Danmark får topplacering i ligestilling i EU

KORT NYT: Nyt ligestillingsindeks placerer Danmark helt i toppen blandt EU-landene, når det kommer til ligestilling mellem mænd og kvinder.
Anna Gurzhiy Hougaard

Danmark indtager topplacering blandt EU-landene, når det gælder ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Det viser et nyt ligestillingsindeks, som EU-Kommissionen og Det Europæiske Ligestillingsinstitut offentliggjorde torsdag. Det nye indeks placerer Danmark på en andenplads, kun overgået af Sverige.

Grunden til, at Danmark placerer sig i toppen af indekset, er de danske kvinders høje uddannelses- og beskæftigelsesniveau, og at de danske mænd bruger langt mere tid på husligt arbejde sammenlignet med andre europæiske mænd.

Andelen af kvindelige ministre i Danmark er også med til at trække op i indekset. Her er der næsten en ligelig fordeling af kvinder og mænd - 47 procent af de danske ministre er kvinder, mens gennemsnittet i EU er på 25 procent.

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) glæder sig over topplaceringen.

"Jeg er rigtig stolt over vores flotte topplacering. Der er ingen tvivl om, at vi er nået langt, når vi sammenligner os med andre lande - og det bliver vi nu bekræftet i med det nye indeks," siger han i en pressemeddelelse.

Danmark kan blive endnu bedre
For at Danmark skal blive Europas førende i ligestilling, er der fortsat et par områder, der kan forbedres.

Ifølge Ligestillingsministeriet er det blandt andet på sundhedsområdet, hvor danske mænd fortsat lever væsentligt kortere end kvinder. Og i forhold til fordeling af magt, kan man se, at kvinder fortsat er underrepræsenteret på lokalpolitisk niveau og dermed ikke har samme del i magten som mænd.

"Vi ligger rigtig flot på alle parametre - og det synes jeg, vi skal være stolte af. Men vi har også vores udfordringer. Og bare fordi vi ligger i top i EU, er det jo ikke ensbetydende med, at vi kan læne os tilbage. Vi skal blive ved med at gå foran og hele tiden udvikle og drive ligestillingen fremad - både herhjemme, i EU og globalt," siger Manu Sareen.

Dokumentation

Indekset har målt ligestilling mellem kvinder og mænd i medlemslandene bl.a. i forhold til beskæftigelse, økonomi/indkomst og fordeling af magt.

Udvalgte fakta fra undersøgelsen:
 
Top:
 
1.       Sverige 74,3
 
2.       Danmark 73,6
 
3.       Finland 73,4
 
4.       Holland 69,7
 
Bund:
 
1.       Rumænien 35,3
 
2.       Bulgarien med 37,0
 
3.       Grækenland 40,0
 
4.       Italien og Slovakiet med 40,9

Danmark er på førstepladsen inden for viden, som dækker forskellene mellem kvinder og mænds uddannelse og efteruddannelse, samt adgangen til uddannelse og færdiggørelse. Her er EU-27-gennemsnittet 48,9. Danmark scorer 75,1 efterfulgt af Storbritannien med 68,8, Finlands 67,0 og Sveriges 66,3.
 
Danmark opnår en anden plads inden for indikatoren "beskæftigelse" og indikatoren "time", som måler forskellene i tidsforbruget på økonomiske aktiviteter, omsorgsaktiviteter og sociale aktiviteter. 
 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00