Dagens overblik: Thorning er tredjerangs-socialdemokrat

POLITISK OVERBLIK: Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt kalder i en ny bog sig selv for tredjerangssocialdemokrat, og hun affejer kritikken om, at hun ikke var en rigtig socialdemokrat. Få dagens politiske overblik her.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Cecilie Gormsen

Godmorgen!

På torsdag udkommer en ny bog om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, og det kan mærkes i nyhedsbilledet.

I sidste uge kunne BT vise det berømte selfie med Obama, og i dag kan man både læse om, at Thorning ifølge eget udsagn brugte mere tid på bagland end nogen anden, og at hun kalder sig selv tredjerangssocialdemokrat.

Sidstnævnte kan man læse i dagens Jyllands-Posten, hvor det også fremgår, at Thorning kalder kritikken om, at hun ikke var en ”rigtig socialdemokrat” og ”arbejderpolitiker”, for forvrøvlet. Hun erkender dog, at hun ikke er den klassiske socialdemokratiske partisoldat.

”Jeg er jo en tredjerangssocialdemokrat,” siger hun i bogen, som er skrevet af den tidligere journalist og nuværende kommunikationsdirektør for bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, Nina Munch-Perrin.

Ifølge Thorning er førsterangssocialdemokrater dem, der har kæmpet sig op fra bunden af samfundet, mens andenrangssocialdemokrater er født ind i socialdemokratiske familier og har været aktive i ungdomspartiet, DSU.

Og i den sidste gruppe, som Thorning selv tilhører, findes de socialdemokrater, der ikke kan fremvise et socialdemokratisk stamtræ, et medlemskab af ungdomspartiet eller nogen nævneværdig opstigning fra de lavere samfundsklasser. Helle Thorning-Schmidt blev først medlem af Socialdemokratiet i 1993 som 26-årig.

”Jeg valgte at være socialdemokrat,” fortæller hun i bogen − i modsætning til at blive født ind i partiet.

EU truer DK med retssag
Danmark har ikke gjort nok for at gennemføre EU’s regler om infrastruktur til miljøvenlige biler, advarer EU-Kommissionen. Det skriver Altinget.

Og hvis Danmark ikke opsætter flere ladestandere og tankstationer til miljøvenlige biler inden for de næste to måneder, venter en mulig tur for EU-Domstolen. Det oplyser EU-Kommissionen, der har sendt Danmark og otte andre lande en såkaldt begrundet udtalelse.

”De ni medlemsstater har nu to måneder til at meddele Kommissionen disse foranstaltninger, hvorefter Kommissionen i modsat fald vil kunne beslutte at indbringe sagen for EU-Domstolen,” skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA), men ministeriet oplyser til Altinget, at der netop er fremsat et lovforslag, som vil give konkret mulighed for at implementere EU-direktivet. 

Dagens på gensyn
Tirsdag går Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper på barsel, og mens hun er væk, overtager Nikolaj Villumsen frontfigur-posten.

Han kalder det en stor ære at få lov til at være politisk ordfører.

”Jeg vil kaste alle kræfter ind i at sætte en solidarisk og grøn dagsorden. Regeringen mener, at vejen frem for Danmark er at bruge milliarder på skatterabatter med klart mest til de rigeste. Jeg er meget uenig. Jeg synes, vi skal have et mere lige Danmark,” siger han i en pressemeddelelse.

Pernille Skipper er på barsel frem til starten af november og igen i december og januar. Den afbrudte barsel skyldes kommunal- og regionsrådsvalget, hvor hun i nogle uger op til valget skal deltage i valgkampen.

Det bliver 51-årige Jesper Kiel, der skal vikariere for Pernille Skipper, mens hun er på barsel.

Frank Jensen vil have dieselbiler ud af København
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) går nu til kamp mod forurening fra diesel og brændeovne i København. I et nyt udspil foreslår Frank Jensen blandt andet at forbyde nye dieselbiler, så det bliver forbudt for dieselpersonbiler registreret efter 1. januar 2019 at køre i Københavns miljøzone. Nuværende ejere af dieselbiler vil fortsat have lov til at køre ind i miljøzonen.

”Det er mit mål gradvist at udfase dieselbiler i København. Derfor skal vi sætte en stopper for, at der kommer nye dieselbiler på vejene, som kan forpeste luften de næste 10-15 år. Samtidig vil forslaget betyde en reduktion i brug af brændeovne, og vi vil fremskynde vores plan om at udskifte alle bybusser, så vi får elbusser, der hverken sviner eller støjer,” siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Skal kravene til miljøzonen skærpes, kræver det en lovændring og dermed et flertal i Folketinget. Og kan det ikke lade sig gøre, har Frank Jensen også en plan B klar. Så skal prisen på en parkeringslicens nemlig fordobles til 2.300 kr. for folk, der køber en dieselbil efter 1. januar 2019.

Regeringen vil oprette kvindefængsel
Et fængsel kun for kvinder er en god ide, mener regeringen, så kvinderne ikke fremover skal have kontakt med mandlige indsatte. Det fortæller justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til dr.dk:

”De har det både i Sverige og Norge, og derfor er det også på tide, synes jeg, at man får et kvindefængsel i Danmark. Selvom de (mænd og kvinder, red.) er adskilt i dag, så er den bedste sikkerhed, at man har et selvstændigt fængsel til kvinderne,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen.

Ifølge en undersøgelse fra Kriminalforsorgen fra 2015 oplever flere kvinder seksuelle overgreb og chikane, når de afsoner sammen med mænd.

Regeringen foreslår at omdanne Jyderup Fængsel til et fængsel kun for kvinder med 150 pladser – fordelt på 72 åbne, 38 lukkede og 40 arrestpladser.

Det sker i dag
Kl. 12.00: Det Økonomiske Råd kommer med sin vurdering af tilstanden i dansk økonomi.

Kl. 13.00: Første almindelige møde i Folketinget i det nye folketingsår.

Kl. 13.00: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget holder sammen med 'Det tværpolitiske netværk for FN’s verdensmål' og 2030-panelet konference med temaet 'FN’s verdensmål – Danmarks udfordringer og decentrale løsninger'. 

Kl. 15.00: Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skal i samråd om udviklingen med færre læreruddannede i folkeskolerne.

Kl. 15.05: Ældreminister Thyra Frank (LA) skal i samråd og redegøre for den såkaldte klippekortsordning for ældre på plejehjem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00