkt sig at stemme for forslaget.

Farvel til sygehusenes effektiviseringskrav
Og momsforslaget er ikke det eneste forslag, som regeringen onsdag droppede.

Også det statslige produktivitetskrav for sygehuse skrottes – og det allerede i 2018.

Regeringen har nemlig bøjet sig for oppositionens og Dansk Folkepartis krav, og produktivitetskravet om årligt at spare to procent på landets sygehuse bliver afskaffet fra næste år.

"Jeg er en rigtig glad formand for Dansk Folkeparti i dag. Krumtappen i vores sundhedsvæsen er de ansatte. Hvis ikke de kan levere en helt optimal service i behandlingen, så har vi et problem. Der må vi bare erkende, at det sparekrav, der har været lagt ud i en årrække, ikke længere virker. Det skal væk," siger Kristian Thulesen Dahl.

Analyse: Velkommen til valgkamp
Og det er ikke tilfældigt, at de to ovenstående regeringsforslag blev droppet onsdag aften. Det skriver DR's politiske korrespondent Christine Cordsen i en analyse på dr.dk.

For med mindre end to måneder til kommunalvalget og mindre end to år til folketingsvalget er dansk politik nu for alvor ved at komme i valgkampstemning, skriver Christine Cordsen.

”Her og nu kan det aflæses i tempoet i det oprydningsarbejde, statsminister Lars Løkke Rasmussen er gået i gang med. Politiske møgsager skal ryddes af vejen, inden Lars Løkke i morgen (i dag, red.) skal i folketingssalen til åbningsdebatten, og inden han i weekenden skal møde Venstres bagland til landsmøde i Vejle.”

Find analysen her.

Og apropos åbningsdebatten: Vi har lavet en lille guide til, hvordan debatten forløber. Den kan du finde her, ligesom vi dagen igennem dækker debatten på Altinget.dk.

Studerende demonstrerer i hele landet
Over hele landet vil studerende i dag demonstrere mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Uddannelsesalliancen, der er en sammenslutning af 40 organisationer, har arrangeret demonstrationer i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Rønne.

Ifølge Jens Philip Yasdani, der er talsperson for UddannelsesAlliancen og formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, kan besparelserne i regeringens finanslovsforslag ikke undgå at få konsekvenser for kvaliteten i uddannelsessystemet.

“Så store nedskæringer vil uundgåeligt ramme kerneydelsen. Vores undervisere vil få mindre forberedelsestid, vores faciliteter vil forældes, og så vil der blive mindre tid til den enkelte elev. Kort sagt: Kvaliteten vil falde markant! Og derfor demonstrerer vi,” siger Jens Philip Yasdani i en pressemeddelelse.

Der kommer en god holdning i morgen
Det er en kendt sag, at Venstres medlemmer er splittet, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt burkaer skal forbydes.

Men nu lover Venstres gruppeformand Søren Gade en partiholdning inden partiets landsmøde, der afholdes i weekenden i Vejle.

Folketinget skal inden for den nærmeste fremtid tage stilling til et forslag fra Dansk Folkeparti, der skal ramme kvinder, som går med burka eller niqab.

Efter Venstres gruppemøde fredag vil Venstre komme med sin holdning, så det kan komme på plads inden partiets landsmøde i weekenden.

”Der er altså større dramatik hos jer (pressen, red.), end der er hos os. Vi får en afklaring inden vores landsmøde lørdag,” siger Søren Gade ifølge Jyllands-Posten til Ritzau.

Blå profiler beskyldes for karaktermord
Tre borgerlige profiler – med den konservative Naser Khader som den centrale figur – kommer nu under voldsom beskyldning for grov manipulation i en opsigtsvækkende sag om tildeling af skatteyderpenge. Det skriver Berlingske.

Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) beskyldes for at have arrangeret et forsøg på karaktermord på religionssociologen Sherin Khankan og juridisk rådgiver og debattør Khaterah Parwani med det formål at fratage dem statsstøtte, de allerede er blevet tildelt.

Sherin Khankan og Khaterah Parwani driver foreningen Exitcirklen, der gennem tre år har hjulpet kvinder ud af psykisk vold og religiøs og social kontrol, og projektet er allerede blevet godkendt til støtte.

De tre politikere sendte 13. september i år en mail direkte til ordførere fra Alternativet, Radikale og SF, hvor de beder dem overveje at trække støtten. Mailen indeholder en række personlige angreb på de to kvinder om blandt andet at forsvare straf med piskeslag, sharialovgivning og Hizb ut-Tahrir.

Både de to kvinder og oppositionspartierne mener, at anklagerne ufuldstændige og misvisende.

Find historien her.

Det sker i dag
Kl. 10: Åbningsdebat i Folketinget. Se hvordan den forløber her.

Kl. 16: Uddannelsesdemonstrationer i fem danske byer (dog begynder demonstrationen i Rønne kl. 12.30).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00