Debat

Dansk Psykiatrisk Selskab svarer psykolog: Du misforstår os. Vi ønsker at forebygge tragedier, ikke at stigmatisere psykisk sygdom

Det er grundlæggende vigtigt, at vi kan tale om den lille gruppe af psykiatriske patienter, som kan være farlige, uden at det bliver til en opfattelse af, at alle med psykisk sygdom er farlige, skriver bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab.

Vi er kede af, hvis vores oplæg til justeringer i lovgrundlaget, kan opfattes som, at vi er med til at stigmatisere vores patienter. Vi arbejder for at hjælpe vores patienter med leve et så godt liv som muligt, og her er stigmatisering et problem, og noget, vi aktivt modarbejder, skriver bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab i et svar til psykolog Jonas Vennike Ditlevsen. 
Vi er kede af, hvis vores oplæg til justeringer i lovgrundlaget, kan opfattes som, at vi er med til at stigmatisere vores patienter. Vi arbejder for at hjælpe vores patienter med leve et så godt liv som muligt, og her er stigmatisering et problem, og noget, vi aktivt modarbejder, skriver bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab i et svar til psykolog Jonas Vennike Ditlevsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tak til psykolog Jonas Vennike Ditlevsen for kommentaren til vores indlæg om de anbefalinger til ændringer af lovgrundlaget, vi behandler de farligste patienter i psykiatrien på. 

Som psykiatere ønsker vi vores patienter og samfundet det bedste. Vi arbejder for at nedbringe brugen af tvang, og for at give flere valgmuligheder til den enkelte patient.

Derfor er vi meget kede af de motiver og intentioner, Jonas Vennike tillægger os som faggruppe. Og derfor er vi glade for her at få mulighed for at uddybe vores synspunkter.

Vores anbefalinger refererer til et mindretal

Helt grundlæggende er det vigtigt at slå fast, at mere end 99 procent af mennesker med psykiske lidelser ikke er farlige. Det er også vigtigt, at vi kan tale om den lille gruppe, som kan være farlige, uden at det bliver til en opfattelse af, at alle med psykisk sygdom er farlige.

Vi er kede af, hvis vores oplæg til justeringer i lovgrundlaget, kan opfattes som at vi er med til at stigmatisere vores patienter.

Bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab

Ingen har en interesse i at stigmatisere psykisk sygdom. Vi er kede af, hvis vores oplæg til justeringer i lovgrundlaget, kan opfattes som at vi er med til at stigmatisere vores patienter.

Vi arbejder for at hjælpe vores patienter med leve et så godt liv som muligt, og her er stigmatisering et problem, og noget, vi aktivt modarbejder. 

Desværre er der en lille gruppe af mennesker med psykisk sygdom, som oplever, at de bliver forfulgt (paranoia), og som risikerer at blive farlige, fordi de ikke er i behandling eller får behandling nok. Det kan være i kombination med indre stemmer, som udsteder ordrer (hørelseshallucinationer) eller i kombination med stofmisbrug, som forvrænger opfattelsen af virkeligheden.

Vi har også patienter, som kommer ud i en ekstrem tilstand, hvor de ikke kan tage vare på sig selv, som følge af svære psykoser, svær affekttilstand og lignende invaliderende tilstande.

Det er denne – lille – gruppe af patienter, vores anbefalinger handler om. 

Kan ikke være de stiltiende vidner

Vores anbefalinger udspringer af det uendeligt sørgelige faktum, at vold og i værste tilfælde drab, hvor en gerningsmand har psykisk sygdom, forekommer relativt hyppigere. Det kan vi ikke stiltiende være vidner til.

Vi ved, at en del af disse voldsepisoder kunne være undgået, hvis vi havde forebygget dem ved at sætte ind med den nødvendige behandling i tide.

Vores anbefalinger skal ses som led i bestræbelsen på at undgå og forebygge vold og drab i psykiatrien. Dels af hensyn til dem, som er i risiko for at blive udsat for vold. Dels af hensyn til patienternes selv, så de kan undgå al den lidelse, det medfører at blive gerningsmand.

Når alt dette er sagt, håber vi, at man vil læse vores indlæg igen i ovenstående lys, og huske på, det handler om et lille mindretal. Formålet – også for denne gruppe – er netop samlet set over tid at mindske mængden af anvendte tvangsforanstaltninger, og give flere valgmuligheder, ved at sætte ind i tide med tilstrækkelig behandling, som virker.

Afsendere:

Bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab:

  • Forperson: Merete Nordentoft
  • Næstforperson: Mikkel R.V. Rasmussen
  • Næstforperson: Christian Legind
  • Kirsten Ilkjær
  • Helle B. Krog
  • Camilla Emilie Lindahl
  • Jeanett Østerby Bauer
  • Rikke Hilker
  • Helle Mereweather

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonas Vennike Ditlevsen

Psykolog, stifter, Projekt Kuba
cand.psyk. (Aarhus Universitet, 2018)

Merete Nordentoft

Forperson, Dansk Psykiatrisk Selskab, klinisk professor, Region Hovedstadens Psykiatri, medlem, Det Etiske Råd
cand.med. (Københavns Uni. 1982), ph.d. (Københavns Uni. 1994), dr.med. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00